Masser af kogende vand. Hurtigt! Der er kogt mange liter vand og hentet mange rene klude, akkompagneret af skrigene fra en fødende kvinde. Både i de klassiske film fra Hollywood og rundt om i de små hjem. Her har farmand stået for det praktiske, mens den vordende moder og en kontant men kærlig jordemoder har sørget for resten. Ind imellem er far nok blevet hevet ind i stuen for at tørre sveden af panden på sin hustru, men helt frem til midten af 70´erne var far for det meste henvist til det rent praktiske. Til det kogende vand, linnedet og de øvrige unger, der skulle passes.I hvert fald er det, hvad vi tror i dag. Kilderne er påfaldende tavse og fødselsberetningerne påfaldende få, når det handler om mandens rolle under fødslen. Måske fordi han ikke har haft fast plads på fødestuen. Måske fordi det bare ikke er "noget man taler om".
– Manden har altid været der et eller andet sted. Det var ham, der vandrede hen over fjeldene efter jordemoderen, og under fødslen har der nok også været brug for ham hjemme i de små hytter. Det var en nødvendighed, at han deltog i det praktiske, siger Helen Cliff, historiker og forfatter til bogen Jordemoderliv.
Ud over de verbale fortællinger har de danske folkeviser et par beretninger om fødsler og mænd. Ridderen kommer grueligt galt af sted, da han forklædt som kvinde sniger sig til at overvære en fødsel. Det samme gør ungmøen, der går i fødsel på udflugten i det grønne og dør uforløst, da hun ikke vil lade sin elskede hjælpe til med det, der i manges øjne og i mange år var nært forbundet med seksualitet og skam.
– Fødsler lugter jo af urin, blod og lort. Og af kønsliv. Alt det man ikke taler så meget om. Og så er der myten om, at mænd tager skade på deres potens, hvis de ser kvindens kønsorganer under en fødsel. Så fødsler har været en kvindeting. Vi ved faktisk ikke, hvordan mændene selv har oplevet dem, siger Helen Cliff.
Udenfor
I svenske Wilhelm Mobergs "udvandrer-saga" kører bonden Karl-Oskar, der sammen med hustruen Kristina er udvandret til Amerika i forrige århundrede, ind efter jordemoderen. Under Kristinas vanskelige fødsel henter hun Karl-Oskar ind i værelset og beder ham om at tage et fast tag i sin hustru. Især på landet – og blandt de mindre bemidlede – har far spillet rollen som praktisk gris. Adelen og det bedre borgerskab omgav sig med kvindelige fødselshjælpere, og i mange kønsforskrækkede århundreder, helt op til 1970’erne, trippede mændene uden for døren eller var slet og ret på arbejde, når familien blev forøget.Omkring år 1900, da sammenhængen mellem hygiejne, rene hænder og raske mødre med raske børn blev almindeligt kendt, forsvandt fædrene stort set fra fødslerne. Og helt væk blev de, da fødslerne i løbet af forrige århundrede rykkede fra hjemmet og ind på hospitaler og fødeklinikker.
Spæde mandsstemmer, der pippede om lov til at være med, blev hurtigt kvalt. Mænd havde ikke noget at gøre hos en fødende kvinde. For det første kunne de ikke tåle det – i Tidsskrift for Jordemødre fra maj 1951 spørger en læge, om man ud over de 5.000 årlige fødsler på hans hospital, nu også skal holde rede på 5.000 mænd der besvimer? Og så var der det med seksualiteten. Der blev hvisket mellem generationerne: hvis du lader ham se dig sådan, er han ikke mere interesseret i dig bagefter….
Så mændene blev udenfor og ventede. Spillefilmenes neglebidende vordende far, der vandrer hvileløst op og ned ad hospitalsgangen, er andet og mere end en karikatur. Gik det hurtigt, blev han måske. Tog det lang tid, kaldte arbejdet.
Perversitet
Først da den bløde mand og hans mere og mere selvstændige kvinde havde badet sig i ungdomsoprørets antiautoritære bølger og krævet ret til selv at bestemme, fik fædrene lidt efter lidt adgang til at se deres børn blive født. Ikke til alle jordemødres og overlægers udelte begejstring.Fædre, der insisterede på at deltage, var lidt latterlige, og fortællingerne om fædre, der går i dørken under fødslen, florerede – og gør det såmænd også i dag. I sin bog, Fødselshjælperen, refererer jordemoder Gitte Dencker for eksempel historien fra en af de ellers progressive fødeklinikker: I 1968 spørger lægen retorisk manden, om han ved, hvorfor fødesengen er så høj? Lægen giver selv svaret "så kan vi sparke faderen ind under sengen, når han besvimer."
På Fødselsanstalten i Århus holdt den efterhånden danmarksberømte overlæge Ingerslev helt frem til 1979 fædrene stangen. Han betegnede deres ønske om at deltage i fødslen som "en perversitet". Selv om ikke alle var lige så stejle og ligefremme i deres holdninger som den århusianske overlæge, så var det for mange svært at se, hvad fædrene havde at gøre under en fødsel. Uden de praktiske opgaver stod de så underligt og strittede.
