Jordemoder Anne Ruby kritiserede i sit oplæg jordemødrenes monokultur og argumenterede for, at jordemødres største problem er, at de er jordemødre. Fagets selvbillede er den største enkeltfaktor, der spænder ben for vores faglige såvel som karrieremæssige udvikling.
Det menneskefjendske hospital
Hendes centrale argument var, at hvis jordemoderfaget skal have nogen selvstændig fremtid, kræver det mere end noget andet netop selvstændighed. Ruby mener, at hvis vi ikke generobrer vores selvstændige virkeområde, er faget forsvundet inden for 20 – 30 år. I hvert fald i den form vi kender det i dag. I kulissen står doulaer, obstetriske sygeplejersker og graviditetscoaches klar til at overtage den dybe vejrtrækning og de hænder, vi slipper.
Slip martyriet
I følge Ruby reagerer vi jordemødre ved at blive kyniske. Mest over for os selv og hinanden. Vi tror instinktivt, at det er os, der er noget galt med, hvis vi bliver stressede og deprimerede af vagtbelastningen, organiseringen af fødselshjælpen eller manglende sammenhæng i graviditet, fødsel og barsel. Vi bliver langtidssyge, udvikler overlevelsesstrategier for at udholde vagterne eller forlader faget. Det kan også være, at vi bider tænderne sammen, brokker lidt ekstra i vagtstuen og påtager os martyriet. Begge strategier medfører en kollegial belastning og er uholdbare på lang sigt. Trives en jordemoder ikke som sygehusjordemoder, skal hun i stedet finde en måde at generobre sit jordemoderliv på sammen med sine kollegaer eller alene som selvstændig, underviser eller noget helt tredje. Ruby peger på handling frem for martyrium, det er ikke nok at snakke!
Konklusionen var, at vi jordemødre er nødt til at se, at der ikke er én sandhed, som gælder for alles vore jordemoderliv. Jordemødre vil og skal noget forskelligt, og vi skal blive bedre til at støtte hinanden i vores forskellighed og holde hinanden oppe i stedet for at trække hinanden ned.