• Print
  • Bookmark and Share

"Det er en livsstil, man vælger, det at være jordemoder"

Årgang 2017, nr. 8, Fagligt indstik

Hvordan formes og påvirkes den nyuddannede jordemoders professionsidentitet? En nysgerrighed på dette var udgangspunktet for et intensivt feltarbejde på afsnit for fødsler, Aarhus Universitetshospital. Med et antropologisk perspektiv ville jeg forsøge at forstå de nyuddannede jordemødres arbejdspraksis, selvforståelse og professionsidentitet.

Af: Line Hansen, pædagogisk antropolog

Jordemoderuddannelsen har igennem en lang årrække placeret sig blandt de uddannelser, der kræver det højeste karaktergennemsnit for optagelse (Andreasen, 2015) og jordemødrene har, i befolkningens øjne, et arbejde der er forbundet med høj anseelse og prestige (Kraft & Houmark Andersen, 2016). En prestige jordemødrene har formået at bevare på trods af en både politisk og offentlig debat, der omhandler kritiske og hårdt pressede arbejdsforhold. Jeg har over en tre måneders periode fulgt og taget del i arbejdet på og omkring afsnit for fødsler, Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Jeg har hovedsageligt fulgt syv nyuddannede jordemødre tæt, men har tillige haft kontakt med flere jordemødre og jordemoderstuderende både i og uden for Aarhus, der alle har bidraget med deres perspektiver og opfattelser omkring emnet. Feltarbejdet og den indsigt og de perspektiver, det gav, danner i kombination med uformelle samtaler og kvalitative interviews grundlag for mit speciale i pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet.

Som antropolog er det et vilkår, at den kulturelle verden, antropologen beskriver, er langt bedre kendt af de mennesker, hun har studeret, end af hende selv. Men en antropologisk undersøgelse giver mulighed for refleksion og for at se nye og andre sammenhænge i det ellers velkendte.

Sparring og praksisfællesskab
Min undersøgelse kom således til at handle om, hvordan den første tid som nyuddannet jordemoder handler om så meget mere end faglighed og håndværk. Det handler i høj grad også om, at den nyuddannede jordemoder skal finde en position og finde sin egen professionelle identitet. Det sker blandt andet ved, at de lærer at begå sig i de sociale og kulturelle koder, der er på fødegangen. Det gælder både i forhold til de andre jordemødre, men også iforhold til de sociale andre, altså de andre faggrupper som jordemødrene samarbejder med på og omkring fødegangen.

En nyuddannet jordemoder om, hvordan arbejdet som jordemoder kræver stor selvstændighed, men også kræver et fagligt fællesskab: „Man lukker døren, og så kan man selv vælge, hvad der skal ske derinde (fødestuen) og være jordemoder, som man gerne vil være jordemoder. Men det gør jo også, at man er nødt til at tale om tingene ude i personalerummet. At sørge for at kunne erfaringsudveksle og lære noget“.

Jordemødrenes faglige fællesskab kan med teoretisk inspiration fra socialantropolog Jean Lave og læringsteoretiker Étienne Wenger defineres som et praksisfællesskab, da praksis og fællesskab forbindes via fælles gensidigt engagement, virksomhed og repertoire (Wenger, 2004, s. 90). At opnå en plads i et sådant praksisfællesskab indebærer en forhandling og genforhandling af mening i den givne kultur eller verden, hvorved forståelse og erfaring er i konstant samspil (Lave & Wenger 2003, s. 48). Netop det er tydeligt på fødegangen, hvor der mellem jordemødrene cirkulerer og sker meget peer-sparring, -læring og -udveksling af erfaringer og oplevelser. Jordemødrenes forståelse og erfaring er på den måde i konstant samspil. Samtidig er sparring og udveksling med til at definere jordemødrenes fællesskab, omgangsmåde, faglige tilgang og praksis til trods for, at jordemødrene oftest arbejder på egen hånd. De nyuddannede jordemødre skal altså lære at bevæge sig i et spændingsfelt, hvor selvstændighed og forpligtende fællesskaber på en og samme tid skal balanceres og vægtes lige højt, da det ene forudsætter det andet.

