• Print
  • Bookmark and Share

Den gode fødsel

Årgang 2005, nr. 7, Den gode fødsel

Det står godt til på de danske fødestuer. De nybagte forældre beretter om jordemødre, der er og bliver på fødestuen under hele fødselsforløbet. De beretter også om, hvordan jordemødrene oftest formår at imødekomme parrenes ønsker og forventninger. Det viser en antropologisk undersøgelse af 42 graviditeter og fødsler. Undersøgelsen nuancerer desuden billedet af gravide som kontrolfikserede med hang til kejsersnit og igangsættelser. tillid til jordemødrenes og lægernes faglige kompetence og empatiske evner er vigtigst.

Af: Anne-Marie Kjeldset

- Parrene oplever, at I er på fødestuen, så I er meget kritiske over for jer selv, når I mener, at I ikke gør det godt. Kommentaren kom fra Camilla Gohr, den ene af de to forskere, der står bag undersøgelsen med titlen Den Gode Fødsel.

Kommentaren var målrettet de mange jordemødre og få læger, der var mødt op den 6. juni i Odense til fremlæggelsen af rapporten med samme navn.

Rapporten viser, at de fleste par, der indgår i undersøgelsen, oplever, at jordemoderen er på fødestuen det meste af tiden, og at jordemødrene er gode til at bevare kontinuiteten på trods af vagtskift i løbet af fødslen. Det passer dårligt med billedet af fødende, der ligger alene på stuen til presseveerne sætter ind eller med billedet af abrupte fødselsforløb, hvor jordemoderskift undervejs ødelægger kontinuiteten i omsorgen og behandlingen.

Det passer også dårligt med en opfattelse, som mange jordemødre deler med hinanden, nemlig opfattelsen af at de farer fra den ene fødestue til den anden, og dermed ikke kan give den omsorg, som de gerne ville.

- Ingen forskning er objektiv, og selvfølgelig kan det ikke helt undgås, at vores tilstedeværelse under fødslen har haft en vis effekt og påvirket både personale og de fødende, sagde Anne Mette Bertelsen til et spørgsmål fra salen om, hvor meget deres tilstedeværelse kan have påvirket det, der foregik på fødestuerne.

Men de to forskere holder fast i, at det de har beskrevet ligger meget tæt på virkeligheden, og at det er urealistisk at forestille sig, at jordemødrene i væsentlig grad ændrer adfærd, fordi de bliver observeret af en antropolog.

- Vi har da også set mindre flatterende forløb, sagde Anne Mette Holme Bertelsen og gav et eksempel på en jordemoder, der ofte forlod fødestuen, fordi hun havde andre gøremål på gangen. Det kunne dog ikke undgå antropologens opmærksomhed, at samme jordemoder oftest opholdt sig i vagtstuen, når hun ikke var på fødestuen.

Jordemoderens fravær påvirkede dog ikke parret negativt. De opfattede hendes hyppige fravær som tegn på, at alt var normalt. Ellers ville hun jo ikke forlade dem, mente parret.

Faglig forbrødring
Undersøgelsen af den gode fødsel er blevet til i et samarbejde mellem Jordemoderforeningen og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG). Erfaringen viste, at de to faggrupper taler forbi hinanden i diskussionen om den mest hensigtsmæssige måde at lede fødslen på, og at diskussionen ofte brænder inde i faglige argumenter i en debat om naturlighed og normalitet. I stedet ønskede lægerne og jordemødrene at sætte fokus på brugernes, de kommende forældres, forventninger og oplevelser før, under og efter fødslen. For at vende fokus valgte man at gennemføre et forskningsprojekt, der skulle belyse, hvad fødende i Danmark opfatter som en god fødsel. Tanken om et storstilet kvantitativt spørgeskemaprojekt blev droppet og erstattet af et antropologisk feltstudie i erkendelse af, at der mangler kvalitativ viden på området.

