Skal vi mødes på dit eller mit kontor?, spørger Lillian Bondo, mens hun allerede er på vej med en kop te balancerende i den ene hånd og mobilen i den anden hen mod redaktørens kontor, hvor hun få øjeblikke efter slår sig ned for enden af skrivebordet. Tekoppen, der er formandens private, er pyntet med skovjordbær og har en størrelse, der gør, at det i hvert fald ikke er mangel på væske, der kunne give anledning til afbrydelser i løbet af interviewet, hvor Jordemoderforeningens formand er blevet bedt om at gøre status over fagets situation lige nu.
Det er ikke kun tekoppens størrelse, der er lidt ud over det sædvanlige. Der er meget ved Jordemoderforeningens formand gennem 16 måneder, der er stort: Engagementet når medlemmer ringer ind med deres problemer, evnen til at få budskabet ud over rampen i aviser og på TV, visionerne for jordemoderfaget og kærligheden til det.
Men også frustrationerne over altid at være den lille i Sundhedskartellet, i forhandlingsfællesskabet KTO og alle de andre steder, hvor Jordemoderforeningen forsøger at få indflydelse, kan nå betragtelige størrelser.
– Vi bliver ofte nævnt som et ‘osv.’, når rækken af samarbejdspartnere bliver listet op i forskellige sammenhænge og det er sgu frustrerende, siger Lillian Bondo og slår op i årets sidste nummer af fagbladet Sygeplejersken, hvor DSR-formanden beskriver behovet for tværfaglige sundhedscentre. Også her er jordemødre kommet med i den grå masse, som et lille ‘osv.’ står for.
Få medlemmer – store visioner
Trods Jordemoderforeningens kun 1400 betalende medlemmer, så skorter det ikke på visioner for faget og på ambitioner om at komme til at stå tydeligere i bevidstheden både hos de andre sundhedsfaglige organisationer og hos politikerne i amter og regering. Og viljen til at opgive kampen på visse områder til fordel for den samlede indsats for kvinder i den fertile alder er også til stede. I det faglige visionspapir (se indstik i dette blad), som Jordemoderforeningens kongres vedtog i november 2002, lægges der op til, at fokus i langt højere grad skal lægges på det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i graviditeten.
– Der skal være tid og rum før fødslen til at kvinden og jordemoderen lærer hinanden ordentligt at kende og til at give grundig information om livsstil, parforhold, valg af fødested og om alle de tilbud og undersøgelser, som den gravide stilles over for. Og der skal kunne sættes ekstra ind over for de kvinder, der har et særligt behov for støtte og vejledning, siger Lillian Bondo.
Det betyder ikke, at omsorgen og støtten fra en jordemoder under fødslen bliver nedprioriteret. Tværtimod lægger visionspapiret op til, at de store fødesteder skal organiseres så nærhed og kontakt mellem jordemoderen og den fødende kan gennemføres.
Debat med brugerne
Når det handler om lukning af mindre fødesteder og centralisering af fødslerne på store specialafdelinger, lægger visionspapiret op til en debat med brugerne: Ønsker kvinderne overhovedet at føde på mindre steder, hvor det ikke kan forventes, at der er obstetrisk og anæstesiologisk assistance tilstede? Uden brugernes opbakning er det nytteløst at kæmpe mod lukningen af de mindre fødesteder, konkluderede foreningens kongres.
– Vi ved faktisk ikke, hvad kvinderne foretrækker, når det handler om selve fødslen, men noget tyder på, at en del gerne vil føde, hvor der fx kan laves et kejsersnit og hvor der er narkoselæge eller -sygeplejerske tilstede, siger Lillian Bondo og understreger, at brugernes ønsker falder meget godt i hak med de betingelser en del jordemødre stiller, når de skal arbejde på mindre fødesteder.
Visitation pr. automatik
For flertallet af kvinder er det lige så sikkert at føde derhjemme eller på en afdeling uden mulighed for de store obstetriske indgreb, viser flere undersøgelser. Alligevel føder de fleste på store og højtspecialiserede afdelinger.
– Vi ved, at de praktiserende læger oftest pr. automatik visiterer de gravide til specialafdelinger, selv når der lokalt er andre muligheder. Og i princippet er der jo altid hjemmet som alternativ til specialafdelingen. Når først kvinden er i systemet der, skal der mere til fra kvindens side for at træffe beslutning om hjemmefødsel. På en tredjedel af journalerne på landets fødesteder burde der stå "egnet til fødsel i hjemmet", men det gør der meget sjældent, siger Lillian Bondo.