Historierne
Jeg fandt at ud over den sparring og erfaringsudveksling, som fandt sted på fødegangen, at der også var en livlig historiedeling. Historierne handlede om fødslerne, de fødende og dermed jordemødrenes arbejde. Ofte fremhævede historierne det uforudsigelige, underfundige og mirakuløse ved fødslerne og derved også ved jordemødrenes arbejde.

Denne historiedeling synes at tjene flere formål, da historierne både kunne fungere som deling af faglig viden, være selviscenesættende eller ses som fællesskabsskabende.

Historierne kan ses som en forudsætning for, at (de nyuddannede) jordemødre kan trives og blive bedre til deres arbejde. Samtidig giver historierne de nyuddannede mulighed for at finde plads i fællesskabet. Det er dermed en væsentlig pointe, at historierne blandt jordemødrene ikke bare er med til at træne dem i at blive hurtige til at identificere problemer, men også handler om at orientere sig i forhold til de andre. Dermed er historierne med til at placere jordemødrene socialt og som en social gruppe i forhold til andre faggrupper. Yderligere fandt jeg, at retorikken, tonen og humoren er med til at sætte en stemning og skabe både mulighed for en personlig distance på den ene side og et socialt fællesskab på den anden side. Historierne blev nemlig ofte fortalt på et ‘overordnet’ plan, udtrykt ved „man“, „vi“ og „jordemødre“. Det skaber både mulighed for distancering til det, der beskrives, men giver samtidig jordemødrene autoritet og samhørighed, da de ved at tale i 3. person taler på hele standens vegne. Det handler altså ikke blot om, ‘hvad’ der bliver fortalt, men også om ‘hvordan’ det bliver fortalt. Det retoriske element i at bruge 3. person skaber på en og samme tid en distance og en samhørighed, á la „vi oplever hårde ting, men vi oplever dem alle sammen“. Herved kan jordemødrenes retorik også anskues som en ‘overlevelsesstrategi’.

Hierarkiet
En af de nyuddannede jordemødre fortalte: „Jeg kan godt lide at sparre med en peer, inden jeg taler med supervisor“. En anden, at hun ikke havde mod på at stille sig op foran lægerne til konferencerne.

Udtalelserne indikerer, at der er en tendens til, at hierarkiet på fødegangen spiller en væsentlig rolle i forhold til hvor, hvornår og hvordan de nyuddannede jordemødre sparrer og søger råd. Det er nemt at bede en „peer“ om at kigge med på en hjertelydskurve, men sværere at gå til jordemodersupervisor og lægen eller bede ældre og erfarne assistenter om hjælp.

De nyuddannede havde alle fået at vide, at de „endelig bare skal stille spørgsmål“. Men i virkeligheden er det dog mere indviklet end som så. En fortalte således om det at spørge om råd og vejledning: „Jeg har fået at vide, at jeg ikke er den, der har spurgt mest; men jeg er heller ikke den, der har spurgt mindst“. Bag denne udtalelse ligger tilsyneladende en præmis om, at der er et passende niveau for at spørge til råds. Det er nødvendigt at spørge om hjælp for ikke at begå fejl og for måske ikke at fremstå hovmodig. Men det er samtidig en balancegang, da for mange spørgsmål måske kan medføre tvivl hos ledelsenog de andre jordemødre om den enkelte jordemoders faglige kompetencer og formåen. Det er dog karakteristisk, at de nyuddannede hurtigt byder ind med deres syn og holdninger, når de taler med de mere erfarne jordemødre og jordemodersupervisorerne. I kontrast hertil erfarede jeg, at flere af de nyuddannede havde det sværere med relationen til nogle af de andre faggrupper.

Det normale og det patologiske
I forhold til at se på jordemødrene som en gruppe er det relevant at se på, hvordan de orienterer sig i forhold til deres sociale andre. Her er lægerne og forholdet til lægerne særlig centralt. Det er det både i et historisk perspektiv, men også i en aktuel kontekst. Historisk har særligt hospitaliseringen af fødslerne været afgørende for den ansvars- og arbejdsfordeling, der er mellem jordemødre og læger i forbindelse med fødsler. Jordemødrene arbejder på fødegangen under lægerne, så til trods for at der ikke altid er en læge tilstede under selve fødslen, er det lægernes instrukser og normer, der i dag gør sig gældende (Vallgårda, 1996, s. 187).

