• Print
  • Bookmark and Share

Forskning på vej: Forskningsprojektet 'Traumatiske fødselsforløb fra den sundhedsprofessionelles perspektiv'

Årgang 2012, Nr. 6, Forskning på vej

I maj måned modtog alle aktive medlemmer af Jordemoderforeningen et spørgeskema vedrørende traumatiske fødselsforløb fra den sundhedsprofessionelles perspektiv. Spørgeskemaundersøgelsen udføres blandt alle jordemødre og hospitalsansatte speciallæger og kursister i gynækologi og obstetrik, og er en del af et ph.d.-projekt, som udføres af jordemoder Katja Schrøder i et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

Af: Katja Schrøder, jordemoder

Spørgeskemaundersøgelsen
Projektet har til formål at undersøge, hvordan jordemødre og fødselslæger oplever at være involveret i fødselsforløb, hvor der opstår formodede varige og/eller livstruende skader på mor eller barn, eller hvor mor eller barn ikke overlever fødslen. I de tilfælde hvor der kan være tale om begåede fejl eller utilsigtede hændelser, kan følelsen af skyld og ansvar være tyngende for de involverede sundhedsprofessionelle. Mens sundhedsvæsenet gennem de seneste ti år har haft et øget fokus på patientsikkerhed og kvalitetssikring ud fra patientens og organisationens perspektiv, har den enkelte kliniker ikke fået samme grad af opmærksomhed.

Spørgeskemaundersøgelsen følges op af et kvalitativt studie, hvor der udføres individuelle interviews af både jordemødre og læger. Projektet ønsker at bidrage til området ud fra klinikerens perspektiv blandt andet ved at undersøge, hvilken indflydelse de traumatiske fødselsforløb har på den relativt høje forekomst af stress, udbrændthed og depression, som ses i begge faggrupper. Desuden undersøges de eksistentielle og religiøse aspekter af at føle sig ansvarlig for et hændelsesforløb med alvorlige eller endog fatale konsekvenser for et andet menneskes liv.

Hvad skal projektets resultater bruges til?
Projektet vil bidrage til forskningsbaseret viden på et område, som hidtil ikke har været belyst i danske sammenhænge og kun sparsomt belyst i udenlandske. Resultaterne vil frem for alt kunne bruges til at få et kendskab til, hvor mange jordemødre og læger, der har været involveret i traumatiske fødselsforløb, og til at få en forståelse af, hvordan de sundhedsprofessionelle kommer styrket eller svækket igennem efterforløbet. Denne viden vil kunne medvirke dels til en bedre håndtering af medarbejderreaktioner i forbindelse med traumatiske hændelsesforløb, og dels til en integration af området i uddannelsen og efteruddannelsen af sundhedsprofessionelle med henblik på at bidrage til forebyggelsen af psykiske arbejdsmiljørelaterede helbredsproblemer.

Deltagelse
Kvaliteten af projektet afhænger ikke mindst af, at der er en høj deltagelse i spørgeskemaundersøgelsen blandt både jordemødre og læger. Af følgebrevet udsendt med spørgeskemaet i maj måned fremgår det, hvordan man deltager – enten ved at returnere spørgeskemaet i den vedlagte svarkuvert eller ved at udfylde det elektronisk. Er man i tvivl om noget, kan man enten læse mere på www.triobs.dk eller kontakte den projektansvarlige, Katja Schrøder, på kschroeder@remove-this.health.sdu.dk.