Vi lander, der hvor Afrikas vestkyst begynder at vende mod syd. På vej henover landingsbanen, gennem den fugtigt hede januardag, via det obligatoriske ebolatjek med temperaturkontrol og videre til ankomsthallen tænker jeg lidt over landets særprægede historie.
Liberia blev grundlagt af frigivne slaver fra USA og Caribien, og i 1847 blev landet det ene af kontinentets to selvstændige lande – begge grundlagt af frigivne slaver. Deraf navnet og møntfoden, liberianske dollar.
Op igennem det 20. århundrede blev Liberia et – i afrikansk målestok – relativt moderne afrikansk land med en vis udbygning af infrastruktur. I 1950’erne løftede især de store gummiplantager landets vækstrate op i verdens førerfelt – fra et uendeligt lavt udgangspunkt. Men fra 1980 og frem til 2005 faldt landet sammen i politisk kaos, korruption og blodige borgerkrige, og først nu er FN-styrken ved at pakke sammen. I dag befinder Liberia sig blandt verdens ti fattigste lande, og på de felter, hvor der findes en form for statistik, finder man Liberia nederst på stort set alle målepunkter.
Ukueligt livshumør
Den slags kedsommelig fakta plager ikke vores modtagelse. Efter ’fast track’ gennem told og paskontrol bryder sangen ud. Omkring os står 30-40 liberianske kollegaer og hilser velkommen. Vidste vi det ikke i forvejen, så stod det klart nu: Et tilsyneladende ukueligt vestafrikansk livshumør lader aldrig en mulighed for lidt fest, farver og en hurtig bøn – muslimsk eller kristen – passere ubrugt forbi.
I Robertsfield Airports terminal er der langt til ebolaepidemien og en af verdens højeste rater for mødredødelighed, der ligger mellem 580 og 990 per 100.000 levendefødte. Læg mærke til spændet i tallet – det siger en del om statistik i almindelighed og sundhedsvæsnet og dets udfordringer i særdeleshed.
På det bagtæppe spiller de liberianske jordemødre og deres forening, der blev grundlagt i 1947, en vigtig rolle. Efter krigene blev foreningen hjulpet på benene af den internationale jordemoderforening (ICM) og FN’s organisation for befolkningsudvikling, UNFPA. I dag er Liberian Midwife Association en moderne forening og med til at præge udviklingen af sundhedssystemet i landet. Deres dagsorden er klar: fokus på reproduktiv sundhed.
De næste syv døgn bliver en tour de force gennem vores liberianske kollegaers arbejde fra småt til stort og tilbage igen: live debatprogram i radioen og møder med sundhedsministeren, UNFPA og medicinaldirektøren. Derudover workshops med jordemødrene samt besøg på to fødegange, i en jordmoderkonsultation, på en antikonceptionsklinik og på et børneambulatorium for de mindste.
Men først og fremmest mødte vi kollegaerne – koret fra lufthavnen, lederne og medlemmerne.
Vores mænd lod os ikke tage på arbejde
Esther er midt i 50’erne, og bag sig har hun borgerkrigene, sulten og de desperate år. Helt skarpt står oplevelserne under ebola-epidemien, hvor Liberias hovedstad, Monrovia, blev den første storby nogensinde under epidemiens åg.
– Der var kollegaer, der ikke fik lov til at møde på arbejde for deres mænd. De var bange for, at de tog smitten med sig hjem, fortæller hun på et engelsk, som i starten kræver spidse øre og stor koncentration hos en dansker.
– Og dem, der kunne komme af sted, blev afvist af både chauffører og de andre passagerer i busserne. De var bange for at køre med sundhedspersonale som os, fortæller Esther.
Umiddelbart blev gravide og fødende ikke ramt hårdere end andre grupper af ’den store orm’, som man kalder den usædvanligt ondskabsfulde virus. Alligevel fik epidemien indflydelse på mødr eog børnedødeligheden, og det vil den formentlig have i noget tid fremover. Forklaringen er lige så enkel, som den er skræmmende.
