Et redskab i tiden

På flere af landets fødesteder er biological nurturing så småt på vej til at blive et kendt begreb. Sanne Lindstedt og Lene Skou Jensen er to af hverdagens bannerførere.

Selvfølgelig er det et paradoks, at der skal så meget teori til at formidle noget, der i bund og grund er indbygget i os, ligesom det kan forekomme en anelse selvmodsigende, at det at amme sit barn pr. instinkt skal sættes på formel og lanceres som en metode.

Sanne Lindstedt og Lene Skou Jensen, begge jordemødre og erfarne ammevejledere på Rigshospitalet, kan sagtens se den pointe, som mere skeptiske kolleger ind imellem lufter.

– Men jeg kan altså også konstatere, at der blandt unge mødre i dag er brug for en vejledning i, hvad der er det naturlige. I rigtig mange tilfælde er det faktisk svært at grave det spontane frem i den enkelte. Det er ikke længere fælles arvegods, hvordan man ammer sit barn, siger Lene Skou Jensen, der har været offentligt ansat jordemoder i 26 år og i dag desuden selvstændig psykoterapeut på deltid.

Ikke den store videnskab
– Som fagpersoner har vi en forpligtelse til at følge med og imødekomme de behov, der er i tiden, og det jeg blandt andet oplever, er, at nutidens mødre bliver overraskede over, hvor lang tid det tager at amme. De mangler i mange tilfælde en accept af, at ting tager tid, siger Lene Skou Jensen.

Hun finder det derfor ganske logisk, at et fænomen som biological nurturing opstår netop nu. Biological nurturing tilbyder mor og barn hjælp til at finde hinanden ikke bare fysisk, men også psykisk, og det er der i høj grad behov for, mener Lene Skou Jensen.

Det kendetegnende for den unge generation er også, at de ikke accepterer, hvad som helst. De forventer en forklaring og en begrundelse, og derfor er det spontane og naturlige blevet destilleret, hældt på flaske og kaldt en metode. På den måde glider budskabet simpelthen bedre ned hos målgruppen, fortsætter hun.

– Men biological nurturing skal ikke ophøjes til den store videnskab. Det er et redskab som alt andet. Et redskab der bringer os et skridt tilbage mod det instinktive og spontane, siger Lene Skou Jensen.

Ro på
Sanne Lindstedt, der netop er ved at blive recertificeret som IBCLC-vejleder, er fuldstændig enig i, at mange unge forældre har alt for rasende travlt. Knapt er barnet født, før den første sms er afsendt, og to timer efter stiller hele familien stort set på fødestuen. Det levner ikke plads til udfoldelse af nogen som helst instinkter.

– Jeg vil bare så gerne have ro på dem, så amningen kan blive etableret uden alle mulige forstyrrelser, siger Sanne Lindstedt, der bruger biological nurturing helt bevidst med det som en del af målet.

– Men jeg føler, jeg er oppe imod en masse indgroede forestillinger om, hvordan man ammer sit barn – nemlig i siddende stilling og med et vist interval. Det billede er desværre solidt plantet hos rigtig mange nybagte mødre, beklager Sanne Lindstedt, der er sikker på, at man ville se flere vellykkede ammeforløb med en konsekvent lancering af biological nurturing på flere af landets fødesteder.

Foreløbig føler hun sig som en lidt ensom fortaler for metoden på Rigshospitalet.