En af de nyuddannede jordemødre udtalte: „Lægen kommer med sit og sine briller, men de bliver jo altid kun kaldt, når der er noget, der er kompliceret. Så de ser alle de komplicerede ting, hvor vi ser alle de normale ting“.

Denne jordemoder adskiller på den måde jordemødrene fra lægerne i forhold til, hvilke ‘briller’ de ser på fødslen med. Lægerne tænker i ‘risiko’ og ser primært det ‘akutte’ og det, der afviger fra ‘normalen’. Jordemødrene ser og arbejder oftest med det ‘normale’. Dette synspunkt synes at være udbredt blandt jordemødrene på fødegangen, der som udgangspunkt ikke forbinder graviditet og fødsel med sygdom.

Typer af jordemødre
De nyuddannede jordemødre forsøgte bevidst og ubevidst at orientere og kategorisere sig i forhold til de andre jordemødre. Jeg blev optaget af kategoriseringen af forskellige typer af jordemødre, og jeg spurgte i mine interviews ind til dette og fik blandt andet følgende svar:

„Jeg tror stadig, jeg lidt er ved at finde ud af, hvilken type jordemoder jeg er …. når man taler om jordemødre, bliver det stillet lidt stereotypt op. Enten er du sådan en ‘hjemmefødselshippie’, der gør lidt, hvad du føler for, eller også er du sådan en ‘instruksrytter’, det er meget sådan. Jeg håber lidt, at man ikke behøver at vælge side i det“.

„Der er nogle, der er sådan evidensbaserede og gør meget, hvad der står i proceduren, og det tænker jeg, man gør meget, når man er nyuddannet, fordi det der med det erfaringsbaserede er der jo ikke helt så meget af endnu. Så der tror jeg automatisk, man kommer til at holde sig meget op ad evidensen og vores procedurer. Så er der de alternative jordemødre. Det vil jeg godt være“.

„Jeg er nok den meget naturvidenskabelige jordemoder. … temperamentsmæssigt er jeg til det akutte. For jeg synes, det er der, jeg kan gøre en forskel“.

De svar jeg fik, viste, at jordemødrene laver en kategorisering af jordemodertyper, og at der er nogenlunde konsensus om disse typificeringer. Der er endvidere en international konsensus i forhold til denne kategorisering (Hobbs, 2012). Kategoriseringerne er med til at definere, hvordan de nyuddannede jordemødre forholder sig til deres eget selvbillede. Jeg vil argumentere for, at jordemoderidentiteten kan opstilles på et kontinuum – et spektrum, hvor der i den ene ende er naturvidenskab og den anden ende det naturlige/det alternative. Eller sagt med andre ord og sat lidt på spidsen kan jordemødrene befinde sig i et spænd fra at være „instruksryttere“ til at være „hjemmefødselshippier“. Det er således muligt at befinde sig et sted i det spænd, der karakteriserer de to poler. Placeringen er forbundet til den enkelte jordemoders holdninger og faglige syn. Særligt synes jordemødrenes holdning og orientering i forhold til det medicinske at være central i forhold til, hvor de placerer sig selv.

De nyuddannede jordemødre oplever, at de kan være mere eller mindre i den ene eller anden ende – set ud fra denne kontinuumstanke. Men som det ene svar viser, kunne de nyuddannede også have et ønske om at være midt i eller helt udenfor. Uanset hvad, så oplevede jeg, at de nyuddannede jordemødre havde taget stilling i form af, at de havde forholdt sig til de forskellige typer.

Det er vigtigt at understrege, at kategorierne anskues som mobile og dynamiske. Der er derved ikke kun én kasse eller kategori at komme i som jordemoder, men jordemødrene kan bevæge sig mellem flere roller og identiteter, som kan være afhængig af den konkrete kontekst.

Ovenstående tankegang bygger på et socialantropologisk og interaktionistisk perspektiv, hvor identitet handler om at forstå, hvem vi selv er, og hvem andre mennesker er. Individers identiteter forstås altså som et produkt af gensidige forhandlinger mennesker imellem, fordi vi skaber os selv og hinanden i interaktioner, når vi identificerer og identificeres (Jenkins, 2006, s. 29). Derved handler det at indgå i et fagligt fællesskab ikke bare om at lære af fagets færdigheder, men det handler også om at forstå, hvem man er i forhold til andre.

