• Print
  • Bookmark and Share

Hvad troen ved og hvad videnskaben ved

Årgang 2008, nr. 12, Tro og viden

Troen omfatter et helt andet orienteringssystem end videnskaben

Af: Ole Hartling, læge og tidligere formand for Etisk Råd

Begreberne viden og tro tilhører to forskellige ’verdener’, der gensidigt udelukker hinanden. Troen forsvinder, hvis den forlanger beviser. Videnskaben forsvinder, hvis den skal tros uden dokumentation. Tro kan derfor ikke føre til påstande om sagsforhold, og videnskab kan ikke sige noget afgørende om trosforhold. Men begreberne og det sprog, som beskriver dem, blandes sammen. 

“Tidligere troede man ..., men sandheden er ...” Sådanne formuleringer af modsætninger viser, at der er en vedvarende spænding mellem de to begreber. “Tidligere troede man, at jorden er flad; men i dag ved vi, at den er rund.”

Det er naturvidenskaben, der ligger inde med sandheden, og det er derfor indiskutabelt, at videnskaben i vor del af verden har fået en særlig troværdighed. Men selve dette udsagn synes allerede at rumme en modforestilling: Ordet troværdighed siger jo, at naturvidenskaben er værd at tro på. Man kan også sige, at der er tiltro til videnskaben.

Men er der så tale om tro eller viden? Hvad det end er, kan man sige, at naturvidenskaben siden oplysningstiden i 1700-tallet er blevet en autoritet i den industrialiserede del af verden. I andre dele af verden har gudetro og shamanisme en langt større autoritet. Men hvad er det så, der giver naturvidenskaben dens særlige troværdighed og autoritet i den vestlige verden? Hvad giver videnskaben denne særstilling, som gør, at man blandt andet i retslægelige afgørelser indhenter ekspertudsagn fra lægevidenskabelige kapaciteter, men ikke fra for eksempel healere?

Skønt man naturligvis kan beskrive tro som modsætningen til viden, bliver adskillelsen ikke skarp. I denne modsætning er der tale om tro i blot nogle af de definitioner af ordet, som ordbøger giver, nemlig at tro kan betyde 1) at ane noget, 2) at anse noget for sandsynligt og 3) at have tillid til noget eller nogen. For eksempel kan man have tillid til matematikkens love eller have tiltro til, at man med naturvidenskaben kan beskrive, hvordan verden hænger sammen.

Men tro kan desuden være en religiøs tro, og i den betydning kan tro naturligvis også ses som en modsætning til viden og videnskab - og netop derigennem kan det måske belyses, hvad tro er. Det kan dog næppe fastlægges eksakt, og forskellen på viden (i betydningen videnskab) og tro vil derfor blive udtrykt på flere måder i det følgende.

Videnskaben er udforskende og beskrivende, og den vil gøre landvindinger og afdække sandheder om livet og omverdenen. Videnskaben søger at klargøre, hvordan noget hænger sammen, og den vil bestandigt arbejde på at udvide det område, den behersker. Videnskaben vil hele tiden stille det næste spørgsmål i forsøget på at nå videre i indsigt. På den måde er der intet område, som videnskaben ikke må træde ind i for at undersøge.

Troen derimod fører til en anden erkendelse, fordi den peger på, at der findes hellige steder i livet, hvor man må holde sig tilbage, hvis man vil have del i den visdom, som findes her. Troen viser hen til områder i livet, hvor det at give fortabt, at miste eller begrænse sin magt er forudsætningen for at blive lukket ind i det, der giver en anden og måske større indsigt, end man havde kunnet forestille sig.

Ikke sjældent gøres denne erfaring i forbindelse med kærligheden. Hvis man vil undersøge dens omfang og udforske den, kan den tabes af syne, og man har alligevel ikke fået mere indsigt. Hvis man udelukkende forholder sig til den elskede ud fra sine egne ønsker og sin egen vilje, så mistes kærligheden. Ser man derimod den elskede som en gave, der rummer værdier, man kun kan opdage, hvis man begrænser eller opgiver sin egen magt og lader sig overstrømme af den andens indsigt i livet, så kan man blive ført ind i den visdom, man ikke ved egen kraft kan nå frem til.

Med andre ord: For videnskaben er grænsen ofte en udfordring, som videnskabsmanden har lyst til at bryde igennem for at få del i den indsigt, der er på den anden side. For troen er grænsen ofte det hellige sted, hvor den troende har lyst til at stå stille for at få del i den indsigt, der er på den anden side. Man kan også sige, at troen omfatter et helt andet orienteringssystem end videnskaben. Den søger efter en anden mening og på en anden måde. Troen drejer sig ikke om et bevis, men om en overbevisning. Tro kan derfor være en meningsfuld mulighed for at finde vej i meningsløsheden. Der er noget, der overstiger vor forstand, og det er muligt, at dette ubegribelige kun kan begribes med en modsigelse, et paradoks. At kunne begribe det ubegribelige er i sig selv et paradoks. Ordet, tillagt kirkefaderen Tertullian: Credo, quia absurdum (jeg tror, fordi det er absurd), skal ikke forstås sådan, at man skal tro på og acceptere det absurde, men at man skal acceptere, at tro er absurd. Det forunderlige er, at vi er udstyret med et ’sende-modtageforhold’, der gør, at vi kan høre logiske selvmodsigelser, som alligevel virker meningsfulde for os. Følgende paradoks vil for eksempel uden videre kunne accepteres og forstås som en tilkendegivelse af sympati: “Kun fordi jeg har dig, kan jeg klare de problemer, som du uvægerligt skaber!”

Inden for naturvidenskaben regnes det for en på det nærmeste nødvendig forudsætning, at man kan udtrykke sig præcist, det vil sige koncist, entydigt og umisforståeligt. Matematikken og fysikkens symbolsprog opfylder vidtgående dette krav. Tro må derimod beskrives, forklares og forstås med en anden sprogbrug, end vi er blevet vant til. Verden og meningen med livet skal ikke forstås ’voksent’ og med intellektets forudsætning, men forudsætningsløst. Her får man brug for poesien og myterne, og det kender vi blandt andet fra folkeeventyrene. Vil man vinde det dybe i livet, må man have fat i primitiviteten og ydmygheden. At blive gift med kongedatteren er naturligvis symbolet på at vinde det dybe i livet. Klodshans samler en død krage, en defekt træsko og noget mudder op, som han vil give prinsessen. Og det er ham og ikke de lærde brødre, som vinder hende. Alligevel gør vi, hvad vi kan for at blive som brødrene, og er samtidig utilfredse med, at vi ikke får prinsessen.

I Biblen består syndefaldet i at spise af kundskabens træ. At plukke og spise frugterne af kundskabens træ er en metafor, som ikke bliver meningsløs af at være upræcis, for det sproglige udtryk viser hen til en anden mening end den naturvidenskabelige. En mening, som vi forstår på en anden måde og erfarer på en anden måde, og som vi derfor beskriver med et andet sprog. Frugten fra kundskabens træ kan symbolisere vor viden, og kundskab og viden har bragt os vidt. Men ingen af os vil nøjes med den føde. Enhver, der har oplevet at blive elsket, ved det. Myten fortæller, at da Adam og Eva spiste af kundskabens træ, fik menneskene evnen til at tænke sig om og stille spørgsmålstegn ved det, der er. Denne evne til at dykke ned i enkeltheder trængte evnen til at se helheden - til at se meningen - tilbage. Og i mytesproget er meningen det samme som kærligheden. Syndefaldet er tab af kærlighed. Det er nemlig at kunne regne og lægge sammen - at kunne regne den ud.