Far i egen ret

Det offentlige sundhedsvæsen halter efter både i skrift og handling, når det drejer sig om at inddrage den kommende far, mener mandeforsker.

De kommende fædre ønsker i stigende grad at involvere sig i fødsel og forældreskab. Men mændenes indtog på fødestuerne afspejles kun delvist i de officielle anbefalinger og retningslinjer. Indtil 1998 var manden slet ikke omtalt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen på trods af, at 95 procent var med ved fødslen. Først ved revisionen af anbefalingerne i 2009 kom faren rigtig på banen i det officielle dokument.

Svend Aage Madsen er psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed og har været involveret i den aktuelle revision af anbefalingerne.

– Jeg har anbefalet, at man går alle afsnit igennem og føjer den kommende far ind som en aktiv part. Som anbefalingerne står nu, er faren meget uens beskrevet i de enkelte afsnit, siger Svend Aage Madsen. Når han foreslår, at der skal stå “far”, så er det fordi, det afspejler flertallet.

– Det skal hedde “far”, fordi flertallet af partnerne er mænd. Men det skal understreges, at der findes andre familieformer og skrives med skyldigt hensyn til disse, siger Svend Aage Madsen, der også foreslår, at screening af fædre for fødselsdepression skrives ind i anbefalingerne. Forskning viser, at 7-8 procent af alle fædre rammes af depression

– Det bedste ville være at screene i graviditeten, hvor vi ved, at vi ville finde de samme personer, som hvis vi screenede efter fødslen. Fordelen er bare, at vi kan komme hurtigere i gang med behandling, siger Svend Aage Madsen.

Ægte dialog 
Også i mødet med jordemoderen er der plads til forbedring, mener psykologen. En undersøgelse gennemført af Forum for Mænds Sundhed viser, at 33 procent af mændene i høj grad føler sig inddraget i mødet med jordemoderen, mens 51 procent synes, at de i nogen grad bliver set og hørt ved mødet. 9 procent oplever sig slet ikke inddraget.

– Mændene starter med at være entusiastiske, de vil gerne involvere sig. Men hvis de ikke bliver talt til, og man ikke henvender sig til manden, så spørger han måske sig selv, hvorfor han overhovedet skal med. Han kan også let få bekræftet sine sårbarheder og opfattelsen af, at han hører til på sidelinjen. Og vi går glip af muligheden for at fange de mænd, der har egentlige sundhedsproblemer – som for eksempel fødselsdepression, siger Svend Aage Madsen.

Faren skal altså involveres på lige fod med kvinden – hvis han og parret vil have det sådan.

– Set fra et psykologisk synspunkt er han ikke bare en støtteperson. Manden bliver forælder i sin egen ret på lige fod med moderen. Det handler om at få en ægte dialog med begge forældre, så deres sammenhold og intention om at være fælles styrkes, siger psykologen.

Læs også artiklerne:

Kommende fædre oplever ekskludering, Tidsskrift for Jordemødre nr. 9, 2018

"Det er vigtigt, at vi ser dem som par", Tidsskrift for Jordemødre nr. 9, 2018

"Min mand var vigtigere end jordemoderen", Tidsskrift for Jordemødre nr. 9, 2018