• Print
  • Bookmark and Share

I frit fald

Årgang 2018, nr. 7, Klagesager

Selvom det var usandsynligt, at Katrine ville få kritik som følge af en klage fra en nybagt far, så forfulgte sagen hende, og var medvirkende til, at hun i dag arbejder uden for jordemoderfaget.

Af: Anne-Marie Kjeldset, illustrationer Annette Carlsen

Afgørelsen kom halvandet år efter, at Katrine havde formuleret og afleveret sin version af, hvad der var foregået den dag, hvor hun havde tjansen med at tage sig af de planlagte kejsersnit. Hun havde været med til et kejsersnit, der var gået planmæssigt. Efter at have observeret mor og barn og noteret i journalen, at begge havde det godt, sendte Katrine efter et par timer den lille familie videre til barselgangen. Fem timer senere, da personalet på barselafdelingen tilså den lille nye, var der cyanose og indtrækninger, og barnet blev overflyttet til neonatal-afdeling. Efter et par timers hjælp til vejrtrækningen og early feeding var situationen stabiliseret, og barnet kunne udskrives efter et døgn.

Af grunde, som Katrine ikke kan gennemskue, valgte den nybagte far specifikt at klage over hende. Familien afslog tilbud om en dialogsamtale, og det ramte den unge jordemoder hårdt.

- Jeg tænkte, at han måtte være enormt gal og ude på at ramme mig så meget som muligt, siden han ikke ville mødes med mig og høre min version, siger Katrine, der havde været færdiguddannet som jordemoder i halvandet år, da hun fik klagen.

Den skriftlige redegørelse
Et enigt disciplinærnavn under Patientombuddet (nu Styrelsen for Patientklager) vurderede i sin afgørelse af disciplinærsagen, at der ikke var grund til at kritisere Katrines behandling af mor og barn den pågældende dag. Heller ikke i journalføringen var der noget at komme efter.

Selvom både Katrine og de fagfolk, som kendte til forløbet, fra start var overbeviste om, at udfaldet ville blive, som det blev, så fik sagen helt fra start store konsekvenser for hende.

- Uanset hvor sikker jeg følte mig i sagen, så gjorde bare anklagen, at jeg blev bundusikker på mig selv. Det rammer meget personligt, når man får en disciplinærsag, siger Katrine.

Det var chefjordemoderen på den fødeafdeling, hvor Katrine var ansat, der ringede og fortalte hende, at der var klaget over hende, og at sagen skulle behandles i patientombuddet. Tilfældet var, at Katrine netop var stoppet på arbejdspladsen og på vej på ferie, da hun fik beskeden om klagen.

- Selvom chefjordemoderen tog sig godt af mig og sagde, at hun havde læst journalen og ikke kunne se, at der var noget at komme efter, så følte jeg mig fra start ekstremt alene. Jeg oplevede at være i frit fald. Jeg var simpelthen rystet i min grundvold, fortæller Katrine.

Ferien var domineret af tanker om sagen, og så hurtigt som muligt efter vendte Katrine tilbage til sin tidligere arbejdsplads for sammen med chefjordemoderen at formulere den partsbeskrivelse, som Patientombuddet efterspurgte.

- Jeg blev anbefalet af lederen at undskylde i min skriftlige beskrivelse af forløbet. Men hvorfor skulle jeg det? Jeg havde efter bedste faglige skøn ikke begået fejl, siger Katrine, der valgte at skrive, at hun beklagede parrets dårlige oplevelser.

Katrine blev på sygehuset og skrev sin udlægning af sagen, så den var klar til at blive sendt af sted næste dag. Hun sad et sted, hvor der kom kolleger forbi, og der gik det for alvor op for hende, hvor skamfuld hun følte sig.

- Jeg havde simpelthen ikke lyst til at dele det med nogen, at jeg sad der og skrev til Patientombuddet i forbindelse med en klage over mig, siger Katrine, der kun har delt sine tanker omkring klagen med ganske få, hvilket kan have været med til at forstærke følelsen af skam.

Den menneskelige del
I dag kan Katrine se, at det var menneskelig og psykisk opbakning, hun manglede i starten af forløbet. Den juridiske og praktiske del var hun godt hjulpet med, men selvtilliden og accepten af, at også hun kunne få en klage, måtte hun hente hos en bekendt, der er hospitalspræst med en terapeutisk uddannelse. Samtalerne handlede blandt andet om det at begå fejl.

- Det er menneskeligt at fejle, siger vi ofte. Og det er også OK for mig, at andre fejler, men jeg har svært ved at acceptere, hvis jeg selv gør det, siger Katrine, der opfatter sig selv som ”meget perfektionistisk”. En egenskab, der gjorde det sværere for hende at acceptere, at nogen satte spørgsmålstegn ved hendes faglighed. I samtalerne med præsten talte de også om, at alle følelser er tilladte.

- Det er for eksempel OK at tænke, at den, der klager, er dum eller kun er ude på at ramme dig. Men så skal du op på hesten igen og videre. Det, samtalerne hjalp mig med, var at komme frem til, at jeg ville og kunne arbejde som jordemoder igen og at klagesagen kun kom med videre som læring, siger Katrine.

Katrine henvendte sig umiddelbart efter, at hun blev bekendt med klagen til Jordemoderforeningen og fik tilbud om hjælp til at formulere sin udlægning af sagen. Det var bare ikke det, hun havde brug for, kan hun se i dag og foreslår, at der – måske i foreningsregi – oprettes et korps af jordemødre, der vil stille op til akut menneskelig førstehjælp, når en kollega kommer ud i en klagesag.

- Rigtig mange jordemødre har prøvet det, og endnu flere vil komme til at opleve at være involveret i en klagesag. Jeg tror, at en tæt kontakt med en anden jordemoder, som man stoler på og som har tid og overskud til at høre på dig, ville have gjort en stor forskel i det tidlige forløb, siger Katrine.

I dag
Katrine startede kort efter starten på klagesagen i et nyt job. Hendes overvejelser om, at hun var nødt til at fortælle den nye arbejdsgiver, at der var en endnu ikke afsluttet klagesag, fik hun korrigeret.

- Jeg kontaktede Patientombuddet for at høre, om jeg havde pligt til at fortælle om sagen til en arbejdsgiver, men de svarede klart ’nej’. De var i det hele taget gode til at lægge en dæmper på min bekymring for følger i forhold til for eksempel offentliggørelse af afgørelsen på min sag, fortæller Katrine, der også fik at vide fra ombuddet, at der ville være en afgørelse i sagen inden for et halvt år. Det skulle imidlertid komme til at vare halvandet år og i den mellemliggende tid henvendte Katrine sig flere gange til Patientombuddet for at høre, hvornår hun ville få besked. Hun havde nok forventet enten at høre fra sin tidligere leder eller fra Patientombuddet, hver gang tidsfristen for afgørelsen blev rykket.

Undervejs var hun startet på en kandidatuddannelse og på baggrund af den, er hun i dag ansat uden for svangreomsorgen.

- Denne her sag kombineret med erfaring fra et meget travlt arbejdsliv gjorde, at jeg så mig om efter noget andet at lave. Hvordan jeg ville have haft det, hvis jeg rent faktisk havde fået kritik som følge af klagen, det tør jeg slet ikke tænke på, siger hun.

 

Jordemoderen har ønsket af være anonym og optræder derfor med et opdigtet navn i artiklen. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.