Hvis man er gravid og skal føde for første gang, er der fifty-fifty risiko for, at man får brug for at understøtte kroppens egne veer ad medicinsk vej. Medicinsk vestimulation er således det hyppigst brugte indgreb under fødsler i Danmark. Alligevel skal man lede længe og ofte forgæves i både bøger og på hjemmesider, der har gravide som målgruppe, hvis man vil vide noget om de aktiverende dråber. I Sundhedsstyrelsens bog ’Barn i Vente’ skal man helt om i afsnittet ’Når noget går anderledes’ for at finde en enkelt sætning om det vestimulerende drop. På www.netjordemoderen.dk er der 0 hits på søgeordene ’vestimulation’ og ’vesvækkelse’. Hvis man leder med lup, finder man under rubrikken ’Små indgreb’ et lille afsnit om vestimulerende medicin.
’Veer i en plastikpose’ er titlen på en bacheloropgave fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Den viser blandt andet, at udbuddet af information om det hyppigt brugte indgreb er meget lille. Opgavens to forfattere, Marianne Jessen og Anne Maria Foldgast, har undersøgt, hvordan beslutningsprocessen mellem kvinden og jordemoderen forløber, når det vestimulerende drop skal tages i brug. Deres undersøgelse viser blandt andet, at kvinderne ved meget lidt om indgrebet, når de går i fødsel, og at de ikke oplever, at de inddrages i beslutningsprocessen, når der under fødslen sættes drop. På trods af manglende inddragelse i beslutningen siger kvinderne, at de er overbevist om, at det var blevet respekteret, hvis de havde sagt nej til at få sat et drop.
Uskyldigt indgreb
– Kvinden er et andet sted og efterlyser ikke at blive inddraget i beslutningsprocessen, fortæller Marianne Jessen med udgangspunkt i interview med syv kvinder, der indgik i den kvalitative undersøgelse. Yderlige har de to studerende interviewet otte jordemødre. De nybagte mødre blev interviewet på barselafdelingen i dagene efter fødslen – jordemødrene, der indgår i undersøgelsen er tilfældigt udvalgt og kender ikke de deltagende mødre. Langt de fleste af kinderne stilede mod en fødsel uden indgreb, men opfattede ikke det vestimulerende drop som et onde.
Jordemødrenes og kvindernes meget forskellige oplevelser af, om der finder et informeret valg sted før der sættes et vestimulerende drop, hænger sammen med den løbende kommunikation på fødestuen, mener Marianne Jessen. – Jordemødrene opfatter den samtale, de har med kvinden i løbet af fødslen – fx om at kvinden ikke har udvidet sig så meget – som et del af et informeret valg, der leder hen til en beslutning. Kvinderne oplever derimod, at jordemødrene siger, at ’nu er det en god ide, at du får et drop’. Jordemødrene forklarer, at nu giver de noget medicin, som er mage til det stof, kroppen selv producerer, siger Marianne Jessen. De adspurgte kvinder havde ikke fået information om mulige bivirkninger ved droppet og vidste altså ikke, at barnets hjertelyd kunne blive påvirket, og at der kunne ske en overstimulation. Den manglende information har påvirket kvindernes opfattelse af indgrebet, mener Anne Maria Foldgast:
– Kvinderne opfatter den manglende information som om, at der ikke er bivirkninger ved brug af Syntocinon. Og jordemødrene informerer ikke om risikoen for påvirkning af barnets hjertelyd, fordi de ved, at de kan skrue ned for droppet igen. Dermed opfatter de ikke overstimulering som en reel risiko, siger Anne Maria Foldgast.
En omsorgsbeslutning
Når jordemødrene ikke informerer kvinderne mere om det vestimulerende drop, hænger det sammen med, at de vil skåne de fødende, konkluderer Jessen og Foldgast i undersøgelsen.
– Det er en form for omsorgsbeslutning, jordemødrene tager, når de ikke informerer mere om indgrebet. De vil beskytte den fødende, der ofte er meget træt, når talen om vestimulation kommer på banen. Vi signalerer, at vi skal hjælpes ad – kvinden og jordemoderen – og at vi har styr på bivirkningerne. Kvinderne skal bagefter kunne gå hjem med en følelse af at have haft en god fødsel, siger Marianne Jessen, der selv har 25 års erfaring som jordemoder.
Tidspres, pres fra kolleger og afdelingsjordemødre, samt fødeafdelingens kultur og faglige retningslinjer spiller ind, når beslutningen om et vestimulerende drop bliver taget. Det var de færreste af de interviewede jordemødre, der havde tænkt nærmere over, at næsten hver anden førstegangsfødende får et vestimulerende drop. Ingen af jordemødre mente, at de selv hører til blandt dem, der lægger flest drop.
– I det ligger der, at jordemødrene ikke mener, at det vestimulerende drop er en optimal løsning. Det er godt at have muligheden, men den skal bruges med omhu, siger Marianne Jessen.
– Jordemødrene fortalte, at de ofte bruger andre metoder som for eksempel akupunktur eller brystvortestimulation før, de griber til droppet. Men afdelingens retningslinjer og presset fra kolleger er også med til at sætte rammer for, hvor meget den enkelte fødsel får lov til at variere tidsmæssigt. Der er også et pres fra de kommende forældre, der ofte gerne vil have en tidsramme for fødslens afslutning, siger Anne Maria Foldgast.
Oplæg til debat
Marianne Jessen og Anne Maria Foldgast understreger, at deres undersøgelse bygger på få deltagere. Men de håber alligevel, at den kan være med til at sætte fokus på den hyppige brug af medicinsk vestimulation og videre på den normale spontane fødsel. Det er også deres håb, at der i skriftlig og mundtlig information til de gravide vil blive lagt mere vægt på vesvækkelse – hvorfor opstår den, hvor længe den må vare og hvordan kan den forebygges og behandles?
– Vi hørte, at jordemoderkonsultationen ikke fylder meget i kvindernes bevidsthed, men vi ved også, at kvinderne intenst søger information andre steder. Så vi har en vigtig rolle med at informere grundigt og sagligt, så kvinderne er godt forberedt til fødslen, siger Marianne Jessen.
