Hvad skaber en god jordemoder? Et spørgsmål som ikke blot er aktuelt på Jordemoderuddannelserne men også i klinisk praksis, hvor hverdagen ofte skaber nye udfordringer. En ting synes dog at stå klart. En god jordemoder har både tillært sig en mængde viden og indøvet en række erfaringsbaserede kundskaber. Dette sker med det mål at kunne mestre en udfordrende praksis. Det er ad den vej, at der gennem flere år har været fokuseret på forholdet mellem viden og tavs viden i jordemoderens praksis. Der synes således at være enighed om, at jordemoderen ikke blot skal tilegne sig akademiske kompetencer, men fortsat må lade praksis konsolidere de kundskaber, som tavst former de gode karakteregenskaber. Jeg mener imidlertid, at hele denne diskussion mangler en dimension. Når vi således taler om viden, må vi nødvendigvis inkludere uvidenhed. Samtidig må vi i talen om tavs viden også inddrage ’tavs uvidenhed’ (jf. figur).
Viden og uvidenhed
Jordemoderen besidder en stor mængde viden. Hun har med andre ord begreb om den mangfoldige praksis. I takt med den kolossale videnproduktion i sundhedsvæsenet må jordemoderen imidlertid hele tiden opdatere sin viden. Det er her uvidenheden viser sig at være frugtbar. Det er netop gennem ydmyghed i relation til det, jordemoderen ikke ved, at ny viden skabes. Uvidenhed skal derfor ikke forstås statisk og negativt, som manglende kapital i videnbanken. Uvidenhed skal derimod forstås dynamisk, som en særlig tilgang til viden. Trods jordemoderens årelange erfaring på fødegangen, giver hun sig selv ret til at være uvidende, hvilket åbner for ny viden og mulig afkræftelse af fordomme og formeninger. Uvidenhed er med andre ord en nødvendig mulighedsbetingelse for ny viden.
 |
Tavs viden og tavs uvidenhed
Den tavse viden henviser til grebet i praksis. Gennem erfaring har jordemoderen tilegnet sig et godt greb i praksis, hvorigennem de mange forskellige situationer håndteres. I sundhedsvæsenet bliver der ofte lagt meget vægt på denne tavse viden og umiddelbare tilgang til praksis. Den tavse viden vil således kunne bruges som redningsvest når den truende akademiseringsbølge vælter indover land. Stadig oftere hører man derfor sætninger såsom: ’en ting er teori, noget andet er praksis’, ’det er ikke alt man kan læse sig til’ osv. Jo mere tavse og umiddelbare vi er desto bedre. Problemet er blot, at den nødvendige og frugtbare tavse viden kan udvikle sig til tavs uvidenhed. I modsætning til den førnævnte bevidste uvidenhed vil denne tavse uvidenhed være særdeles ufrugtbar. Den tavse uvidenhed viser sig som faglig blindhed. Der skabes en klinisk skulderklapforening, hvor erfarne praktikere bekræfter hinanden i det, der anses for korrekt klinisk praksis. Et andet ord for tavs uvidenhed er faglig forkalkning. Vi gør det, vi altid har gjort for det er nu engang det bedste. Der skabes immunitet over for det ukendte, og det kendte stadfæstes. Der eksisterer således en hårfin grænse mellem tavs viden og tavs uvidenhed, som kræver opmærksomhed.
Ydmyghed
Det centrale budskab er, at der ikke blot er forskel på viden og tavs viden. Der er tilmed stor forskel på uvidenhed og tavs uvidenhed. Uvidenhed er en nødvendig forudsætning for ny viden, hvor den tavse uvidenhed kan være en forhindring for opøvelsen af nye kundskaber i jordemoderens praksis. Konklusionen må således være, at den gode jordemoder med fordel kan forholde sig ydmyg, både når det gælder ny viden og tavs viden.