Vi sidder andægtigt med vores legoklodser. Vagten er slut, og før vi går hjem, skal vi med valg af klodser vurdere, om vi har haft den fornødne tid til at gøre vores arbejde tilfredsstillende. Hvilken farve er du? Rød, gul eller grøn? Grøn er den bedste. Den betyder, at du er i stand til at lave dit arbejde. Gul er, når du har så travlt, at du må tilsidesætte nogle af dine faste opgaver. Rød er, når du må prioritere benhårdt og kun har tid til at gøre det absolut nødvendige. Der er desuden lavet en prioriteringstrappe, der fortæller, hvilke opgaver du med tilladelse kan tilsidesætte med god samvittighed til et senere tidspunkt, hvor du forhåbentlig får tid.
Formålet med klodser og trappe er at undgå stress hos personalet, får vi fortalt.
Stedet er en hospitalsafdeling på Rigshospitalet. Klodserne og trappen er de seneste tiltag for at prøve at synliggøre over for hospitalsledelsen, Hovedstadsregionen eller nogle andre højt oppe i systemet, hvordan det er fat med Rigets tilstand. Vi var nogle, der hovedrystende følte os hensat til børnehaven, og grinende overvejede om Lego-koncernen mon havde overtaget Rigshospitalet. Men der skulle ikke grines. Det var ment i ramme alvor.
Årene inden havde vi udfyldt lange spørgeskemaer til trivselsundersøgelser. Svarene var næsten givet på forhånd: Mange havde det skidt. Der var for travlt. Man følte sig ikke hørt. Sygefraværet var højere, end man kunne ønske sig.
Men vores afdeling, Barselhotellet i Aldersrogade, lå helt i top i forhold til andre afdelinger. Der var stor trivsel, lavt sygefravær – et sted, hvor personalet følte sig både hørt og set. I vores naivitet tænkte vi, at dette måtte give inspiration til Rigshospitalets ledelse, at vores afdeling ville blive et sted, de ville se på og spørge hinanden: Hvad er det, de kan der? Hvad er deres hemmelighed? Kan deres erfaringer bruges til at gøre det bedre på andre afdelinger? Barselhotellet var en rigtig succeshistorie. Et sted, man med stolthed kunne vise frem, værne om og kæmpe for. Men vi skulle blive meget klogere.
iPad’ernes indtog
Patienterne er vigtige; de er grunden til, at vi har et hospitalsvæsen, og til, at vi går på arbejde. Politikkerne vil gerne lytte til patienterne og give dem en god oplevelse på alle planer. Der er ingen smalle steder. Plakater, pjecer og posters findes i rigelige mængder overalt på hospitalet og fortæller alle den gode historie om fantastiske tilbud og tiltag. Nysgerrigheden over for patienternes oplevelser er så stor, at der for nylig er opsat iPads overalt på hospitalets afdelinger, så man hurtigt kan spørge patienterne, om de fik, hvad de kom efter. Og vi som troede, at kassen var tom. Men denne kasse er magisk. Der er uendelige midler til nyt hardware. De nybagte familier på Rigshospitalets barselhotel har med al tydelighed i brugerundersøgelser – også inden iPad’ernes indtog – givet udtryk for stor patienttilfredshed. Men måske er det sådan, at brugerne kan blive så tilfredse, at man tør skille sig af med dem?
Så gik det ikke længere
Nu til sagens kerne: Barselhotellet i Aldersrogade bliver sparet væk. Det er, som det plejer. Der skal hvert år spares millioner i sundhedssektoren. Der er blevet sparet overalt, hvert eneste år. Hvert år har vi alle prøvet at dukke os og håbet, at de ikke fik øje på netop os. Vi er alle blevet ramt fra tid til anden – nogle mere end andre. Også vi på barselhotellet har prøvet det før. Der er blevet omrokeret og flyttet rundt på tingene, og vi har gang på gang fundet en vej i vores daglige arbejde, som vi kunne være bekendt. Vi har dagligt fortalt hinanden, hvor heldige vi var, at det lige netop var os, der arbejdede her. Ikke fordi vi ikke har travlt – tit alt for travlt – men fordi, vi alle har haft en følelse af at gøre en stor forskel, der rækker langt ud i de nye børns og forældres liv. Hvis man ikke har små nyfødte børn og forældre tæt på i det daglige, kan man tænke, at det er den naturligste ting i verden at få børn. Og at det derfor er en stor unødig luksus at få tilbudt to overnatninger på en hospitalsafdeling, hvor der er personale døgnet rundt. Mange vil kunne klare det uden vores hjælp – heldigvis. Derfor er det også kun raske førstegangsfødende med raske børn samt kvinder med et tidligere dårligt ammeforløb, der kan få tilbudt et ophold på Barselhotellet. Men ikke alt går altid som forventet, selvom det er helt naturligt at få børn. Det er trods faglig vurdering og mange års erfaring helt umuligt at spotte alle dem, der har brug for noget ekstra. Vi har i gennemsnit tre til fire ugentlige genindlæggelser på barselhotellet af børn, der ikke er i trivsel, amninger der er gået i fisk, og/eller forældre der er helt til rotterne. Vi har med åbne arme kunne tage imod dem og i løbet af nogle dage fået dem på ret køl med råd og vejledning for derefter trygt at kunne sende dem hjem igen. Vi har taget telefoner døgnet rundt og talt med bekymrede forældre, der havde brug for vejledning og beroligelse efter, at de er kommet hjem.
En lille sort legoklods
Vi har via vores barselambulatorium og hotlinetelefon, som varetages af barselhotellet døgnet rundt, dagligt kunne undgå dyre genindlæggelser på Rigshospitalets barselafsnit og neonatalafdeling.
Regionen skal spare. Nogen eller noget skal væk. Hospitalsledelsen kunne vælge mellem pest eller kolera. Den nye sparerunde rammer med stor kraft Barselhotellet og alle de nye familie efter årsskiftet.
I mit stille sind kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi havde undgået en besparelse, hvis ikke der var brugt penge på iPads, trivselsundersøgelser af personalet, brugertilfredshedsundersøgelser af patienterne, for slet ikke at tale om alle legoklodserne. Jeg føler mig i hvert fald reduceret til en lille sort legoklods, der i sin naivitet troede, at den skulle have været en del af et stort flot bygningsværk.