De to foreninger tog herefter kontakt til tre medicinske antropologer, der ud fra en antropologisk tilgang har gennemført det kvalitative studie. Studiet bygger på interview med 42 førstegangsfødende par tre uger før fødslen og tre uger efter fødslen samt på observation af deres fødsler. Af forskellige grunde var det kun muligt for antropologerne at deltage i 38 ud af de 42 fødsler. Interview med det personale, der var tilstede ved fødslen, indgår også i undersøgelsen. Interview og observation foregik over otte måneder i 2004 på Holstebro Centralsygehus, Skejby Sygehus, Slagelse Centralsygehus og Rigshospitalet. undersøgelsens resultater er beskrevet i rapporten ’Den gode fødsel’, der kan rekvireres ved henvendelse til lim@remove-this.jordemoderforeningen.dk.

I rapporten begrunder forfatterne brugen af den antropologiske metode til studiet af den gode fødsel således:

”Baggrunden for at benytte en antropologisk tilgang til studiet af ’den gode fødsel’ er todelt. For det første skal den ses i sammenhæng med det medicinsk-antropologiske fokus på krop, sundhed, sygdom og lidelse. Inden for denne forskningstradition studeres fænomener som disse ud fra en forståelse af, at de er andet og mere end biologiske og fysiske størrelser. Som andre kulturelle og almenmenneskelige fænomener skal en fødsel således også forstås som en socialt og kulturelt konstrueret begivenhed, der varierer over tid og sted. Den er med andre ord ikke et isoleret fænomen, det giver mening at tale om, uden samtidig at fokusere på den kontekst, hvori fødslen finder sted. Fødselserfaringer relaterer sig til de rammer, som fødslen foregår indenfor. Hvad der sker med ens krop, hvordan fødslen udspiller sig, og hvordan man bliver en familie tillægges mening af de enkelte på baggrund af deres personlige bagage, de normer og den moral, der præger det omgivende samfund i en given tidsperiode.
For det andet er fødslen en så skelsættende begivenhed, der har betydning for kvinder og mænds livsforløb og -indhold, at det til stadighed udfordrer forskning. Antropologisk forskning kan bidrage til viden om, hvilken betydning fødslen har i den danske befolkning i dag. Og nærværende undersøgelse tilgodeser behovet for at udforske et felt, der antropologisk set er sparsomt afsøgt i dansk kontekst.”.

Forventninger
Undersøgelsen deler de kommende forældres forventninger i tre grupper. Den ene gruppe af forventninger bygger på, at naturen har indrettet kvinden, så hun kan føde uden indgreb.

Erik, kommende far:
”Jo, det er lettere at få et kejsersnit, og det er lettere at få en epiduralblokade, men det er også et eller andet med, at den største ting, man kan opnå, det er at få et barn. Men det med at man oplever, at man kæmper fan’me for, at skidtet kommer ud, og vi arbejder sammen mod at få vores barn til verden…Så det ikke bare bliver et eller andet [fløjter], imens Anne læser morgennyheder – hey, her er et barn. Jeg synes, det er fair nok, at folk vælger på forhånd at få et kejsersnit, fordi de er bange for smerten. Men det er et eller andet med, at de største ting opnår man ikke bare ved at sætte sig ned og læse avisen, dem opnår man ved at arbejde”... Den anden gruppe af forventninger går på, at teknik og indgreb er en ”naturlig” del af en fødsel.

Susanne, kommende mor:
”Hvis man siger naturligt, ’tilbage-til-stenalderen’- naturligt, så er det selvfølgelig den rigtige vej, den vaginale vej. Men i dag lever vi i 2004, så det ene er lige så naturligt for mig som det andet. Det må være et spørgsmål om valg, ligesom det er et spørgsmål om valg med alle mulige andre ting”.