Det gør de fortsat i dag. Men alligevel på en anden måde end før. I dag har far fast plads ved hovedgærdet af sengen – og der har han tænkt sig at blive. Fra 70´erne og frem vrimlede mændene ind på fødestuerne, og bortset fra et par procent overværer samtlige danske fædre i dag afkommets entré i verden.
Lyst
– Vi har ikke at gøre med noget københavnerfænomen. Billedet er det samme, når man spørger rundt om i landet: fædrene er med, og de er glade for det. Dem, der ikke er med, er dem der ikke nåede frem eller dem, hvor parret er gået fra hinanden før fødslen. Alle vegne er vi oppe omkring 97 procents deltagelse, siger Marianne Tolstrup, afdelingsjordemoder på Københavns Amtssygehus i Gentofte og en af bidragyderne til forskningsprojektet "Fædres relationer til deres spæd- og småbørn".Her har man spurgt de nye fædre (der som regel ikke selv sagde goddag til deres egen far før timer efter fødslen), hvad de synes om at være med hele vejen? Svaret er positivt – også selv om deres oplevelse af fødslen er så ulig deres koners og kæresters, at man ind imellem skulle tro, de ikke havde deltaget i samme forløsning.
– Fædre i dag er med af egen lyst. De fortryder ikke, og egentlig synes jeg, de er ret godt rustet. Når man spørger dem, hvad de er i tvivl om, handler det tit om smertelindring, eller om hvordan de skal få kontakt til det lille barn. Det, tror de, kvinden bare kan. Men at de er med til fødslen er en selvfølge i dag. Der er sket et kæmpe kulturelt skred i de sidste 20-30 år, siger Marianne Tolstrup.
Kvinderummet
At en fast rolle på fødestuen dog også kan være lig med en birolle, har antropologen Anette Wilhjelm Jahn peget på i sin undersøgelse på Rigshospitalet. Her interviewede og fulgte hun over syv måneder i 1998 personalet på Obstetrisk klinik. Og stillede via sine observationer spørgsmålene, som måske blev glemt i farten, da mændene drønede ind på fødestuen: Hvorfor er det nu egentlig, at manden skal med til fødslen? Og hvilken rolle ønsker han at spille på kvindernes scene?- I dag får mændene hele vejen igennem at vide, at det her barn er et fælles projekt. De læser de blade, kvinderne lægger foran dem, lytter til vennernes fødselsberetninger, er med til konsultationerne hos jordemoderen, til fødselsforberedelse og selvfølgelig også til fødslen. Her træder de så ind i et rum, der primært fungerer på kvindernes præmisser. Manden er pludselig "bare" en pårørende, der oven i købet helst ikke skal tage for meget plads under fødslen. Det kan være forvirrende at være mand i et rum fuld af kvinder, der siger ét og gør noget andet, siger Anette Wilhjelm Jahn, der har iagttaget, hvordan det fælles projekt for en stund – oven i købet i en af de vigtigste – er taget ud af hænderne på manden og overgivet kvinderne.
– Jeg siger ikke, der er noget galt i det, men konstaterer bare, at sådan er det. Kvinder siger, de ønsker det fælles forældreskab, men på hospitalet bliver manden den sekundære forælder. Han skal helst ikke blande sig for meget, de fleste steder skal han gå hjem om natten, og er han sulten, kan han gå ned og købe sig noget mad i cafeteriet. Rammerne er også sådan, han behandles som om han var pårørende, ikke som ligeværdig partner og en del af et fælles projekt, siger Anette Wilhjelm Jahn, der understreger, at hun personligt ikke kunne forestille sig at være foruden sin mand ved fødslen, men at modsætningsforholdet mellem god dansk konsensus "selvfølgelig skal han være med" og almindelig dansk praksis "det er ok, han er der, men vi kvinder klarer det her selv" springer i øjnene.
Intet anneks
At personalet ind imellem godt kunne forankre fædrene lidt bedre i deres rolle på fødestuen er Marianne Tolstrup opmærksom på. Selv sørger hun altid for at hilse på begge to – og først på ham – når hun kommer ind til en fødsel. Der skal være øjenkontakt og også informationer til manden, når det hele bliver lidt for indviklet. Forklare og fortælle kan og bør man som jordemoder. Også om hvorfor det ikke er rart, der bliver snakket hen over hovedet på én, når veen bølger.- De her fædre har jo drama i øjnene, og selvfølgelig skal vi fortælle dem, hvorfor vi gør som vi gør. Men vi går i vores hverdag og er ikke altid opmærksomme på også at favne faderen. Han er jo ikke et anneks til hende, og han skal ikke skubbes hen i en krog, men inddrages. Får han en opgave, så tager han den, for mænd vokser også gennem den proces, en fødsel er. Man kunne sige, at han her bliver født som far.