At være nyuddannet
Der er på fødegangen en udbredt forståelse af, at læring er vigtig. Den forståelse blev givetvis forstærket af, at afdelingen på Skejby er en del af Aarhus universitetshospital, og at man her derfor opfatter uddannelse og forskning som en naturlig del af hverdagen. Det betyder, at der er en bred forståelse for, at de ansatte må tilsidesætte deres egne behov i fagets tjeneste, så de nye kan lære det. Således er det ved fordelingen af fødsler og arbejdsopgaver i starten af vagterne ofte de studerende, der vælger først. Men det skaber også en dramatisk forskel på det at være studerende, og det at være ansat. Til forskel fra det ofte individuelle studieliv er de nyuddannede blevet en del af et beredskab (fællesskab), der skal fungere døgnet rundt alle dage i året. Og her ender deres personlige ønsker i forhold til trivsel og læring ofte med ubevidst at blive tilsidesat til fordel for at få tingene til at hænge sammen.

De nyuddannede fokuserede selv på, hvordan ansvaret er et ganske andet, efter de er blevet færdige og nu arbejder under egen autorisation.

„Jeg synes, det var vildt, at de placerede mig på en stue med det ansvar“.

„Jeg håber, du kommer til at skildre de her sindssyge vilkår, det vilde arbejdsmiljø, nogle af de dilemmaer og det kæmpe store ansvar“.

At jordemødrene følte et andet ansvar, efter de var blevet færdiguddannede, var en holdning, der synes at være udbredt. Og at arbejdsforhold og -vilkår også påvirker de nyuddannedes trivsel, synes at være uomtvisteligt.

Den første tid som nyuddannet jordemoder er altså forbundet med en vis usikkerhed, hvor de nyuddannede ikke alene orienterer og placerer sig i forhold til de sociale andre, men også orienterer og placerer sig i forhold til jordemødrene. Derudover synes en del usikkerhed at være knyttet til organisatoriske forhold.

På afsnit for fødsler, Aarhus Universitetshospital, synes der at være en dramatisk forskel på at være studerende og ansat. Som ansat træder tid, trivsel, refleksion og læring for den enkelte i baggrunden i forhold til at få fællesskabet til at fungere og derved få tingene til at ‘hænge sammen’.

Hvilke konsekvenser det får i forhold til at fastholde jordemødrene på fødegangen kunne være interessant at undersøge.

Til sidst vil jeg gerne sige hjertelig tak for den hjælpsomhed og ikke mindst den åbenhed jeg er blevet mødt med hos både de fødende, jordemødrene og ledelsen. En særlig tak de jordemødre, jeg har fulgt tæt.

Referencer: 

  • Andreasen, K. B. (2015). Top 25: Disse uddannelser kræver det højeste karaktergennemsnit.   hentet fra http://nyheder.tv2.dk/samfund/2015-07-30-top-25-disse-uddannelser-kraever-det-hoejeste-karaktergennemsnit 
  • Hobbs, J. A. (2012). Newly qualified midwives' transition to qualified status and role: assimilating the 'habitus' or reshaping it? Midwifery, 28(3), 391-399. doi:10.1016/j.midw.2011.04.007
  • Jenkins, R. (2006). Social identitet (1. udgave ed.). Århus: Academica.
  • Kraft, M. S., og Houmark Andersen, I. (2016). Rangliste: Varme hænder har fået højere prestige blandt danskerne. Ugebrevet A4 online, 2016-05-03.
  • Lave, J., og Wenger, E. (red.). (2003). Situeret læring - og andre tekster. Kbh.: Hans Reitzel.
  • Vallgårda, S. (1996). Hospitalization of deliveries: the change of place of birth in Denmark and Sweden from the late nineteenth century to 1970. Medical history, 40(2), 173-196.  
  • Wenger, E. (2004). Praksisfællesskaber : læring, mening og identitet (1. udgave ed.). Kbh.: Hans Reitzel. 

 

 

Line Hansen er pædagogisk antropolog. Artiklen tager udgangspunkt i Lines speciale i pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet fra juni 2017. Specialet bygger på et tre måneders feltstudium på fødegangen på Aarhus Universitetshospital, hvor Line fulgte nyuddannede jordemødre.