• Print
  • Bookmark and Share

Depression, selvrealisering og antidepressiv medicin

Årgang 2009, nr. 1

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at stigningen i forbruget af antidepressiv medicin er betydeligt større hos gravide end i befolkningen som helhed. Det rejser spørgsmålet, om gravide kvinder er særligt depressionsudsatte og om samtidens store krav om bl.a. selvrealisering tydeliggøres i forbindelse med graviditet.

Af: Anders Petersen, sociolog

Graviditet er for de fleste en sød ventetid fyldt med lykkelige forventninger om babyens komme. Imidlertid er der tegn på, at et stigende antal gravide ikke oplever graviditeten som hverken sød eller lykkelig. Tal fra Sundhedsstyrelsen publiceret i 2007 (se faktaboks s. 16) viser, at der fra 1997 til 2006 er sket en 8-dobling af antallet gravide, der bruger antidepressiva i graviditeten og op til tre måneder efter fødslen. I 2006 tal svarer det til 2,4 procent af samtlige fødsler i Danmark. Er denne stigning et udslag af, at gravide førhen var underbehandlede for depression, og at lægerne ikke længere er bange for at give gravide antidepressiv medicin? Det synes at være den foretrukne psykiatriske forklaring.

Denne artikel vil præsentere en anden forklaring. Her forklares stigningen i forbruget af antidepressiv medicin blandt gravide ved hjælp af en sociologisk analytik. Tesen, der udfoldes i artiklen, lyder således: En negativ konsekvens af samtidens selvrealiseringskrav er depression. Gravide kvinder kan forekomme særligt depressionsudsatte, da graviditeten kan opfattes som hæmmende for, at de kan leve op til kravene. Begrundelsen for denne tese vil foregå i tre trin. Først vil jeg forsøge at angive de selvrealiseringskrav, som samtidens individer mødes med. På det andet trin vil jeg beskrive den samfundsmæssige og medicinske opfattelse af, hvad en depression er. På det sidste trin vil jeg fokusere på forestillingen om antidepressiv medicin som løsningen på depression.

Trin i
Selvrealisering – et krav snarere end et gode
I kraft af de sidste ca. fire årtiers socioøkonomiske samfundsudvikling er idealet om selvrealisering kommet i højsædet. Det er blevet muligt for os at fokusere på det øverste trin i Maslows behovspyramide, hvor ledetråden er individets fuldbyrdelse. Som konsekvens heraf opfattes selvrealisering som et ypperligt gode, som ingen kan tage fra os. Derfor ser vi, at kontinuerlig selvudvikling, personlig udvikling og selvindsigt til stadighed danner referencerammen, når samtidens livsprojekter skal udfoldes. Selvrealisering fremstår som omdrejnings- og udgangspunkt for vores handlinger og gennemsyrer måden, vi både tænker arbejds- og privatliv på. Men hvorfor er selvrealisering så centralt et behov? Fordi selvrealisering former den individuelle identitet, der former vores liv.

Måden, vi realiserer os selv på, er dermed den vigtigste markør for vores identitet. Og da vores identitetsudformning aldrig er færdig - er uden endemål - bliver indholdet så betydningsfuldt. Men her bliver det delikat. For valg af selvrealiseringsindhold er ingenlunde kun et individuelt valg. I samfundet hyldes en bestemt normativ opskrift på, hvad den succesfulde selvrealisering indebærer. Vi er alle bekendt med opskriftens krav - de er samtidens plusord. Vi skal være fleksible, innovative, mobile, initiativrige, forandringsvillige, omstillingsparate, handlekraftige osv., hvis vi vil gøre os forhåbninger om en succesfuld tilværelse. Pointen er dobbeltsidig. For det første angiver disse normer noget ønskværdigt og normalt. Deres modpol gør det tydeligt idet de rigide, ufleksible, handlingslammede osv. er ikke ønskede og nærmest unormale. For det andet fremstår kravene svære at definere og derfor uendelige. For hvad indebærer det egentlig at være fleksibel, omstillingsparat, foranderlig osv.? Blot en ting er sikker. Man kan aldrig blive for fleksibel, omstillingsparat, forandringsvillig osv. Derfor kræves konstant opgradering. Det gælder i særlig grad i forhold til arbejdsmarkedet, hvor fleksibiliteten, omstillingsparatheden osv. bestandigt eksamineres. Men også privatlivet er berørt. Familien er fx ikke længere en ”naturlig” institution, men består af selvrealiserende individer, der ustandseligt forhandler om familieplanlægningen.

