Hvad gør jordemoderen i svære etiske situationer? Hvad gør jordemoderen, når lægens beslutninger synes at skrige til himlen, eller når jordemoderens valg betyder liv eller død for kvinden eller barnet? Arbejdet med disse situationer synes at ændre sig i disse år. Etikken er blevet vendt på hovedet. Før var det jordemoderen, der skulle skabe etikken. I dag er det etikken, der skal skabe den gode jordemoder. Før tog etik udgangspunkt i jordemoderens karakter og personlighed. I dag er etik blevet objektiveret gennem værdisæt, faglige råd og organer. Etikken objektiveres som normer og værdier, vi kan diskutere, hvor vi selv fungerer som beskuere af egen praksis. Jordemødre er derfor blevet brugere af etiske teorier, værdier, retningslinjer og andre mulige eller umulige etiske kodeks. Etik bliver evnen til at se sig selv og andre udefra, som etiske forbrugere.
Den etiske person
Etik bliver diskuteret som aldrig før, hvilket i reglen sker med afsæt i de etiske situationer. Stadig flere etiske dilemmaer bliver således diskuteret og vurderet i jordemoderens praksis. Jordemødre bliver direkte opfordret til at deltage i den fortsatte diskussion vedrørende etikkens lødighed i klinisk praksis. Men findes der et alternativ til det frie etiske marked i sundhedsvæsenet? Svaret er ja. I stedet for at diskutere den etiske situation, bør vi arbejde med den etiske person, som kun sjældent inddrages. Stiller vi et praktisk eller juridisk spørgsmål, kan det være yderst relevant at diskutere selve situationen, hvor vi ofte vil kunne nå frem til en løsning. Men stiller vi et etisk spørgsmål, klæber spørgsmålet til personen som de normer og værdier, der viser sig gennem mine handlinger.
Jeg har ikke en etik, men er min etik. På den måde bliver etikken et personligt og kollegialt projekt mere end et fagligt projekt.
Etisk som en rød tråd i livet
Selve ordet etik betyder egentlig sædvane (fra det græske ethos), hvilket var et begreb, der var gængs i oldtidens Grækenland. Sædvanen er de vaner, som er blevet overleveret gennem generationer. Aristoteles var den første, der anvendte begrebet i sin bog om etik, som behandler dette svære emne. Bogen bærer titlen Den Nikomacheiske etik, hvilket henviser til hans egen fader Nikomachos og ikke mindst hans egen søn, som ifølge historien blev opkaldt efter faderen. Bogen skulle således være en påmindelse om de sædvaner, der skulle gå i arv generationer imellem. Etik er den sæd, der forplanter sig som vaner gennem opdragelse og erfaring. Etik er det sted, jeg har mit afsæt eller det fundament, mine handlinger hviler på. Begrebet etik betyder derfor også bolig eller sæde. For Aristoteles var etik det, jeg sædvanligvis gør, eller det jeg har at rette mig efter, som en rød tråd i livet. Etik har noget med den enkelte person at gøre. Mere præcist er etik den enkeltes karakter og det som karakteriserer mine handlinger. Det afgørende er derfor, at jeg gennem mine erfaringer sliber min karakter og derigennem finder den rette handling. Etik er noget, jeg skal dyrke gennem hele mit liv, som langsomt kultiverer mine vaner i hverdagen.
Etik kræver erfaring og mod
Når jordemoderen står i en svær etisk situation, skal hun ikke kigge ned for at lede efter en diskretionslinje at rette sig efter. Hun skal tværtimod stå rank i de svære etiske situationer. Billedligt vil hun som bjergbestigeren have svært ved at finde de næste skridt. Her skal man ikke se ned, men se op for her at kunne orientere sig og finde nye veje i den konkrete situation. Hun kan lade sig vejlede af kolleger, men må selv klatre, hvilket kan være svært. Etik kræver erfaring og mod. Etik kræver villighed til at arbejde med sig selv.
Jordemoderen skal ikke være etisk forbruger men bruge sig selv. Hun bør arbejde med sig selv, hvilket imidlertid ikke udelukker en løbende dialog med kolleger i praksis. Dog kan vi ikke købe etik eller tage etik med os, som var det en rygsæk. Vi skal tværtimod arbejde med vores karakter. Vi skal slibe, pudse og evt. høvle på vores karakter, så vi ikke bliver ubehøvlede. At være behøvlet er at være etisk. Vi vil muligvis kunne købe høvlen, men arbejdet må vi selv klare.
Jacob Birkler, cand.mag. i filosofi og psykologi og stud. ph.d. med fokus på etik i sundhedsvæsenet. Lektor på Jordemoderuddannelsen i Esbjerg. Forfatter til bøgerne ’Videnskabsteori — en grundbog’ og ’Etik i sundhedsvæsenet’. Hjemmeside: www.dialektik.dk