• Print
  • Bookmark and Share

Fødselsforberedelse til indvandrere

Årgang 2006, nr. 5

Dårlig kommunikation mellem gravide indvandrere og sundhedspersonale er en af årsagerne til, at en del af disse kvinder udebliver fra graviditetsundersøgelser og ikke tager imod tilbud om fødselsforberedelse. Det kan i værste fald resultere i, at sygelige tilstande ikke bliver opdaget og behandlet. I Kolding har man spurgt en gruppe kvinder fra Bosnien, Tyrkiet og Somalia om, hvad de synes, fødselsforberedelse skal indeholde, og hvordan den skal organiseres.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Aisha har haft veer i flere timer og er nu sammen med sin mand taget ind til fødeafdelingen. Hun har ikke været på hospitalet før, og parret er lidt usikre på, hvor indgangen til afdelingen ligger. Alligevel finder de hurtigt frem til en dør med skiltet ”Fødegang — ingen adgang for uvedkommende”.

Aishas mand ringer på den lille klokke, og kort tid efter kommer en jordemoder hen og åbner for dem. Jordemoderen når ikke at hilse på parret, før Aisha bukker sig lidt sammen og puster tungt i takt med en ve.

”Velkommen til, det ser ud som om, at du er godt i fødsel”, siger jordemoderen, da veen er klinget af. ”Har I talt med nogen herinde; jeg mener, har I ringet herind og fortalt, at I var på vej?”.

Nej, det har Aisha og hendes mand ikke. Aisha husker, at hun engang fik en folder med det direkte telefonnummer til fødegangen, men det faldt hende alligevel ikke ind at bruge det, da veerne først var i gang.

Uanmeldt på fødegangen
Aisha fra eksemplet ovenfor er ikke den eneste, der møder uanmeldt op på fødegangen. På trods af at jordemødrene opfordrer alle gravide til at slå på tråden, før de begiver sig af sted til hospitalet, er der en del af de udenlandske kvinder, der uventet står uden for døren og ringer på. Det kan give anledning til misforståelser, hvis der ikke umiddelbart er en jordemoder, der kan tage sig af kvinden og det kan være med til at kan forstærke hendes følelse af at hun bliver behandlet dårligere end hendes danske medsøstre.
Det, at kvinderne kommer uanmeldt på fødegangen, er et af de problemer, som blev fremhævet, da jordemødrene på Fredericia og Kolding Sygehuse i et spørgeskema blev spurgt om, hvordan de oplever mødet med ikke-danske gravide. Selv om kun hver tredje af de adspurgte jordemødre svarede på skemaet, var det et vigtigt bidrag til forståelsen af, hvor konflikterne ligger i mødet mellem kvinder med anden kulturel baggrund og så det velordnede danske sundhedsvæsen.

- Pudsigt nok var netop den telefoniske kontakt også et af de problemer, som indvandrerkvinderne tog op, da vi bagefter bad dem om at fortælle om de forhindringer, de oplever i kontakten med os jordemødre, fortæller jordemoder Anette Rasmussen. Hun har netop afsluttet et projekt, der har det primære mål at tilrettelægge et tilbud om ”kulturelt tilpasset fødselsforberedelse” og at nedbryde de kulturelle barrierer mellem personale og de ikke-danske gravide. På baggrund af litteratursøgning, en spørgeskemaundersøgelse blandt jordemødrene på Kolding og Fredericia sygehuse og interview med kvinder fra Bosnien, Tyrkiet og Somalia, fem i alt, har Anette Rasmussen og udviklingssygeplejerske Tove Birkebæk Thomsen søgt at afdække kvindernes viden om graviditet, fødsel, amning og barselperioden. Kvinderne blev desuden spurgt, om de gerne vil gå til fødselsforberedelse og om, hvilke forventninger de har til indholdet i en sådan.

Begrænset viden om graviditet og fødsel
Resultaterne fra interviewene i Kolding viser, ligesom andre undersøgelser i ind- og udland, at mange indvandrere har en begrænset viden om graviditet og fødsel. Den viden de har, stammer ofte fra familie og venner. Kvinderne mangler desuden indsigt i deres rettigheder i forbindelse med graviditet og fødsel. Fødselsforberedelse ville være et oplagt sted at få del i denne viden, mener Anette Rasmussen.

- Men vi ved, at indvandrerne ikke kommer til fødselsforberedelse på de store hold, hvor der både er mænd og kvinder, som vi kører her i Kolding, siger Anette Rasmussen.
Tilbuddet om fødselsforberedelse udbydes via jordemodercentrets opslagstavle, og dét er heller ikke hensigtsmæssigt i forhold til gruppen af indvandrere. Faktisk var der kun een i gruppen af interviewede, der vidste, at fødestedet tilbyder fødselsforberedelse.