Set i det perspektiv er selvrealisering vævet ind i de samfundsmæssige forventninger om, hvordan samtidens individ bør være beskaffent. Et enormt socialt tryk for at leve op til normerne om det handlekraftige og energiske selv, er derfor genereret – et tryk, det er svært at sige fra over for. Derfor fremstår effektuering af selvrealiseringskravene som en nærmest konstant proces. Følgelig prøver samtidens individer på at minimere selvrealiseringsbarriererne, alt imens de forsøger at indløse kravenes indhold. Det drejer sig her om at afskaffe unødvendige bindinger, altid stå på spring til nye udfordringer og ikke låse sig fast til noget alt for konkret eller specifikt. Evig aktivitet synes at være midlet til målet om evig selvudvikling. Samtidigt hermed skal kravenes indhold virkeliggøres. Det er som sagt svært. Det eneste, der reelt kan gøres, er at efterleve spejdernes motto: Vær beredt.

Det interessante ved denne udvikling er det pres kravene sætter individet under. Selvrealiseringsarbejdet tager nemlig altid udgangspunkt i, at det er individets inderste selv, som skal give fremdrift til selvrealiseringen. En grundlæggende præmis i selvrealiseringstanken er, at den enkelte kan grave dybt i sig selv og frembringe de fornødne ressourcer til efterlevelse af kravene. Det betyder naturligvis, at presset på individets psykiske årvågenhed er stort. De mentale cylindre skal så at sige stemple på højtryk, hvis individet skal være i stand til at omsætte kravene til handling.

Trin ii
Depression – patologisk handling eller psykisk sygdom

Hvilken sammenhæng er der mellem ovenstående selvrealiseringskrav, depression og forbruget af antidepressiva blandt gravide? For at besvare det spørgsmål, må vi se nærmere på, hvad en depression er.

Depression har aldrig været et entydigt begreb. Snarere har det udviklet og udvidet sig over tid. Og dog er det nærmest overvældende, når man konfronteres med det utal af forskellige depressionstypologier, der forekommer nu til dags. Vi hører fx om begreber som vinterdepression, agiteret depression, maskeret depression, dobbelt depression, mandlig depression, præmenstruel depression, fødselsdepression og endda om atypisk depression. Med en sådan mangfoldighed i depressionsformer, er fænomenet depression naturligvis åbent for forskellige forståelsesrammer.

Alligevel synes en bestemt forståelsesramme at have sejret og dermed ”løst” problemet med depressionens mangetydighed. I dag fremtræder psykiatrien nemlig som ekspertdisciplinen, når depressionens egenart og behandling skal fastlægges. Hos depressionsdiagnostikkens frontløbere, hvilket i Danmark vil sige de praktiserende læger, følger man derfor de psykiatriske diagnosekilder, når diagnosen depression skal stilles. I den forstand har psykiatrien autoritativ eneret på definitionen af, hvad en depression er. Dette materialiseres i det opslagsværk, der benyttes som diagnostisk manual. I Danmark følges WHO’s diagnoseinstrument, den såkaldte ICD-10.

Det interessante i denne sammenhæng er dennes kategorisering af træthed, manglende koncentration, søvnløshed, ubeslutsomhed og ikke mindst hæmning som symptomer på depression og dermed som depression. Inddragelsen af disse symptomer viser en stigende grad af elasticitet i depressionens symptomkatalog, og dermed i dens praktiske anvendelse, som ikke har fundet sted før. Tidligere fokuserede man i udpræget grad på depression som psykisk lidelse, og dermed på de aspekter af depressionens symptomatologi, der understøttede dette. Man fokuserede i medicinsk og samfundsmæssig forstand på depression som stemningsforstyrrelse. I vor tid åbner depressionselasticiteten for handlingskategorier som lidelsessymptomer, der opsamles i en bred kategori og beskriver depression. I den forbindelse falder særligt begrebet hæmning i øjnene. Begrebet fremhæver manglende aktivitet og energi, fravær af handling og passivitet og afsavn af glæde og godt humør som hæmningsindikatorer og dermed som soleklare tegn på depression. Hæmning beskriver således en problematisk tilstand, hvor individet handikappes af dens aktivitetsdøvende virkninger. Hæmningsbegrebets centrale placering kan derved ses som et udtryk for, hvordan depressionsforståelsen i højere grad fokuserer på individuelle fejl og mangler, hvis tilstedeværelse forhindrer individet i at komme med på de normales klassebillede, end på depression som en entydig psykisk lidelse.

Set i det lys kan følgende postuleres: Depression fremstår nu til dags som en utilstrækkelighedspatologi, hvor det deprimerede individ kendetegner noget, der er i stykker. Her er det vigtigt at fastslå, at det deprimerede individ er i stykker, fordi det ikke (længere) kan generere de handlingsressourcer, der skal til for at realisere sig selv. Den vedvarende aktivitetsopladning, som nutidens selvrealiseringskrav kræver, magter den deprimerede ikke at foretage. Når man er deprimeret, er evnen til at fastholde selvrealiseringen simpelthen brudt ned, hvorfor det står tilbage i hæmningens stilstand.