– Efterhånden fokuserer vi primært på de mulige risici ved en fødsel og glemmer, at der også er en psykologisk side, siger Lillian Bondo og understreger, at det ikke skal opfattes som et forsøg på at få alle kvinder til at føde hjemme, men som en advarsel mod at glemme det store flertal af alle fødsler, der foregår helt problemfrit.
– Hvis kvinden fra starten har valgt en hjemmefødsel, foregår der løbende en aktiv visitation af, om det fortsat er det rette valg, men hvis hun har valgt eller er visiteret – passivt – til specialafdeling, så stilles der sjældent spørgsmål ved denne visitation. Så længe politikerne accepterer, at de fleste kvinder føder på specialafdelinger, og så længe de samme amtspolitikere skærer ned på blandt andet fødselsforberedelse og tid til information, der netop kunne være med til at få kvinden til at føle sig tryg og godt tilpas i mindre specialiserede omgivelser, så vil fødslerne foregå på en af de mega-afdelinger, der bliver resultatet af de mange lukninger, konkluderer Lillian Bondo.
I øjeblikket er 12 fødesteder, jordemoderledede klinikker og ABC-klinikker ud af landets 47 fødesteder truet af lukning. Det vil sige, at antallet af fødesteder i løbet af det kommende år reduceres med 25 procent.
Vil kæmpe for tværfaglige sundhedscentre
I dag er valget for mange kvinder indskrænket til enten at føde hjemme eller på en større specialafdeling. Centraliseringen af fødestederne bør imidlertid give anledning til, at svangreprofylaksen i graviditeten baserer sig lokalt i centre, hvor grupper af jordemødre eller tværfaglige teams samarbejder.
– Vi ser, at lukningen af små fødesteder også betyder lukning af konsultationer og fødselsforberedelse ude lokalt og det vil vi stærkt modarbejde. Vores mål er, at der oprettes jordemodercentre, kvindecentre eller sundhedscentre alt efter forholdene i hver eneste provinsby. Her skal kvinderne og deres partnere kunne få vejledning om prævention på hvilket som helst tidspunkt i deres liv. De skal kunne gå til jordemoderkonsultationer i centeret, når de er gravide, blive ultralydscannet, osv. Den første samtale med en jordemoder skal ligge i 10.-12. graviditetsuge og her skal der virkelig være god tid til blandt andet at tale om valg af fødested, om ønsker, angst osv. Kvinderne skal have grundig information blandt andet om risici og fordele ved henholdsvis at føde på et højtspecialiseret hospital, på klinik eller derhjemme. Erfaringer fra England, hvor der altid sættes halvanden time af til det første besøg hos den lokale jordemoder, viser, at kvinderne er meget afklarede på deres valg senere hen, fortæller Lillian Bondo, der mener at bare en time mere om ugen pr. jordemoder til opsøgende og forebyggende arbejde ville forbedre kvaliteten af fødselshjælpen og tilfredsheden i familierne.
Jordemoderen kommer til kvinden
Færre fødesteder medfører, at kvinderne skal køre længere, når de skal føde og det stiller nye krav til jordemødrene. En løsning kunne være at jordemoderen tilser kvinden i begyndende fødsel i kvindens hjem.
– Når de lokale fødesteder lukker og kvinderne skal ud på en længere køretur for at nå frem til et fødested, så må de have krav på at få råd og vejledning fra en jordemoder, der kommer hjem til dem i den tidlige fødsel. Det vil betyde uendelig meget for de mange førstegangsfødende, at de kan blive forvisset af en jordemoder, om at alt er normalt, når de er i starten af fødslen. Det vil også afværge unødvendige indlæggelser eller hjemsendelser, når kvinden kommer meget tidligt ind i fødslen. I det hele taget er det vigtigt, at jordemødrene befinder sig ude i lokalområdet og at kendskabet mellem kvinden og jordemoderen er tæt, siger Lillian Bondo.
Fra stumper til helhed
I det kommende år lægger Jordemoderforeningen op til en debat om, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre at gennemføre de faglige visioner. Skal jordemødre ansættes i de lokale centre og udlånes til fødestederne? Skal der være en fast stab, der kun arbejder på specialafdeling? Skal der oprettes hjemmefødselsordning alle steder?
– Der er mange spørgsmål at tage fat på. Sidst, men absolut ikke mindst, skal jordemødrenes arbejdsmiljø og arbejdsglæden sikres. Det kan komme til at betyde store kulturændringer og nye måder at organisere arbejdet på for mange jordemødre. Men jeg er overbevist om, at det er umagen værd at få sat stumperne sammen, så kvinderne kommer til at opleve en sammenhæng i omsorgen gennem graviditet, fødsel og barsel, siger Lillian Bondo, der helt glemte teen, der stadig står på redaktørens skrivebord efter at formanden er hastet til den næste aftale.