• Print
  • Bookmark and Share

Færre fødesteder i Region Hovedstaden

Årgang 2007, nr. 2

Reaktionerne blandt jordemødrene på Region Hovedstadens fødesteder spændte fra undren over vrede til resignation, da de fredag den 19. januar kunne læse i dagspressen, at antallet af fødeafdelinger skal reduceres fra syv til fire over en periode på fem år.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Egentlig skulle hospitalsplanen for Region Hovedstaden først have været offentliggjort i weekenden, men historien var lækket til pressen og allerede om fredagen kunne man i Berlingske Tidende læse, at regionen ville lukke tre fødeafdelinger og samle alle regionens fødsler på hospitalerne i Hillerød, Herlev, Hvidovre og Rigshospitalet. I planen tales der ikke om lukninger af hverken sygehuse eller afdelinger, men om sammenlægninger af funktioner på tværs af de eksisterende hospitaler med det formål at højne kvaliteten gennem centralisering af specialer.

Uanset om man kalder det lukninger eller sammenlægninger, så vakte meddelelsen ikke megen glæde blandt de jordemødre, der bliver direkte berørte, nemlig dem på Frederiksberg, Glostrup og Gentofte hospitaler. Størst var overraskelsen i Glostrup, der sidste år renoverede hele fødeafdelingen og desuden huser det tidligere Københavns Amts eneste neonatalafdeling. Ingelise Andersen, der er chefjordemoder på Glostrup Hospital, er både skuffet og ked af, at planen ikke peger på Glostrup Hospital, som et af de steder hvor der skal være en fødeafdeling.

- Det er først og fremmest frustrerende, at vi ikke kender en tidsplan for hele omlægningen. Det risikerer at betyde, at det bliver svært at fastholde og rekruttere arbejdskraft. Set fra et ledersynspunkt er det rigtig vigtigt, at vi under hele processen kan blive ved med at være en afdeling, der kan udvikle den enkelte medarbejder og den faglige kvalitet, siger jordemoderchefen, der samtidig understreger, at hun også kan se gode og spændende udfordringer i planen, der blandt andet omfatter oprettelse af et mor-barn center på Herlev Hospital i helt nye bygninger.

Bevar jobfunktionerne
Også på Gentofte Hospital havde jordemødrene håbet på, at stedet beholdt sin fødegang. Men i stedet skal hospitalet fungere som ”nærhospital” uden akutfunktioner i nattetimerne, ligesom det er tilfældet med Glostrup og Frederiksberg Hospitaler.
Ulla Skands, der er tillidsrepræsentant for jordemødrene, undrer sig over den proces, der er gået forud for offentliggørelsen af sygehusplanen.

- Processen har været meget lukket, hvor de ansatte ikke direkte har været med. For mig at se er det en noget gammeldags måde at gennemføre forandringer på. Vi er nu blevet præsenteret for en plan, hvor det i praksis er umuligt at ændre ret meget, siger Ulla Skands. Hun håber, at der vil blive lyttet til jordemødrene, når detailplanlægningen skal i gang.

- Alle herude er meget glade for vores koncept, hvor fødegangen er forbeholdt de gravide, der er i fødsel og hvor jordemødrene bemander både svangre- og barselafdelingen. Det giver faglig kontinuitet og flere muligheder for jordemødrene, når de skal vælge jobfunktion og det er noget, vi vil lægge vægt på i et høringssvar til sygehusplanen, siger tillidsrepræsentanten.

Mindre enheder påkrævet
Det er ikke første gang, at politikere rasler med sablerne over for fødeafdelingen på Frederiksberg Hospital. Den lille afdeling har flere gange reddet stormen af blandt andet med hjælp fra lokalbefolkningen. Men nu ser det ud til at være alvor.

- Vi deler os vist i to grupper, fortæller Lotte Steenberg, der er tillidsrepræsentant, - nogen jordemødre troede, at en lukning kunne afværges, mens andre har set skriften på væggen, siger hun.

- Men vi er alle kede af at miste et lille velfungerende fødested og en god arbejdsplads og vi er bekymrede for, hvordan man varetager de normale fødsler i de meget store afdelinger, der bliver resultatet, siger Lotte Steenberg. Hun ser det som en nødvendighed, at de kommende super-fødeafdelinger bliver delt op i mindre enheder — også af hensyn til arbejdsmiljøet.

- Vi har fået at vide, at sygehusplanen er en kvalitetsreform og ikke en rationaliseringsplan. Men skrækscenariet er, at vi kommer til at spæne fra den ene fødestue til den anden og på tværs af enheder. Derfor mener jeg, at vi i vores høringssvar skal vægte arbejdsmiljøet og kræve, at vi ansættes i mindre og adskilte enheder, siger Lotte Steenberg.

Der er høringsfrist på hospitalsplanen i midten af april. Læs hele sygehusplanen for Region Hovedstaden på www.regionh.dk