Det værste var angsten blandt de gravide for at blive smittet. Gravide, der ellers havde muligheden for at gå til kontrol før fødslen og føde på et fødested, holdt sig i stort tal væk. De var enten selv bange for at blive smittet, eller også ville familien ikke lade dem gå, forklarer Esther.
– Hvis de endelig nåede frem, var der også mange steder en forsinkelse i hjælpen til dem, fordi mange var bange for den smittefare, de gravide ville udgøre, hvis de havde ebola, siger Esther. De mange forhindringer gjorde også, at det i mange tilfælde var for sent at gøre noget. De komplikationer, som oprindeligt havde fået kvinden til at søge hjælp, var blevet uoverstigelige, og den gravide døde som følge af de afledte effekter af epidemien.
Mod fordomme og sladder
På fødestederne oplevede vi også indflydelsen fra ebola-epidemien i dag, hvor der kun er spredte tilfælde af nye smittede. Jordemødrene har lært at beskytte sig selv, og proceduren er nu, at man bliver iklædt isolationsdragt under fødsler. Fornuftigt og nødvendigt når der fortsat er spredte udbrud, men det har også konsekvenser.
Vi kender som jordemødre den vanskelige barriere der er, når den fødende er MRSA positiv, og vi derfor er iklædt ’fuldt ornat’ med overtrækskittel, mundbind og handsker.
Vi er ikke umiddelbart bange for, at kvinderne bliver væk af den grund. Men flyt disse rutiner til et land hvor uddannelsesniveauet generelt er lavt, informationskilderne få og rygtedannelsen stærk, og hvor målet naturligvis er både at sikre et kvalitetstilbud til alle gravide og fødende, og at samfundet, kvinderne og deres familier har tillid til disse tilbud og bruger dem. Det er ikke nemt at nedbryde fordomme og sladder samt opbygge tillid gennem isolationsdragten.
’Den store orm’ og ebola-epidemien har helt klart haft og har fortsat konsekvenser for fødselshjælpen i Liberia. Udviklingen er sat i stå og formentliggået baglæns, men vi kender endnu ikke tallene og alle konsekvenserne. Forventningen er under alle omstændigheder en yderligere stigning i mødre- og børnedødeligheden i epidemiens kølvand.
Høj faglighed og et stort uforløst potentiale
Når man først en gang har set en vestafrikansk kollega yde faglig førsteklasses fødselshjælp med myndigt overblik, stiger respekten for det faglige niveau. Trods ofte vanskelige – grænsende til absurde – forhold praktisk, logistisk og økonomisk udretter kollegaerne faktisk rutinemæssigt små mirakler. I skal ikke tage fejl: en dansk jordemoder har ikke bare en stærk personlig ballast med sig fra mødet med de vestafrikanske kollegaer; i lærer også noget – menneskeligt og fagligt.
At nå respektable tal for mødre- og børnedødeligheden i Vestafrika handler altså ikke nødvendigvis om manglende kunnen, dårlig uddannelse og for få ressourcer. I mange tilfælde er mangelfuld organisation, ledelse, logistik og planlægning de største forhindringer.
Et af de temaer, jordemødrene i Liberia gerne vil arbejde med i twin to twin projektet med danske jordemødre, er netop udvikling af ledere. I dag er der meget få jordemoderfaglige ledere på hospitalerne, og selv på jordemoderuddannelserne er ledelsen sygeplejefaglig. Den liberianske jordemoderforening har som strategi at få jordemødre frem i ledelsespositioner på alle niveauer inden for reproduktiv sundhed.
På vores møder med sundhedsminister Bernice Dahn og UNFPA’s landerepræsentant Dr. Remi Sogunro stod det klart, at den strategi får støtte på højeste niveau. Første led i denne udvikling har været en bacheloruddannelse i jordemoderkundskab, og man er som led i strategien begyndt at efterspørge en masteruddannelse.
Første april døde en yngre kvinde i udkanten af Monrovia af Ebola. ’Ormen’ har ikke helt sluppet sit tag i Vestafrika, men når man først har været der selv, mødt kollegaerne, forstået deres potentiale og vilkår, så er jeg ikke tvivl om, at det kan de – også – klare.