- Nogen læser ikke dansk godt nok til at forstå indbydelsen, og det er desuden sådan, at folk fra arabisktalende lande ikke vægter skriftlig information lige så højt som mundtlig information. Vi er blevet opmærksomme på, at vi i det hele taget skal være mere offensive med vores tilbud om fødselsforberedelse, siger Anette Rasmussen.

- Flere af kvinderne gav udtryk for, at jordemødrene ikke skal være så bange for at ’byde’ i stedet for at ’indbyde’, fortæller projektlederen.

- Det er også min erfaring, at det virker bedre at sige, ”du skal komme til fødselsforberedelse” i stedet for ”kunne du tænke dig at komme til fødselsforberedelse”, når det i virkeligheden er det, man mener. Men det kræver selvfølgelig, at vi har et tilbud om fødselsforberedelse, som kvinderne kan have gavn af og ikke mindst, at vi aldrig putter alle kvinderne i samme kasse. Der er stor forskel på, om du kommer fra Bosnien, Tyrkiet eller et helt andet sted, siger Anette Rasmussen.

Kvinderne opfordrede også til, at jordemødrene ringer til de gravide, der udebliver fra for eksempel en konsultation for at høre, hvorfor de ikke kom.

- Vi ved fra jordemødrene, at indvandrerkvinderne ofte udebliver fra konsultationerne. Måske var det en ide at aftale med kvinderne, at konsultationsjordemoderen sender en SMS om morgenen samme dag, som de skal til jordemoder for at huske dem på det, foreslår Anette Rasmussen.

Fødselsforberedelsen

På baggrund af de ønsker og forventninger, som de interviewede kvinder fra Tyrkiet, Bosnien og Somalia fremsatte, sammensatte Anette Rasmussen et fødselsforberedelseskursus på tre gange to timer. Seks kvinder tilmeldte sig kurset - heraf havde de fire deltaget i interviewene. Indholdet på kurset adskilte sig ikke væsentligt fra andre kurser for indfødte danskere. Kvinderne efterspurgte
viden om kost, levevis og i særlig grad om smertelindring, men frabad sig at skulle se film eller billeder af fødsler.

Den største udfordring lå i at formulere sig, så der var fælles forståelse af, hvad man taler om. Flere af kvinderne forstod eksempelvis ikke, hvad fødselsforberedelse var for noget, men da det blev oversat til undervisning, var betydningen klar.

Fødselsforberedelsen fandt sted uden for Ramadanen, hvor en del af kvinderne ikke kan deltage.

- Hvis vi vil tage hensyn til kvindernes religiøse traditioner, så bør der ikke planlægges fødselsforberedelse i Ramadanen, siger Anette Rasmussen og understreger, at det kun har betydning for nogle grupper af indvandrere. Det er i det hele taget vigtigt at forstå, at kvinderne kommer fra meget forskelle kulturbaggrunde, og at man skal være varsom med at generalisere erfaringer fra den ene gruppe til den anden, mener Anette Rasmussen.

På trods af at kvinderne selv havde været med til at planlægge rammer og indhold i kurset, var der stort frafald blandt deltagerne, men det gav til gengæld god tid til at sikre sig at alle havde forstået budskaberne. Fremmødet var skuffende erkender Anette Rasmussen, men det har givet inspiration til at tænke i alternative tilbud til indvandrerkvinderne.

- Måske skal vi i stedet slå konsultation og fødselsforberedelse sammen i en gruppekonsultation, hvor man mere individuelt kan aftale tidspunkterne. Og så ville det være en fordel at samle kvinder fra samme land, så deres sprog og udgangspunkt er ens, siger Anette Rasmussen. Hun vil også foreslå, at kvinderne visiteres efter nationalitet, og at jordemødrene ”specialiserer” sig i kvinder fra bestemte lande.

Spørgeguide og andre løsninger
For jordemødrene er det et problem, at en del af indvandrerkvinderne ikke ringer til fødegangen, før de møder op. Omvendt oplevede kvinderne i interviewgruppen den telefoniske kontakt som problematisk, hvor de risikerer at komme i opposition til den jordemoder, de taler med. Problemet bunder i dårlig kommunikation mellem jordemoderen og kvinden blandt andet på grund af sproglige barrierer, mener Anette Rasmussen. Det bliver nu forsøgt afhjulpet ved en spørgeguide på fire sprog, som kvinderne får udleveret, og som desuden får en fast plads ved siden af telefonen på fødegangen. Guiden starter med spørgsmål om cpr-nummer, terminsdato og bevæger sig over spørgsmål om vandafgang og slutter med et spørgsmål om, hvornår kvinden kan være på fødegangen.

