• Print
  • Bookmark and Share

Den multietniske udfordring

Årgang 2002, nr. 9

Et greb i egen faglig barm: Er jordemødre generelt for dårlige til at tage hånd om gravide og fødende fra andre kulturer? Ja beklageligvis, mener to jordemødre, der har specialiseret sig i svangreomsorg for indvandrerkvinder. De mener, at ligestilling indebærer, at der gøres forskel.

Af: Helle Broberg Nielsen, journalist

Jo, vist er det besværligt. Når den fødende ikke forstår, hvad der bliver sagt. Når panikken lyser ud af øjnene og smerteskrigene eskalerer. Når tolken enten er forsinket - eller slet ikke er til at få fat på. Når ens forsøg på at kommunikere med fagter og håndspålæggelse tydeligvis opfattes som tabu-overskridende. Når ægtemanden til den forpinte højlydt skælder ud og kræver en anden jordemoder - eller helst en overlæge - nu! Når man samtidig hele tiden skal have sin halve opmærksomhed på fødslen på nabostuen. Når alle kan se, at denne fødsel jordemoderfagligt betragtet er løbet helt og totalt af sporet.
Det er ofte med afsæt i frustrerende erfaringer med fejl-kommunikation og værdisammenstød at alene et eksotisk navn på vandrejournalen kan komme til at rejse en mental barriere i jordemødres bevidsthed.
- Mange jordemødre mener, at indvandrerkvinder fylder for meget fordi de kræver en helt anden form for omsorg end danske fødende. Nogle jordemødre føler sig desuden provokeret over visse dele af deres traditioner og kultur. Her kunne man ønske, at de som fagpersoner ikke ville lade personlige værdier række ind over deres professionelle virke. Jeg vil nok ikke bruge ordet diskrimination, men der bliver faktisk ikke taget særligt godt hånd om disse kvinder. Vi bliver ikke desto mindre nødt til at vænne os til, at vi lever og arbejder i et mere sammensat samfund i dag, siger jordemoder Hanne Gylche, der er ansat på Hvidovre Hospital, hvor hun tager sig af gravide indvandrerkvinder fra Somalia.

Brug for faglig selvrefleksion
Gylche underviser desuden i faget Familiedannelse på Jordemoderskolen i Købehavn. Her har hun sat en række timer af til oplysning om kønsroller og familiestruktur i andre kulturer - et emne, hun mener generelt bør have langt højere prioritet i såvel grunduddannelsen til jordemoder, som i form af efteruddannelsestilbud og temadage på de enkelte arbejdspladser
- Vi har brug for meget mere viden på dette her område, konstaterer hun.
Den århusianske jordemoder, Githa Cajus Pedersen, deltager i et to-årigt, tværfagligt sundhedsprojekt, der har base i Gellerupplanen i Århus - et almennyttigt boligområde med mange indvandrere. Også hun arbejder med somaliske kvinder, som tilhører en stor flygtningegruppe, der endnu ikke er særlig velintegreret i det danske samfund. Projektet har netop til formål, dels at indsamle noget af den manglende viden på området, dels at afprøve forskellige metoder, der kan skabe nogle mere hensigtsmæssige skabeloner for sundhedsoplysning til diverse indvandrergrupper.
Hun siger:
- Vi har som jordemødre brug for en faglig selvrefleksion omkring indvandrere. Vi skal vide, hvor vi selv står i forhold til disse kvinder; ellers bliver vi utroværdige. Fx har jeg personligt ændret holdning med hensyn til kvindelig omskæring, så jeg ikke længere vil være med til at sy kvinden sammen igen efter fødslen. Til gengæld provokerer emnet mig ikke mere, fordi jeg ved, at sagen er langt mere nuanceret end som så, og holdningerne slet ikke er så bastante, som det ofte fremstilles. Med hensyn til indvandreres, ofte noget anderledes, forhold til aftaler og tid, så forklarer jeg dem direkte, at JEG gerne vil have at de kommer til tiden, så andre gravide ikke skal vente for længe. Og så har jeg i øvrigt bestemt mig for selv at være fleksibel. Det er under alle omstændigheder mere hensigtsmæssigt at møde kvinderne med imødekommenhed frem for fordømmelse, siger Githa Cajus Pedersen, der mener, at jordmødrene som faggruppe bliver nødt til at tage udfordringen fra nydanskerne alvorligt.

