• Print
  • Bookmark and Share

Det korrekte knib giver en bedre træning

Årgang 2008, nr. 4, Bækkenbund

Træning af bækkenbunden kan afhjælpe eller helt helbrede urininkontinens.

Af: Ulla Due fysioterapeut

Bækkenbundstræning anbefales internationalt som førstevalg til behandling af stressurininkontinens, og det anbefales samtidig, at knibeevnen undersøges i forbindelse med undersøgelsen af kvinder med inkontinens. Man har fundet, at bækkenbundstræning kan afhjælpe eller helt helbrede urininkontinens hos op mod 50-70 % af dem, der træner. Usikkerheden ved flere studier er, at man ikke har undersøgt kvindernes knibeevne inden studiets start, og dermed kan man ikke vide, om kvinderne kniber korrekt. Hvis kvinderne var undersøgt inden, kunne man formode, at resultaterne ville være endnu bedre.

Det er ikke vist, at bækkenbundstræning kan forebygge eller helbrede nedsynkninger. Men man må forestille sig, at en veltrænet bækkenbundsmuskulatur til en vis grad kan kompensere for skader på bækkenbundsmusklerne og skedevæggene, og dermed modvirke yderligere stræk på vævet.Hvordan trænes bækkenbundsmusklerne?Studier har vist, at personer med inkontinens ofte har nedsat muskelstyrke samt nedsat statisk og dynamisk udholdenhed. De spænder deres bækkenbundsmuskler for langsomt, opbygger ikke knibet hurtigt nok, eller kan ikke knibe på de rigtige tidspunkter Et australsk studie viste, at inkontinente kvinder havde et uhensigtsmæssigt muskelaktiveringsmønster i forhold til kontinente (raske) kvinder [6]. De inkontinente kvinder havde svage bækkenbundsmuskler, men prøvede at kompensere for dette ved at anvende mavemusklerne, og udviklede dermed et øget bugtryk.

Forfatterne til studiet foreslår, at man altid starter med forsigtige knibeøvelser i et genoptræningsprogram, så det korrekte muskelrekrutteringsmønster indlæres fra start. Forkerte aktiveringsmønstre gør træningen ineffektiv, og i værste fald mere skadelig end gavnlig.