Hvis kvinden sammen med jordemoderen følger spørgsmålene i guiden, er chancen for misforståelser mindre. Spørgeguiden introduceres i starten af april til alle jordemødre på Kolding Sygehus til brug i konsultationerne.

Behovet for information om metoder til smertelindring var stort i den fødselsforberedelse, som Anette Rasmussen gennemførte. Kvinderne gav udtryk for, at de gerne ville kende til metoderne allerede i graviditeten. Dette ønske blev imødekommet med plancher med tekst og tegninger om de forskellige teknikker. Kvinderne opfordrede også til, at jordemødrene under fødslen aktivt bringer smertelindring på banen.

- Fødselssmerte gør det sværere for kvinderne at kommunikere på dansk og sværere at huske, hvad de forskellige metoder hedder og indebærer. Desuden er mange indvandrerkvinder for blufærdige til selv at bede om smertelindring, og derfor er det jordemoderens opgave at hjælpe hende med at udrede hendes behov. Det er jo faktisk bare god jordemoderomsorg, de beder om, siger Anette Rasmussen.

Interviewet viste, at kvinderne fra Somalia ikke kendte til muligheden for at få en pudendusblokade, der kan afbøde erindringer fra smerteoplevelser ved omskæring i barneårene.

Koks på barselgangen

De helt store kultursammenstød finder sted, når amningen skal etableres, fremgår det af interviewet med de fem kvinder. Tre ud af fire flergangsfødende oplevede, at de fik mangelfuld information om amning, og at det skabte misforståelser og mistillid til personalet. Igen er det sproglige barrierer, der stiller sig i vejen, men i høj grad også kulturelle forskelle. En somalisk kvinde lærte den danske ammepolitik at kende på meget håndfast vis, da hun ville give sin nyfødte flaske i de første dage, indtil hendes egen mælk var løbet til. Kvinden havde tidligere født i Somalia, hvor hun havde fået at vide, at det var omsonst at lægge barnet til, før mælken var løbet til (se faktaboks nedenfor).

Fra teori til praksis
Anette Rasmussen mener ikke, at projektet på Kolding Sygehus kun handler om at gøre fødselsforberedelsen mere relevant og attraktiv for indvandrekvinderne. Det er også et integrationsprojekt, der skal gøre kvinderne klogere på sundhedsvæsnets tilbud og på begrænsningerne i det, samtidig med at fødeafdelingens personale får bedre muligheder for at forstå indvandrerkvindernes baggrunde.

Anette Rasmussen fremlagde resultaterne af projektet på et personalemøde i starten af året og efter første april, hvor fødeafdelingen på Fredericia Sygehus nedlægges og indlemmes på Kolding Sygehus, er det planen, at spørgeguiden og de andre håndgribelige resultater af projektet skal tages i brug i alle konsultationer og på fødegangen. 

 

Etniske minoriteters sundhed
Forskningen om etniske minoriteters sundhed i Danmark er sparsom. De gennemførte undersøgelser har vist, at der er forskelle i sygdomsmønster og i brugen af sundhedsvæsenet for nogle etniske minoritetsgrupper sammenlignet med etniske danskere. Undersøgelser viser desuden, at der i mødet med sundhedsvæsenet er behov for at være særlig opmærksom på kommunikationen med personer fra etniske minoritetsgrupper.

Statens Institut for Folkesundhed har oprettet en database, der indeholder resuméer af dansk forskning på området. Læs mere på www.si-folkesundhed.dk

 
Migrant Friendly Hospital
Migrant Friendly Hospital er et fælleseuropæisk projekt. Projektet, der på dansk blev kaldt indvandrervenligt Hospital, blev afviklet i perioden 2002-2005 med deltagere fra 11 sygehuse.

Hvert sygehus repræsenterende et EU-land. Kolding Sygehus repræsenterede Danmark. 

Migrant Friendly Hospital konkluderer blandt andet, at indvandrere i de europæiske lande ved for lidt om tilbuddene i svangreomsorgen og er for dårligt forberedt, når de skal føde.

Formålet var at

  • fremme sundhed og viden om sundhed hos indvandrere og etniske minoriteter
  • forbedre sygehusydelserne over for disse patientgrupper
  • udvikle europæiske rekommandationer for disse ydelser

På baggrund af litteraturgennemgang, spørgeskemaundersøgelser blandt udvalgt personale fra de 11 deltagende hospitaler og interview med indvandrere, blev der udpeget tre indsatsområder:

  • forbedring af den kliniske kommunikation
  • undervisning i mor-barn-pleje
  • personaletræning i kulturel kompetence

Læs mere om Migrant Friendly Hospital på www.sst.dk --

Projekt fødselsforberedelse for etniske minoriteter

  • Projektet skulle undersøge, hvorfor kvinder med anden etnisk oprindelse end dansk ikke deltager i fødselsforberedelse, og hvordan man kan målrette et tilbud til denne gruppe af gravide.
  • Sundhedsstyrelsen støttede projektet med 200.000 kr., der blandt andet skulle dække løn til en projektleder.