Ikke kun for ildsjæle
- Og det gør vi ikke professionelt nok, når det kun er ildsjælene, der tager opgaven på sig. 15 procent af de fødende i Århus-området har en anden etnisk baggrund end dansk, så det er efterhånden en ganske omfattende gruppe. Hvis vi mener noget med begrebet sundhedsfremme, og tror på, at alle skal have lige adgang til at udnytte de muligheder, sundhedsvæsenet giver, bliver vi nødt til at sørge for at der er passende tilbud til alle grupper af fødende, fastslår Githa Cajus Pedersen.
Hun oplever selv, at det virkelig batter, når indvandrerkvinder får - og forstår! - den oplysning, de har brug for. Ja, det kræver ofte tolkebistand. Og ja, man kommer ikke uden om, at der skal tegnes, fortælles og forklares ud fra helt andre præmisser end jordemødre er vant til, når de rådgiver Mette og Charlotte.
- Systemet har endnu ikke erkendt, at der her er nogle særlige behov, vi skal være opmærksomme på. Jo, der skal gøres forskel! Det gør vi jo i forvejen, når det gælder danske fødende med særlige behov. Det er desværre en udbredt opfattelse i sundhedsvæsenet, at integration i stor udstrækning er indvandrernes eget anliggende. De må bare sørge for at tilpasse sig og lære dansk. Dermed kan man ikke påstå, at der er lige adgang til sundhedsydelserne for alle i Danmark, siger Githa Cajus Pedersen.

Møde de gravide hvor de er
Både hun og Hanne Gylche protesterer i øvrigt mod tendensen til betragte indvandrerkvinder som én samlet befolkningskategori. Der er selvklart stor forskel på den unge, veluddannede andengenerations-pakistaner og den noget ældre somali-kvinde, der er gravid med sit sjette barn, men som aldrig har set en anatomisk tegning af en livmoder. Udgangspunktet må være at behandle den enkelte som et individ, der er gravid og skal føde et barn. Og så rådgive og støtte hende, der hvor hun befinder sig, understreger de samstemmende.
Jo, tak, lyder det fra Rushy Rhasid, journalist, foredragsholder og forfatter til bogen "Et løft af sløret". Rhasid, der desuden er uddannet tolk og bl.a. har arbejdet i sundhedsvæsenet, hvor hun også har holdt foredrag for sundhedspersonalet om etniske grupper, fødte sit første barn for ca. et år siden.
- Det var påfaldende, at sygehuspersonalet gik ud fra, at jeg ikke talte dansk, når de på journalen havde set mit "underlige" navn. Jeg blev simpelthen tiltalt på en anden måde end de danske patienter, husker Rushy Rhasid, der også noterede sig, at der ikke var mange indvandrere blandt deltagerne i hospitalets fødselsforberedelseskurser og informationsmøder; tve-kønnede arrangementer om så intime emner som graviditet og fødsel motiverer ikke ligefrem muslimske kvinder til at møde op.
- Kvinder, der for nyligt er blevet familiesammenført med deres mand i Danmark, står fx ofte på helt bar bund. De taler ikke dansk og deres viden om eksempelvis seksuallivet og prævention er meget begrænset. Her kommer mandens families indstilling til det danske sundhedsvæsen til at spille en afgørende rolle for, hvordan hun gør brug af de tilbud, der er til gravide. Ofte vil hun få de fleste informationer af sin svigermor og svigerinder. Som regel vil det netværk være det vigtigste for hende, også når hun er gravid, siger Rushy Rashid.

Pas på med at "gå ud fra"
Selvom hun er vokset op i Danmark og er dansk gift, oplevede Rushy Rashid under sin fødsel hvor hendes egen grænse skal trækkes, når det gælder kønsmæssig ligestilling; da hun netop skulle til at gå i fødsel, mødte en to meter høj mandlig jordemoder i vagt.
- Da måtte min mand lige forklare, at jeg nok har en lidt anderledes blufærdighed end danske kvinder, og om vi ikke nok kunne få en kvindelig jordemoder. Den mandlige jordemoder tog det meget pænt. Ork, sådan er der skam også danske kvinder, der reagerer, forsikrede han. I det hele taget skal vi alle sammen være varsomme med at "gå ud fra" noget alene med henvisning til etnicitet eller religion, lyder Rushy Rashids råd.
- Det er jo fx en udbredt antagelse, at alle muslimske mænd er nogle værre mandschauvinister. Begge mine brødre har imidlertid været med til deres børns fødsel. Min ene bror var nødt til at tage sig særlig meget af barnet de første dage, fordi hans kone havde fået kejsersnit. Da han i besøgstiden skulle til at skifte ble på sin søn, rejste min mor sig omgående og ville tage over, og min far udbrød "se, dét kommer der ud af at gifte sig med en dansk kvinde". Men min bror insisterede på selv at gøre det. Måske skulle sundhedspersonalet forsøge at være lidt mere opmærksomme på, at der faktisk er ved at ske nogle vigtige holdningsmæssige skred hos de lidt bedre integrerede indvandrere. I stedet for at tage udgangspunkt i forældede antagelser, der måske passer for nogle, men ikke for andre, siger Rushy Rashid.