Og endelig er der den tredje gruppe, hvor udgangspunktet er, at ”vi tager det, som det kommer”. Den sidste gruppe er langt den største og undsiger, ifølge de to forskere, billedet af gravide og fødende som kontrolfikserede med hang til kejsersnit og igangsættelse af fødslen. De gravide og deres partnere indtager altså ikke en antiautoritær stilling i forhold til de fagfolk, de møder, men forventer, at jordemødre og læger kan og vil imødekomme deres ønsker og behov, og at de er kompetente på deres områder.

Pernille, kommende mor:
”Vi ved jo ikke, hvad vi går ind til, men håber på den letteste og mest ukomplicerede måde at få et barn under de omstændigheder, som vi ikke kender. Det er ikke til at sige, hvilken fødestilling der vil være behagelig, og det er ikke noget med epidural for enhver pris eller kejsersnit ’åh nej’. Det er, som tingene kommer. Det er mest, om vi løbende får den støtte, og at vi bliver hørt”.

Hos det enkelte par vil der være tale om et mix af de tre forventningstyper, men med overvægt på én type af forventninger. Hos de par, der forventer at føde uden indgreb, vil selve fødslen ofte blive betragtet som en sidegevinst til det at få et barn. Selve fødselsoplevelsen bliver et gode i sig selv og står i kontrast til en opfattelse af fødslen som noget, der skal overstås. Man kan ikke ud fra undersøgelsen påvise, at par med én type af forventninger oftere får en god fødsel end par med en anden type af forventninger.

- Det man kan sige, er, at I nok har mest arbejde med de kvinder, der forventer en naturlig fødsel og med de kvinder, der forventer brug af teknik som for eksempel kejsersnit, men vi kan ikke ud fra undersøgelsen sige, at den ene gruppe kommer bedre ud af fødslen end den anden, fortalte Anne Mette Holme Bertelsen. Flere jordemødre i undersøgelsen giver udtryk for, at åbenhed er et godt udgangspunkt, fordi en fødsel altid er uforudsigelig.

Der skal rundes af
Resultaterne viser, at en god fødsel ikke nødvendigvis er en fødsel, der forløber, som parret havde forestillet sig. Det vigtigste er, at forældrene føler, at de bliver hørt og respekteret på fødestuen, og at de sammen med personalet kan finde en mening og en sammenhæng i det, der sker – også når fødslen udvikler sig i en retning, de ikke havde forudset. Det afgørende er ikke, om parrets forventninger til fødslen indfries, eller om fødslen er smertefri, men derimod om jordemødre og læger hjælper dem til at håndtere den uforudsigelige og (ofte) grænseoverskridende fødsel.

De fleste fødsler rummer altså et potentiale for, at forældrene opfatter det som en god fødsel. Men for at det skal lykkes, skal der skabes en forhandlingsproces, hvor parrenes forventninger, ønsker og handlinger anerkendes af personalet. Personalet skal kort sagt være til stede – ellers kan de ikke observere kvindens nonverbale meldinger – og de skal være lydhøre over for kvindens og mandens ønsker og behov. Det forventes, at personalet informerer om fødslens udvikling, både verbalt og via deres kropssprog, så parrene herigennem får opfyldt deres behov for tryghed tillid og kontrol. Personalets egne forventninger og holdninger må aldrig stå i vejen for en åben dialog med parret om deres ønsker for fødslen. Når de gør det, brydes det, der i antropologsprog kaldes fødselsfortællingen, og det kan være svært at rette op på parrets tillid til personalet.
Resultatet kan blive, at kvinden ved næste fødsel stiller krav om et forløb hun kan styre – behovet for kejsersnit på mors ønske er dermed skabt. Fødselsfortællingen starter allerede i gravi diteten og slutter ikke på fødestuen. Fødselsoplevelsen farves også af tiden efter fødslen, hvor fx modstridende informationer, som var et klagepunkt fra flere af parrene, kan kaste skygger over den samlede oplevelse.