  • Projektet er en udløber af det fælleseuropæiske Migrant Friendly Hospital

  • Jordemoder Anette Rasmussen blev 1. maj 2005 ansat i en 20-timersstilling som projektleder frem til 1. december 2005 og har, i samarbejde med udviklingssygeplejerske Tove Birkebæk Thomsen, stået for projektet

 
Projektet består af 

  • litteratursøgning om indvandreres møde med sundhedsvæsnet Spørgeskema til jordemødrene ved Kolding og Fredericia sygehuse om, hvor de ser problemerne i mødet med gravide indvandrere. 
  • Semistruktureret interview med fem kvinder fra hhv. Bosnien, Tyrkiet og Somalia, hvor ønsker til fødselsforberedelse blev afdækket.
  • Gennemførelse af et fødselsforberedelsesforløb med seks kvinder (hvoraf de fire havde deltaget i interview).

I projektrapporten anbefales det blandt andet, at 

  • fødselsforberedelse skal målrettes gruppen 
  • der tilbydes gruppekonsultation til kvinder fra samme oprindelsesland. Alt efter ønske kan man inddrage mændene eller andre familiemedlemmer 
  • der bruges tolk ved behov
  • den telefoniske kontakt forbedres, så kvinden ikke føler sig afvist.
  • At jordemødrene specialiserer sig i forskellige nationaliteter. 
  • At der aktivt gives tilbud om smertelindring og afføringsmiddel, da kvinderne ofte er for generte til selv at bede om dette. 
  • At der sættes øget opmærksomhed på fysisk og psykisk tilstedeværelse af en jordemoder ved fødslen, når der er sproglige problemer. 
  • At der er klare aftaler om, hvorvidt en kvinde, der er omskåret, skal klippes op før fødslen og om, hvordan hun skal sys sammen igen.

 
Amning
I Somalia, ved første barn, gav de vand. Eller mælk. Indtil der er mælk i brystet. Men i Danmark siger de: Nej, det må du ikke. Du skal amme. Første gang blev det svært, for jeg sagde: Jamen, jeg har ikke mælk endnu. Men hun sagde: Det kommer, det kommer. Men det kom ikke. Barnet græd meget. Og når man gav noget, så faldt det i søvn. Og det græd og græd, og jeg var bekymret. Så jeg sagde, at jeg gerne ville hjem og give barnet mad. For jeg kunne ikke få det på sygehuset. Men hun sagde: Nej, du skal vente og slappe af. Jeg sagde til min mand, at den danske jordemoder ikke ville give mig mad til barnet, så han skulle købe noget til mig. Men han sagde: Nej, du skal vente. Og jeg sagde hold din kæft. Og til sidst, hvor barnet græd, gik jeg ud og råbte, og de kom med lille bitte smule mælk i et bæger. Jeg sagde, at det ikke var nok. Men hun sagde, det var nok. Og jeg gav det, og det faldt i søvn. Men mælken kom først efter tre dage. Og det gjorde meget meget ondt i mit bryst. Og i tre dage, kan du ikke sulte dit barn.”
Flergangsfødende somalisk kvinde. Har boet i Danmark i 10 år.

 
Mindre brug af graviditetsundersøgelser
Flere undersøgelser dokumenterer, at etniske minoriteter bruger tilbud om fødselsforberedelse, graviditetsundersøgelser og mødregrupper i mindre omfang end danske kvinder. Studier viser desuden, at specielt indvandrerkvinder fra Somalia og Pakistan befinder sig i en risikogruppe for perinatal mortalitet, sammenlignet med andre kvinder født i udlandet eller skandinavisk fødte kvinder. Blandt andet viser det sig, at der er en højere prævalens af prægestationel og gestationel diabetes mellitus blandt indvandrerkvinderne end blandt skandinavisk fødte kvinder.

Manglende kommunikation mellem moderen og sundhedspersonalet kan være en medvirkende årsag til en forøget perinatal dødelighed. Det viser en undersøgelse, hvor man har gennemgået behandlingsstandarder for perinatalt døde børn, født af somaliske mødre i Sverige. Blandt de faktorer, der desuden i væsentlig grad skilte sig ud fra gruppen af svenske kvinder, var mangel på anvendelse af tolk, at moderen søgte behandling for sent, at moderen nægtede kejsersnit i akutte situationer, at CTGovervågning under fødslen blev tolket inadækvat, samt at forkert medicin blev givet til moderen eller barnet.
Kilde: Ugeskrift for Læger, 2003.165(46): 4425-4428.