• Print
  • Bookmark and Share

Et livsnødvendigt budskab, som aldrig når ud

Årgang 2007, nr. 11
Af: Anette Storgaard Andersen og Anette Bach Jensen

Hvert år smittes 50.000 nyfødte børn i Tanzania med HIV. De fleste børn smittes af deres mødre under fødslen eller gennem amning, da under 20 procent af den tanzanianske befolkning ved, at man kan forebygge HIV -smitte fra mor til barn. Op mod halvdelen af børnene født med HIV dør, før de når at opleve deres to års fødselsdag. Kun 15 procent af befolkningen i Tanzania er blevet testet for HIV , hvilket betyder, at man kun har registeret, at to millioner ud af 35 millioner tanzanianere er smittet med HIV , men tallet er formentligt langt større.

HIV-epidemi
Som led i vores uddannelse rejste vi til Sydvesttanzania, hvor vi besøgte et lille hospital i landsbyen Namanyere. I Tanzania findes der mange sundhedsprojekter, som har til formål at forebygge smitte af HIV fra mor til barn. Derfor undrede vi os over, at HIV -epidemien stadig er et voksende problem, og at de omtalte forebyggelsestiltag ikke er slået mere igennem. Vores formål med rejsen var derfor at tilegne os viden om, hvorfor mange kvinder stadigvæk smitter deres børn med HIV , for at vi derved kunne få indblik i, hvorledes man som jordemoder kan medvirke til at nedbringe antallet af smitteoverførelser af HIV fra mor til barn.

Under vores ophold på hospitalet foretog vi tre kvalitative forskningsinterviews med henholdsvis to jordemødre og en læge, som havde stor erfaring med at arbejde med HIV -smittede gravide, fødende og barslende kvinder. Vores mål var at få indsigt i de subjektive tanker og følelser, som en HIV - smittet kvinde bærer rundt på. Det optimale ville uden tvivl være at få interviews med de HIV -smittede kvinder, men eftersom det ikke var muligt, vælger vi at anvende interviewene med de sundhedsprofessionelle, hvilket vi mener at kunne forsvare, idet de besidder en praktisk viden om de patienter, de omgås.

Fordommene
Ud fra interviewsvarene fik vi viden om, hvad det betyder for en kvinde at være smittet med HIV i sin graviditets-, fødsels- og barselsperiode, og hvorledes hun vælger at leve med sygdommen. Denne viden har vi sammenholdt med de forebyggelsestiltag, som de sundhedsprofessionelle på hospitalet i Namanyere benyttede for at nedsætte forekomsten af HIV -smitte fra mor til barn. Her blev det klart, at følgende problemstillinger kan være medvirkende årsager til, at de igangværende sundhedsprojekter mod HIV ikke har medført fald i epidemien.

Det er gratis for landsbyens befolkning at blive testet for HIV . Tilbudet bliver dog kun udnyttet af et fåtal af de gravide, fordi en positiv HIV -test har store konsekvenser, eftersom den kultur, kvinden er en del af, ser meget negativt på en HIV -smittet. Kvinden risikerer at blive udstødt af familien, fordi familiemedlemmerne selv er bange for at blive smittet og ikke har råd til at købe medicin. Nogle vil ikke lade sig teste, fordi de tror, at et positivt svar er ensbetydende med, at de og deres barn skal dø. Desuden er mange kvinder overbeviste om, at de ikke har grund til at lade sig teste, da de har fulgt de råd, de har fået om HIV . Disse lyder eksempelvis således: Man skal ikke benytte kondom, fordi HIV -viruset befinder sig heri. Man skal højst dyrke sex med den samme mand tre gange, da det er grænsen for, at HIV ikke spreder sig.

De sundhedsprofessionelle rådgiver de HIV -postive kvinder til at undgå at amme og i stedet give barnet modermælkserstatning. Det fremgår dog af vores interviewsvar, at kvinderne reelt ikke har noget valg, idet de hverken har råd til modermælkserstatning eller kan skaffe rent drikkevand. Endvidere har deres børn lettere ved at få infektioner, og endelig vil kvinderne ved fravalg af amning indirekte tilkendegive overfor familien, at de er smittet med HIV , hvilket som føromtalt har store konsekvenser.

Med personligt udgangspunkt
Vi mener ikke, at de sundhedsprofessionelles forebyggende rådgivning vinder gehør, og vi mener dermed, at den heller ikke medvirker til ændring i de HIV -smittede kvinders adfærd. Vores opfattelse er, at de sundhedsprofessionelle og de HIV -smittede kvinder befinder sig i to forskellige verdener, hvor der fra den sundhedsprofessionelles side ikke tages hensyn til kvindens kultur, ressourcer og familiære baggrund. Den HIV - smittede bruger ikke rådgivningen fra sundhedspersonen, idet den ikke tager udgangspunkt i hendes livssituation, og derfor ikke giver mening for hende.

Som et alternativ til den igangværende forebyggende behandling ser vi en mulighed i at anvende en sundhedsfremmende indsats overfor kvinder, der er smittet med HIV. Det kræver, at man som sundhedsprofessionel skal få indblik i den enkelte kvindes livssituation og gennem kommunikation skal blive i stand til at se, hvorvidt kvinden besidder følelsen af begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed i forhold til at være smittet med HIV samt støtte kvinden ud fra en sådan vurdering. For at det livsnødvendige budskab skal nå ud, mener vi derfor, at man som sundhedsprofessionel skal arbejde sundhedsfremmende og tage udgangspunkt i den enkelte kvindes kulturelle kontekst. Hermed giver budskabet mening og kan integreres i den livssituation, som kvinden befinder sig i.

Anette Storgaard Andersen og Anette Bach Jensen studerer ved CVU Nordjylland.