De færreste fødesteder tilbyder en efterfødselssamtale med den jordemoder, man har født med. Det er ifølge rapporten problematisk, bl.a. fordi parrene har behov for at afrunde deres fødsel via en samtale med deres jordemoder, når eventuelle uforståelige hændelser og oplevelser under fødslen, fylder i bevidstheden. I mangel af bedre udtrykte flere par glæde over den samtale om fødslen, som antropologerne gennemførte i form af interview tre uger efter fødslen.

Kontinuitet og kendthed - ord med mange betydninger
For nogle indebærer kontinuitet, at der ikke er jordemoderskift under fødslen. For andre betyder det, at den gravide og jordemoderen kender hinanden inden fødslen. En tredje opfattelse går på, at jordemoderen er hos den fødende under hele forløbet.

Ifølge nyere forskning på området knytter oplevelsen af kontinuitet sig imidlertid ikke så meget til den enkelte jordemoder som til meningssammenhængen i selve den omsorg, der drages for den fødende på tværs af eventuelle personaleskift. Det væsentlige er således ikke, om man møder flere jordemødre under fødslen, eller om man har mødt jordemoderen forud for fødslen (continuity of carer), men snarere at der skabes kontinuitet i det forløb, man gennemgår (continuity of care).
Sammenholder man denne indsigt med undersøgelsen af den gode fødsel, viser det sig i første omgang, at mange par forud for fødslen forestiller sig, at det ville være ideelt, hvis det var deres konsultationsjordemoder, der var tilstede under selve fødslen.

Og i de relativt få tilfælde hvor den fødende får en jordemoder, hun har mødt i forbindelse med en eller flere jordemoderkonsultationer, ser både parret og jordemoderen det også som en fordel.

Det interessante er, at til trods for at de fleste par forud for fødslen drømmer om at få en ’kendt’ jordemoder under fødslen, er der ingen, der efter fødslen omtaler det som en ulempe, at det gik anderledes i praksis. Flertallet af parrene er glade for, at de fik den jordemoder, de nu engang fik. På samme måde forventer en del par, at det vil være en ulempe, hvis de undervejs i fødslen oplever et jordemoderskift, mens det stik imod forventningen kun sjældent skaber negative erfaringer.

Undersøgelsens resultater, der viser, at det personlige kendskab mellem jordemoderen og den fødende kvinde er af mindre betydning, vakte undren blandt jordemødrene ved præsentationen af undersøgelsen.

- Vi har gode erfaringer med at kende hinanden i hjemmefødselsordningen i Vestsjællands Amt. Særlig når kvinden er smertepåvirket, kommer kendskabet fuldt til sin ret, sagde Sabine von Stamm, der er ansat i ordningen.

Formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, fandt, at undersøgelsens design gør, at den ikke entydigt kan fastslå, at personkendskab har væsentlig betydning.

- Muligheden for at kende sin jordemoder har ikke været til stede i parrenes forventninger - hvordan kan man så konkludere på deres erfaringer med kendthed eller mangel på samme? spurgte Lillian Bondo.

Til det svarede Mette Bech Risør, antropolog og konsulent på undersøgelsen:

- Det realistiske, det der er hverdag i fødselshjælpen, er, at der bliver tilbudt kontinuitet i omsorgen, og derfor har vi kun kunnet undersøge det.

Forberedelsen i graviditeten
Scanning er et hit for de vordende forældre. For dem er scanningen en oplevelse i sig selv, der giver dem et konkret bevis på, at de skal være forældre. Scanningen giver forældrene inspiration til at ’narrativere’ på højtryk, som det udtrykkes i rapporten, og i mange fortællinger indgår scanning som den vigtigste begivenhed blandt de kontakter, de har med systemet. Særligt mændene udtrykker tilfredshed med scanningerne, og mange ønsker sig flere scanninger for at ”få vished for at det går godt”.

