En blandet oplevelse

Et ophold på en fødeafdeling i Tanzania var en blandet oplevelse for 20-årige Pernille Tomsen, der brændende ønskede sig at komme ind på jordemoderstudiet. I dag – tre år efter – har hun et år tilbage på uddannelsen. Men undervejs har oplevelserne på den tanzanianske fødeafdeling været ved at få hende til at opgive studiet.

‘Mzungu’ betyder ‘hvidt menneske’ på swahili, der er det officielle sprog i Tanzania. Når det blev råbt, betød det, at Pernille Thomsen skulle komme og hjælpe til. Hun var på et otte ugers ophold som frivillig på et hospital i Dar Es Salaam. Opholdet var formidlet gennem organisationen Projects Abroad, der hvert år sender flere hundrede unge ud til projekter i en lang række lande.

Første gang der blev råbt efter hende, kom det fra bag et forhæng, hvor en kvinde lige havde født. Hun gik derind og fik barnet rakt over. Pernille troede, at barnet var dødt.

– Jeg var 20 år og helt uerfaren. Barnet var ikke dødt, som jeg først troede, men slapt og skulle stimuleres, og jeg syntes ikke, at jeg kunne så meget andet end at gøre, hvad de sagde, jeg skulle, fortæller Pernille, der søgte tre gange, før hun kom ind på drømmeuddannelsen. Efter første afslag arbejde hun som rengøringshjælp på fødeafdelingen i Aalborg, hvor hun faldt i snak med en jordemoderstuderende, der anbefalede hende at rejse ud for at samle point til en ansøgning gennem kvote 2.

– Hun var kommet ind blandt andet på baggrund af et ophold i udlandet, og jeg besluttede, at det skulle være mit næste træk for at blive optaget, fortæller Pernille. De gode beretninger om udlandsophold, som hun fandt på Projects Abroads hjemmeside, bekræftede hende i beslutningen, og kort tid efter var et otte uger langt ophold på fødeafdelingen i den tanzaniske hovedstad arrangeret.

Det viste sig imidlertid hurtigt, at løfterne om at hun ville blive introduceret til stedet og følge en uddannet jordemoder, ikke holdt i virkeligheden.

– Jeg fornemmede hurtigt, at der ingen organisering var omkring det, at der kom frivillige. Jeg gik lidt rundt og præsenterede mig, men var ellers overladt til mig selv. Heldigvis var der en anden frivillig, hun var fra Færøerne, der introducerede mig til afdelingen. Hun fortalte blandt andet, at når der blev råbt ‘mzungu’, så betød det, at jeg skule komme, fortæller Pernille.

Forventningen om kun at skulle observere, hvad der skete på afdelingen, viste sig heller ikke at holde stik.

– Jeg tror simpelthen ikke, at personalet var informeret om, hvem vi var, og hvordan vi skulle indgå i afdelingen. De fleste sygeplejersker og jordemødre talte kun swahili eller sparsomt engelsk, så det var svært at forklare dem, hvem jeg var. Derfor er det min fortolkning, at jeg blev inddraget, som den enkelte nu lige syntes, siger Pernille.

Kittel giver prestige
Pernille fik umiddelbart efter, at hun ankom, udleveret en hvid kittel og det gav prestige blandt patienterne. Ingen gjorde noget for at gøre opmærksom på, at den unge hvide kvinde i kittel ikke havde en sundhedsfaglig uddannelse.

– En hvid mand eller kvinde i kittel har pr automatik stor autoritet og prestige, så vi kunne være med til mange ting, hvis vi ville, siger Pernille, der for første gang oplevede at tage imod et barn. Hun var alene ved et fødeleje, hvor en kvinde var tæt på at føde.

– Jeg kaldte på en jordemoder, men da der ikke kom nogen, så kunne jeg ikke rigtig gøre andet end at hjælpe hende, siger Pernille, der ofte var i tvivl, om hun gjorde det rigtige. På den anden side sagde hendes samvittighed hende, at hun måtte hjælpe, når hun kunne.

– Jeg blev i tvivl, om jeg gjorde det rigtige. Jeg følte, at personalet ikke var klar over, at jeg ikke var uddannet og kun skulle observere. Min oplevelse var, at det blev mit ansvar, hvis noget ikke blev gjort. Derfor kontaktede jeg Projects Abroads kontor på stedet og sagde, at jeg ikke syntes, at det var i orden, det, jeg lavede, fortæller Pernille.

Svaret fra den ansatte på kontoret var, at Pernille selv måtte sige fra.

– Repræsentanten for Projects Abroad sagde, at jeg selv kunne bestemme, hvad jeg ville være med til. Men det kan jeg jo ikke, når jeg for eksempel kan stå i en situation, hvor der ikke kommer nogen, når jeg tilkalder hjælp ved en fødsel. Jeg spurgte, om det var i orden, at jeg tog imod børn, vejede dem, administrerede medicin… “Ja, hvis du har lyst”, var svaret, siger Pernille.

Afslag på afslag
Fristen for ansøgning i kvote 2 var kort tid efter, at Pernille kom tilbage fra opholdet i Tanzania. Hun undlod ikke at beskrive alt det, hun havde været med til og regnede med, at det ville virke positivt for optagelse på studiet. Hun var sikker på, at det ville være et plus, at hun havde taget imod et barn alene, og at det var tegn på, at hun kunne udstå stressfyldte situationer.

Efter nogle måneder kom tvivlen, og hun fik flashback til oplevelser, der havde været meget overvældende for den 20-årige kvinde, der i nogle tilfælde havde overskredet egne kompetencer. Der kom desuden afslag fra jordemoderuddannelsen og et opkald fra studievejlederen, der ville tale med hende om oplevelserne, og om hvorfor hun ikke kunne blive optaget denne gang.

– Jeg kunne godt se, at jeg havde glorificeret mine oplevelser uden at tænke nærmere over, hvad jeg havde været med til, men jeg troede, at det var det, der skulle til, siger hun.

Pernille blev optaget på jordemoderstudiet ved UCSyd i januar 2015. Det skulle vise sig, at oplevelserne havde fæstnet sig dybere i den unge studerende, da hun på den teoretiske del på første modul igen fik flashback og en psykisk nedtur. Op til den første praktikperiode kom tvivlen, om hun kunne gennemføre studiet.

– Jeg begyndte på et coachforløb, hvor jeg blandt andet fik bearbejdet min angst for at komme til at stå alene på en fødestue. Jeg var rigtig bange for, at oplevelserne skulle blusse op igen, fortæller Pernille.

I dag ser Pernille tilbage på opholdet på fødeafdelingen i Dar Es Salaam med ro i sindet. Bortset fra de mere barske oplevelser, var der også gode – for eksempel var hun flere gange sammen med en erfaren jordemoder og prøvede at mærke veer og lytte hjertelyd. Hun har også oplevet, hvordan de afrikanske jordemødre og læger får ting til at lykkes på de betingelser, som de nu arbejder under. Men den lyserøde drøm om, at hun som ikke uddannet ville komme ned til Afrika og gøre en forskel, den var naiv, erkender hun i dag.

– Jeg har det sådan i dag, at Afrika var en god og lærerig oplevelse. Det er et privilegie, at man som hvid kan komme så tæt på en ny kultur. Men jeg ville aldrig anbefale andre, der som mig er helt blanke og ganske unge, at tage af sted. Kontrollerede praktikophold sidst i uddannelsen kan nok være godt, men min erfaring siger mig, at man skal have lidt at stå imod med inden, siger hun.