I fokus: Anne Schurmann

Tidsskrift for Jordemødre taler i hvert nummer med en jordemoder, der har noget på hjerte, som har gjort noget specielt eller som blot er jordemoder. Denne gang er det Anne Schurmann, uddannet i 2013, som de sidste to år har arbejdet i Grønland. Før det arbejdede hun på Kolding Sygehus.

Hvorfor tog du til Grønland?
Jeg ville gerne opleve en anden måde at være jordemoder på, hvor man ikke blander sig i fødslen. Jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Her er tid og ro til, at fødslen kan forløbe spontant.

Hvor arbejder du?
 Jeg arbejder på sygehuset i Ilulissat, som ligger på vestkysten i den nordligste region. Vi er to jordemødre, der dækker hele regionen på 550.000 km2, hvilket svarer til hele Frankrig. Der bor 12.000 mennesker. Vi har 90 fødsler om året og ca. 140 gravide, men nogle når at føde hjemme, og de komplicerede sendes til Nuuk.

Ud over os to jordemødre, er der perinatale assistenter i de andre byer, som tager sig af kvinderne i graviditeten. De er sundhedsassistenter med et kursus i graviditet. To gange om året tager jeg på kystrejser, hvor jeg rejser ud til bygderne, hvor de fleste bor.

Hvornår kommer kvinderne til jer?
Kvinderne kommer til os tre til fire uger før fødslen. De bor på patienthotellet. De hjælper og støtter hinanden rigtig meget; en højgravid støtter og masserer en fødende, som hun måske kun har kendt en uge. Som jordemoder kommer man også til at kende sine gravide rigtig godt – det er kendt jordemoder på højt plan.

Hvordan foregår fødslerne?
Kvinderne er super gode til at føde. De bliver ikke sat i gang og får ingen smertelindring. De stiller ikke spørgsmålstegn ved deres evner til at føde. De har ikke bekymringer, som mange danske kvinder har. Jeg har haft tre s-drop, to sectioer og en kopforløsning på de lidt mere end to år.

Typisk er der mange familiemedlemmer med til fødslen. Alle tager aktiv del i den; en holder et knæ, en masserer lænden. Vi har to læger, der kan lave sectio, men de er ikke speciallæger. Vi har ingen rød snor at trække i, vi er altid alene til fødslerne med en tolk. Så det er ofte vores afgørelse, hvad der skal ske. Man kan ringe til Nuuk, men typisk må vi stole på os selv.

Er sproget en barriere?
Jeg taler ganske lidt og forstår lidt grønlandsk, men grønlændere bruger meget kropssprog, så man forstår en del ad den vej. De fleste grønlændere forstår ret meget dansk, men vi forsøger at have tolk med til fødslerne. Når man er presset, skal man ikke også bakse med sproget. Men jeg understreger altid, at det er mig, der har brug for tolk, fordi jeg ikke taler sproget.