Husk de gravide ved influenzavaccination

Både den gravide og det nyfødte barn er i øget risiko for alvorlig luftvejsinfektion ved influenzasygdom i graviditeten. Vaccination mod influenza er effektiv og sikker, også til gravide. Sundhedsstyrelsen anbefaler influenzavaccination til gravide, og vaccinen er i denne sæson gratis frem til 1. marts 2013.

Sæsoninfluenza rammer Danmark hvert vinterhalvår med epidemier ca. hvert andet eller tredje år. Under epidemierne rammes op mod 20 procent af befolkningen af sygdommen med betydelige stigninger i influenzarelaterede hospitalsindlæggelser og dødsfald til følge. Influenzasygdom tåles af yngre, raske personer, men kan være en alvorlig sundhedstrussel for risikogrupper.

Siden 2002 har vi tilbudt gratis influenzavaccination til borgere over 65 år. Fra 2007 blev ordningen udvidet til også at omfatte førtidspensionister samt kronisk syge efter en lægelig vurdering, og fra 2010 også til gravide i andet og tredje trimester.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en uddybende vejleding til det sundhedsfaglige personale om, hvilke patienter i risikogrupperne der især har behov for vaccination, bl.a. patienter med hjerte-, kar- og lungesygdomme, diabetes mellitus samt lever- og nyresvigt. Tilbuddet om gratis vaccinationer gælder i år fra den 1. oktober og for gravide indtil udgangen af februar 2013.

Gravide overrepræsenteret
Med H1N1-pandemien i 2009 fik vi betydelig mere viden om forløb og sygdomsbyrde ved influenzasygdom hos gravide. Estimater fra USA viser, at gravide udgjorde 5 procent af de H1N1-relaterede dødsfald under epidemien, mens gravides andel af befolkningen var på 1 procent [2]. Effekten af influenzavaccine til gravide er påvist i et randomiseret studie, og der skal ikke vaccineres mange gravide for at forebygge ét tilfælde af alvorlig luftvejsinfektion hos gravide og nyfødte [3]. Indikationen for at anbefale vaccination til gravide er således klar!

Inaktiveret influenzavaccine har været givet til gravide siden 1950’erne, og intet tyder på øget risiko for medfødte misdannelser eller andre graviditetsrelaterede bivirkninger. Sikkerheden ved den monovalente H1N1-vaccine, der blev givet til gravide under 2009-pandemien, er blevet overvåget nøje og har ikke givet anledning til bekymring [4].

Få gravide vaccineret
På trods af anbefalinger af vaccination af gravide er der fundet en lav tilslutning til vaccinationsprogrammer, både i Danmark og internationalt. I sæsonerne 2010/2011 og 2011/2012 blev 2.798 hhv. 2.288 gravide i Danmark vaccineret. Det er således færre end hver tiende i målgruppen, der tog imod tilbuddet. Potentielle barrierer er bl.a. manglende viden blandt sundhedspersonale om risici ved influenzasygdom hos gravide og fordelene ved vaccination, ligesom både personalet og den gravide kan være i tvivl om vaccinens sikkerhed hos gravide [5].

Den influenzavaccine, der tilbydes i Danmark for sæson 2012/2013, opfylder WHO’s anbefaling for den nordlige halvkugle og indeholder de mest aktuelle stammer af de tre sæsoninfluenzavirus, der cirkulerer globalt. Vaccinerne indeholder bestanddele af inaktiveret influenzavirus og kan trygt tilbydes gravide i andet og tredje trimester. Læger, jordemødre og sygeplejersker, der varetager svangreomsorgen, bør sikre, at de gravide får information om anbefalingen og får tilbudt influenzavaccine, så danske gravide sikres bedst muligt.

I forbindelse med dette års influenzasæson har Sundhedsstyrelsen skrevet til alle landets praktiserende læger og til alle fødesteder med information om anbefaling af influenzavaccination til gravide. Mere information om influenzavaccination inkl. Sundhedsstyrelsens vejledning kan hentes på www.beskytdigmodinfluenza.dk.

Søren Brostrøm er enhedschef, og Else Smith er administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.

Korrespondance: Søren Brostrøm, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. E-mail: sbro@remove-this.sst.remove-this.dk.

Litteratur:
1. Ersbøll AS, Hesselvig AB, Hedegaard M et al. Kompliceret influenza A (H1N1) hos gravid i andet trimester. Ugeskr Læger 2012;174:2920-1.

2. Siston AM, Rasmussen SA, Honein MA et al. Pandemic 2009 influenza A (H1N1) virus illness among pregnant women in the United States. JAMA 2010;303:1517-25.

3. Zaman K, Roy E, Arifeen SE et al. Effectiveness of maternal influenza immunization in mothers and infants. N Engl J Med 2008;359:1555-64.

4. Rasmussen SA, Kissin DM, Yeung LF et al. Preparing for influenza after 2009 H1N1: special considerations for pregnant women and newborns. Am J Obstet Gynecol 2011;204(suppl 1):S13-20.

5. Panda B, Stiller R, Panda A. Influenza vaccination during pregnancy and factors for lacking compliance with current CDC guidelines. J Matern Fe-tal Neonatal Med 2011;24:402-6.