”Det er en virkelig gave”

Jordemødre fra Sierra Leone og Holland satte præg på verdenskongressen for jordemødre i Sydafrika. De mødtes som led i et twinningprojekt mellem de to landes jordemoderorganisationer og glæden var svær at overhøre og overse.

– 28 jordemødre fra Seirra Leone… jeg tror, at der er flere af jer end bare 28.

 Jublen og glædesråbene var øredøvende, da Sierra Leones flag blev båret ind ved åbningen af verdenskongressen for jordemødre i Durban, Sydafrika. Så øredøvende at mødelederen, der stod for præsentationen af landene ved indmarchen, tørt konstaterede, at ”en plus en, vist bliver tre i dag – det lyder da sådan”.

Ud over jordemødre fra det vestafrikanske land kom den højlydte glæde også fra de 99 hollandske jordemødre, der deltog i kongressen. De to landes jordemoderorganisationer har gennem et par år ”twinnet” sig til tætte personlige venskaber og udveksling af faglige erfaringer. Det var første gang, at jordemødrene fra henholdsvis Sierra Leone og Holland mødtes – i hvert fald for størstedelens vedkommende. Enkelte jordemødre fra de to lande havde været på besøg hos hinanden for at deltage i workshops i de knap to år, projektet har varet. Men for det store flertals vedkommende var mødet på verdenskongressen kronen på værket, og kulminationen på stribevis af mails, sms’er og telefonsamtaler mellem Afrika og Europa.

– Vi kan hjælpe hinanden. For eksempel har jeg lært, hvordan vi kan arrangere møder og få folk til at komme til dem, fortæller Joan Sheperd, der er formand for Sierra Leone Midwives Association.

– Vi er begyndt at sende sms til jordemødrene for at huske dem på vores møder og vi har en dagsorden og helst også et trækplaster til hvert møde. For eksempel er det vældig populært, når vi har twinningsprojektet på dagsorden og viser film fra vores workshops, siger formanden.

Sierra Leone var i borgerkrig fra 1991 og mere end ti år frem og i denne periode var jordemødrenes forening opløst. Siden 2009 har ICM arbejdet for genetablering af jordemoderforeningen i Sierra Leone. Samme år blev the Sierra Leone Midwives Association formelt gendannet. I januar 2011 resulterede en workshop med deltagelse af repræsentanter for regionale organisationer, fra ICM og fra den hollandske jordemoderforening i et arbejdsgrundlag og en række politikker for foreningen. De hollandske jordemødre deltog i workshoppen som et resultat af twinningprojektet mellem jordemødre fra de to lande, der startede i 2010.

Lige børn
Det hollandsk-sierra leonske projekt twinner både på organisations- og individniveau. Målet er at nedbringe mødre- og børnedødeligheden og det skal nås gennem styrkelse af jordemoderorganisationen og ved at fokusere på jordemødrenes forhold og muligheder i et lav-indkomst-land.

Twinningsprojektet er organiseret, så hvert twin-par består af to jordemødre med samme beskæftigelse. Organisationernes formænd udgør et par, undervisende jordemødre er blevet parret, det samme er studerende, forskende, basisjordemødre osv.

Francesca er underviser og med i projektet:

– Jeg diskuterer selvfølgelig uddannelsesspørgsmål med min makker, men vi har også udvekslet erfaringer om hjemmefødsler, blødning, overflytning til hospital og meget mere. Jeg synes, at projektet er mere end lykkedes og jeg er meget glad, siger den unge jordemoder.

Også formanden for de hollandske jordemødre, Angela Verbeeter, mener, at det både er tiden og pengene værd at twinne.

– Hvert land har sin egen kultur og sociale forhold, men vi er grundlæggende ens, når det handler om jordemoderfaglighed. Jeg har kontakt med min twin en til to gange om ugen og det handler selvfølgelig mest om, hvordan man arbejder med og i en organisation og om, hvordan man arbejder politisk. Det kræver både tid og penge at være en del af et twinningprojekt og der er meget, vi skal lære og erfare. For eksempel så troede vi, at det billigste for de afrikanske jordemødre var at kommunikere over mail, så det var vi indstillet på. Men det viser sig, at de både kan ringe og sende sms ret billigt, siger Angela Verbeeter, der netop har deltaget i en workshop om ledelse, som fandt sted under kongressen med twinningsjordemødre som deltagere. Workshoppen gav den hollandske jordemoder et indblik i afrikansk stolthed.