Det er på den baggrund, at graviditet kan være en hæmmende tilstand. Graviditeten kan simpelthen opfattes som en barriere for selvrealiseringen, en situation af stilstand og dermed som en hæmsko for at kunne leve op til gældende normer. Graviditeten kan opleves som årsag til ikke-handlen, foranlediget af de udfoldelsesbegrænsninger, som graviditeten afføder. Graviditeten kan dermed blive det fysiske karakteristikum på følelsen af egen utilstrækkelighed i forhold til ikke at kunne handle på samfundets krav og honorere dets forventninger. Der er således ikke tale om, at den gravide blot er forkælet, og at hun begræder tabet af selvrealiseringsmuligheder. Nej, hun er, i bogstaveligste forstand, tynget af omstændighederne, hvilket kan tippe over i depression. Det ydre pres omsætter sig som et indre pres, der udmatter snarere end bemægtiger: Virker handlingslammende snarere end handlingsinitierende.

Trin iii 
Antidepressiv medicin som handlingsteknik
Accepteres ovenstående analyse, kan man bestemt ikke fortænke den gravide i, at antidepressiv medicin bliver den foretrukne behandlingsform. Det er tilmed meget forståeligt. Man kan nemlig opfatte medicinen som en slags psykisk GPS, der kan guide hende til den rette selvrealiseringsdestination. Antidepressiva kan i den forbindelse betragtes som eksponent for en handlingsteknik, der kan lede et vildfarent individ tilbage på den rette handlingsvej. Eftersom hæmning per definition afstedkommer det modsatte af aktivitet, nemlig passivitet, kan antidepressiva opfattes som ”afhæmmere”, der udraderer den individuelle passivitet. Den forståelse af antidepressiva passer som hånd i handske med ICD-10’s behandlingsforståelse. Det gælder om at reparere sin psykiske defekt og viske sine utilstrækkeligheder bort.

Pillerne bærer på en bestemt normativ forståelse, der understøtter de generelle samfundsmæssige forventninger om vedvarende selvrealisering - personlig aktivitet og handling. Når kravenes beskaffenhed belaster et stigende antal gravide til udmattelse, rekrutteres antidepressiva derfor som de ”opkvikkende” afhæmmere, der gerne skulle fritage kvinderne fra depressionens selvrealiseringsunderskud. Det stigende forbrug af antidepressiva blandt gravide har en lang række konsekvenser. Her skal blot nævnes, at et stort antal kvinder kommer i fare for at blive fanget i en slags medicinsk vedligeholdelsesprogram. Problemet er, at mange bliver afhængige af pillerne – både af deres virkning og af angst for at vende tilbage til tilstanden før pillerne. Hermed risikerer indtaget, ganske utilsigtet, altså at blive kronisk.

 

Litteraturliste
Bovbjerg, Kirsten Marie (2005): “Selvrealisering i arbejdslivet”, i Svend Brinkmann & Cecilie Eriksen (red.) Selvrealisering. Kritiske diskussioner af en grænseløs kultur. Århus: Klim.

Ehrenberg, Alain (2000) [1998]: La Fatique d’être soi. Dépression et Société. Paris: Odile Jacob.

Healy, David (1997): The Antidepressant Era. Cambridge, Mass. & London: Harvard University Press.

Honneth, Axel (2005): ”Organiseret selvrealisering. Individualiseringens paradokser” i Marie Østergaard & Rasmus Willig (red.) Sociale patologier. København: Hans Reitzels Forlag.

Jackson, Stanley W. (1986): Melancholia and Depression. From Hippocratic Times to Modern Times. New Haven: Yale University Press.

Klein, Donald F. & Wender, Paul H. (1993): Understanding Depression. Oxford: Oxford University Press.

Petersen, Anders (2005): ’Depression – Selvets utilstrækkelighedspatologi’, i Willig, Rasmus & Østergaard, Marie (red.) Sociale Patologier. København: Hans Reitzels Forlag.

Sundhedsstyrelsen (2007): Forbrug af antidepressive midler i forbindelse med graviditet og fødsel 1997-2006. Sundhedsstyrelsen: København.

Anders Petersen (1973) er ph.d., adjunkt i sociologi på Aalborg Universitet.
Han har skrevet om depression, bl.a. i afhandlingen ’Depression - vor tidsalders vrangside’ fra 2007. Udover universitetsgerningen underviser han på Folkeuniversiteter rundt omkring i landet og fungerer desuden som foredragsholder. Anders Petersen kan kontaktes på apt@socsci.aau.dk.