Derimod betragtes besøgene hos jordemoderen generelt ikke som højdepunkter. Nogle udtrykker undren over, at jordemoderen ikke af sig selv fortæller mere om graviditet og fødsel, fordi det som førstegangsfødende kan være svært at vide, hvad man skal spørge om. For andre tages den åbne dialog fra jordemoderens side dog som et udtryk for, at konsultationen kommer til at handle om netop deres graviditet. Flere er skuffede over, at der er så kort tid hos jordemoderen – de oplever kontakten med jordemoderen som meget faktuel. Kvindernes manglende udbytte ved at gå til jordemoder kommer til udtryk ved en udtrykt undren over, at de både skal til deres praktiserende læge og til jordemoder i løbet af graviditeten.

Blandt de par, der har erfaring med én eller flere former for fødselsforberedelse, forholder mange sig kritisk til de temaer, der bliver taget op under fødselsforberedelsen. De fleste synes, det er positivt, at man får undervisning i de former for smertelindring, det pågældende fødested kan tilbyde: hvordan virker det, og i hvilke situationer kan det være relevant at bringe det på banen for den fødende. Dog beretter enkelte, at information omkring fx epiduralblokade er farvet af, hvad den, der står for undervisningen, personligt mener om denne bedøvelsesform.

En gravid refererer, at hun til fødselsforberedelse hører en jordemoder sige, at nogle vil føle sig snydt ved at få en epiduralblokade, for så oplever de ikke en ’rigtig’ fødsel. Og en far beklager, at kejsersnit slet ikke er et tema under den fødselsforberedelse, han har fulgt. Han forstår det ikke, idet han henviser til, at en betydelig procentdel af de tilstedeværende i lokalet antageligt vil komme til at føde ved kejsersnit:

Erik, kommende far:
”Vi sidder omkring 15 par, det skulle virkelig undre mig, hvis der ikke var en af os, der skulle gennemgå et kejsersnit. Det var de slet ikke inde på. I stedet for ligesom at åbne op og sige: ’der er nogen er jer, der får kejsersnit, og så kommer I over til nogle læger, og så kommer I på en anden afdeling, så sker der nogle andre ting’.
På den måde er det dem, der skaber tryghed ved at informere om det. Så man ved, hvad man gennemgår, når man kommer og får et kejsersnit. Alle har jo erfaringer med det fra bekendte eller venner, som har været igennem nogle oplevelser. Og mange har skrækscenarier sat op. Det er de skrækscenarier, de lever med og i, og som kan gøre, at de vælger at sige med det samme: ’jeg skal bare have et kejsersnit, for jeg skal slet ikke igennem alt det der’. […] Der er en masse utryghed forbundet med det, i bund og grund fordi folk ikke er blevet informeret om, hvad sker der med kejsersnit? Altså det med at faren lige pludselig kommer til at stå med et barn alene, og han er ikke forberedt på, at det overvælder ham med følelser”.



Den gode fødsel kort

  • 42 gravide og fødende indgår i studiet
  • Fødselsfortællinger og observation under fødslerne danner baggrund for resultaterne
  • Holstebro Centralsygehus, Skejby Sygehus, Slagelse Centralsygehus og Rigshospitalet indgik i undersøgelsen
  • undersøgelsen er gennemført af Anne Mette Holme Bertelsen og Camilla Gohr, medicinske antropologer
  • undersøgelsen er iværksat i et samarbejde mellem DSOG og Jordemoderforeningen
  • undersøgelsen er betalt af Sundhedsstyrelsen, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og af de to foreninger

Undersøgelsen viser

  • At den gode fødsel afhænger af, at der etableres en forhandlingsproces, hvor forventninger og ønsker anerkendes
  • At parret hele tiden skal være orienteret om ændringer i forløbet i forhold til det forventede
  • At en god fødsel ikke afhænger af, at parrets forventninger indfris
  • At en god fødsel ikke nødvendigvis er en let fødsel Rapporten ”Den gode fødsel”

 

 

Camilla Gohr (tv) og Anne Mette Holme Bertelsen er antropologer. De har i samarbejde med Jordemoderforeningen og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi sat fokus på de mekanisme, der udløser oplevelsen af at have haft en god fødsel.