– Lederen af workshoppen bad alle de hollandske jordemødre, der er ledere, om at række armen op. Det gjorde et par stykker, blandt andre jeg selv. Det samme spørgsmål blev stillet til jordemødrene fra Sierra Leone og her rakte mere end halvdelen armen i vejret. En fortalte, at hun var leder i den lokale kirke en anden at hun var direktør i sin egen familie efter, at hun var blevet alene med børnene. Det gav virkelig en oplevelse af, at de afrikanske jordemødre er meget stolte kvinder og det kan vi lære noget af, siger Angela Verbeeter.

Twinjordemødrene mødets til endnu en workshop på kongressen. Her skulle der lægges aktionsplaner og hvert par skulle finde frem til et fælles projekt, som de vil arbejde videre med, når de kom hjem.

– Jeg ved, at der er nogen, der vil lave en brochure målrettet de gravide og at andre planlægger at arbejde videre med henvendelser til de respektive sundhedsministre for at gøre opmærksom på jordemødres potentialer, siger de hollandske jordemødres formand dagen før worksoppen.

”Tag ud til kvinderne”
Det seneste år er også gået med at samle penge ind, så alle jordemødre i projektet kunne komme til verdenskongres i Durban. De hollandske jordemødre har ud over penge fra regeringen skaffet penge ved julemarkeder, salg af welnessoplevelser og ved indsamlinger blandt venner og bekendte. Også de afrikanske jordemødrene bidrog, men af gode grunde med mindre beløb. For begge parter har kongressen og mødet med sin twin været set hen til med store forventninger. Et af de par, der så hinanden første gang på kongressen, var Meike Beukema fra Holland og Ramatu Kanu fra Sierra Leona. Begge er jordemoderstuderende, men snart færdiguddannede.

– For mig handler det at være jordemoder om at være med til at sænke mødre- og børnedødeligheden og twinprojektet har givet mig mere tro på, at det kan lade sig gøre, fortæller Ramatu Kanu og giver et eksempel på, hvad hun har lært af den hollandske jordemoderstuderende.

– Vi fortalte hinanden om de problemer, vi hver især har, og jeg fortalte, at kvinderne ofte bliver væk fra graviditetsundersøgelserne. Så sagde Meike til mig: ”Tag ud til kvinderne, der hvor de bor, og fortæl dem hvorfor det er så vigtigt at komme til jordemoder. Det vil jeg gøre som jordemoder”, siger Ramuka Kanu.

Den unge hollandske jordemoder var den eneste studerende, der meldte sig, da der i det hollandske tidsskrift blev indkaldt interesserede til twinningsprojektet.

– Det var jo heldigt, at jeg så kunne være med. Jeg var meget spændt på at få det første brev fra min twin. Det viste sig at være et rigtig dejligt brev, hvor Ramatu fortalte åbent om sine tre børn og sine familiære forhold og selvfølgelig om det, der optager hende fagligt. Jeg har fået en søster. Det er virkelig en gave og en stor stor fejring af at være jordemoder, siger MeikeBeukema.

Jordemødre fra henholdsvis Sierra Leone og Holland har gennem et år dannet par i et twinningprojekt initieret af ICM

Twinningprojektet mellem Holland og Sierra Leone er blevet til med støtte fra nationale organisationer og med inspiration fra ICM’s twinningprojekt · Projektet startede i 2010 og skal køre til 2012

  • Projektets kerne udgøres af de twins, der sættes sammen. I dette projekt valgte man at sætte jordemødre med tilsvarende funktioner sammen.
  • Der afholdes desuden workshops en gang årligt
  • ICM anslår, at udgiften til et twinningprojekt er på 68.000 euro

Hvad er twinning?
Twinning er gensidig udbytterigt udveksling mellem to medlemsorganisationer. Det er et formelt og konkret samarbejde mellem to organisationer.
Kilde www.internationalmidwives.org