Få skeletterne ud af skabet

Jordemoder og psykoterapeut Benthe Dandanell foreslår tidlig screening for depressionssymptomer, og er selv på vej med et kursus i familiedannelse.

At angst og depression hos den nybagte mor eller far er en trussel mod parforholdet og barnets trivsel, som cand. psych. og ph.d. Tea Trillingsgaard konkluderer, kan Benthe Dandanell om nogen skrive under på. Som privatpraktiserende jordemoder og psykoterapeut har hun igennem mange år markeret sig som specialist i behandlingen af angst og depression, gamle traumer og akutte kriser hos gravide kvinder og deres mænd, og på den baggrund mener Benthe Dandanell, at det formentlig vil kunne betale sig at indføre en screening for depressionssymptomer blandt gravide.

– Sundhedsplejerskerne har i mange år brugt sådan et screeningsskema, og jeg tror, det vil være en rigtig god idé at uddanne jordemødre til at bruge det allerede i graviditeten, siger hun.

– Når man bliver gravid, kommer alle skeletterne jo ud af skabet – på godt og ondt. Men jeg tror, man vil kunne tage nogle problemer i opløbet ved en tidlig indsats.

Skår i familiedannelsen
Overordnet er Benthe Dandanell enig med Tea Trillingsgaard i, at antallet af skilsmisser i nybagte familier sandsynligvis kan nedbringes, hvis man klæder unge mødre og fædre bedre på til at tackle de udfordringer, der venter dem.

– Ofte kommer der skår i familiedannelsen ret tidligt efter fødslen, som det kan være svært at få klinket sammen igen. Hvis parrene er mere på forkant, vil jeg tro, det bliver nemmere for dem at håndtere de konflikter, der opstår, siger Benthe Dandanell.

– Måske skal man også bare lære, at konflikter er uundgåelige; det nytter ikke at betragte dem som noget, der ikke må være der. Men det er en god idé at få redskaber til at håndtere dem mere hensigtsmæssigt, uddyber hun.

At få to forskellige kulturer, to forskellige værdisæt til at spille sammen, når man kommer hjem fra fødeafdelingen, kan nemlig være en kæmpe udfordring.

– I virkeligheden er det noget af et arbejde alene at blive bevidst om, hvad det er for nogle værdier, man hver især har med sig i rygsækken, og som kommer i spil, når man får ansvar for et lille nyt menneske, påpeger Benthe Dandanell.

Tidlig, målrettet indsats
Hun køber derfor ikke helt Tea Trillingsgaards konklusion om, at det ikke nytter at præsentere kommende mødre og fædre for ny viden om relationer og hensigtsmæssig kommunikation allerede i graviditeten.

– Ofte sker der jo det, at man bliver meget firkantet, når man havner i en presset situation, siger hun. Derfor forestiller hun sig, at tiden lige efter fødslen ikke er så optimal endda til at arbejde med disse ting, hvorimod et målrettet familiedannelseskursus i sidste trimester med et lille overlap til starten af forældreskabet kunne være godt.

– Så vidt jeg kan se, har PREP-kurserne i Trillingsgaards afhandling ikke været specielt målrettet gravide, påpeger Benthe Dandanell, der betragter det som en svaghed.

Helt uafhængigt af Trillingsgaards arbejde, har Benthe Dandanell selv haft sådan et målrettet kursustilbud under udvikling i nogen tid i samarbejde med en mandlig terapeut.

– Måske er vi allerede klar med det i september, siger hun og nævner, at hun også gerne vil lære de kommende forældre noget om nærvær.

– Det kan lyde provokerende, men det mener jeg faktisk, der er behov for. Nærvær både i forhold til barnet og til hinanden. Ligesom individuel ressourceopsporing og fokus på egenomsorg er emner, der også skal indgå, afslører hun.