• Print
  • Bookmark and Share

Den enkle og nødvendige ammevejledning

Årgang 2017, nr. 3

Ammesnakken er rykket til jordemoderkonsultationen i uge 35, og selve ammevejledningen på Viborg Sygehus er skåret helt ind til benet. Alt sammen en stor lettelse for jordemødrene.

Af: Freelancejournalist Laura Elisabeth Lind

Det var en appelsin, der faldt ned i turbanen. For den fyldte et vakuum ud efter noget, der var savnet.

Sådan beskriver jordemoder Lotte Thrige den nye ammevejledning, der kun består af fire nødvendige ammeråd, og som flere og flere fødeafdelinger nu tager til sig. Hun er i dag vicechefjordemoder ved Hospitalsenhed Vest på svangre-barselafnittet i Herning. Men for få år siden var hun ansat som jordemoder på Viborg Sygehus og var her en af nøglepersonerne i et omfattende forskningsprojekt*, der havde til formål at forbedre den danske ammevejledning, når det kommer til de mange tidlige udskrivelser efter fødslen. Viborg Sygehus var forinden et af de sygehuse, der havde fulgt det spædbarnsvenlige initiativ. Men i 2011 mistede sygehuset sin certificering, da det ikke længere var muligt at blive recertificeret i Danmark. Derfor manglede personalet en ny rettesnor for ammevejledningen.

- Det gav rigtig god mening for os at være med. Vi manglede simpelthen et fælles fagligt udgangspunkt, fortæller Lotte Thrige og fortsætter:

- Det spædbarnsvenlige initiativ havde en meget omfattende information. Her var tanken, at jo mere man forberedte forældrene, jo bedre ville de være kørende omkring amning. Men en del jordemødre oplevede denne information til mødrene som total overkill. Derfor var de også rigtig glade for den forenklede projektvejledning.

Fra foråret 2013 blev den enkle ammevejledning afprøvet på fem sygehuse, herunder Viborg Sygehus, og sammenlignet med fem andre sygehuse, der fortsatte med at gøre som normalt. Alle fødeafdelinger i Danmark var på forhånd blevet spurgt, om de ville være med, men kun de 10 af dem ønskede at deltage. De resterende begrundede deres nej tak til at deltage med, at de i forvejen deltog i anden omfattende forskning, eller at det var for dyrt for dem at sende alt personale på et todages undervisningsforløb, hvilket i praksis svarede til en omkostning på 1-2 årsværk per fødested.

Hensigten med vejledningen var at introducere en evidensbaseret enkel ammevejledning, der var skræddersyet til de mange tidlige udskrivelser. I alt deltog 3.600 mødre fra de ti sygehuse i forskningen, og via spørgeskemaer blev det bl.a. undersøgt hvor mange, der ammede seks måneder efter fødslen, og hvor mange, der blev genindlagt indenfor den første uge efter fødslen. Og personalet på de fem fødeafdelinger blev på forhånd undervist i de fire råd, i evidensen bag rådene og fik trænet deres kommunikation, så den styrkede forældrenes tro på egen formåen. Det viste sig, at den nye vejledning var med til at reducere antallet af genindlæggelser markant samt forbedrede chancen for længere ammeperioder.

Første ammesnak i uge 35
Ammesnakken blev rykket til jordemoderkonsultationen i 35. graviditetsuge, hvor den gravide altså for første gang blev introduceret til vejledningen. Tidligere lå den samtale i uge 29. I stedet for at udlevere en række pjecer og gennemgå en ammejournal gav jordemødrene nu blot et postkort til de gravide. På postkortet stod de fire ammeråd, og bagpå kortet var der et link til en film om tilbagelænet amning, som indgår i de fire ammeråd.

- Tidligere var der for mange informationer om amning. Mange gravide var slet ikke parate til at få al den information allerede i uge 29. Og det kunne være svært at formidle ammebudskabet på en måde, hvor man ikke lagde så meget fokus på det fantastiske ved amning, at det var svært for kvinderne at få øje på den kattelem, der også skal være for dem, der ikke ønsker at amme. Med den nye metode fik vi et redskab, som gjorde den del nemmere.

Også på fødestuen og barselgangen var den enkle vejledning en stor gevinst - både for jordemødrene og for forældrene.

- Man begyndte ikke at snakke om brystbetændelse og alt muligt andet, hvis ikke det blev efterspurgt. Det vigtigste var at have fokus på det, der var relevant lige her og nu. Det gav forældrene ro og tid til at lære barnet at kende, fortæller Lotte Thrige, der sammen med en sygeplejerske var bindeleddet til sygeplejerske og ammeekspert Ingrid Nilsson, som står bag den nye ph.d. og forskningsprojektet om den enkle ammevejledning. I tæt samarbejde rettede de, og kontaktsygeplejersker og -jordemødre fra de fire andre interventionssygehuse, vejledningen til, så den fungerede i praksis.

De fire ammeråd
Men før det kom dertil, havde Ingrid Nilsson undersøgt, hvad det er, som understøtter de fysiologiske mekanismer, der gør, at moderen får godt gang i mælken inden for de første tre døgn, og at barnet på samme tid omstiller sig til at få mad med intervaller. Fire råd gik igen og igen, når hun dykkede ned i litteraturen. Og de råd lagde derfor grundstenene til den nye vejledning.

Det første råd i den nye ammevejledning er hud mod hud. Så meget som muligt og primært hos moderen. For forskning viser, at hvis barnet ligger hud mod hud, holdes det i en homostatisk tilstand, hvor det ikke forbruger mere energi, end det har behov for. Dets hjerte og lungefunktion er bedre. Barnet bliver også holdt varmt og skal ikke selv bruge energi på det. Alt dette understøtter barnets omstillingsevne - barnets metaboliske adaption eller tilstand - så det kun bruger energi på at spise.

- Desuden sikrer hud mod hud, at moderen udskiller oxytoxin, så hun kommer i gang med at danne mælk, siger Ingrid Nilsson og tilføjer:

- Samtidig vil moderen respondere bedre på barnets signaler, når de ligger hud mod hud, og det har stor betydning for, om man lægger barnet til brystet, når barnet siger til, forklarer hun. Også den hyppige amning viste sig at være så vigtig for et vellykket ammeforløb, at den blev taget med som et af rådene. Barnet skal ammes, når det vil, og mindst otte gange i døgnet. Når barnet bliver lagt hyppigt til brystet, støtter det moderens mælkedannelse. Det forebygger forsinket mælkedannelse og hermed også risikoen for et kortere ammeforløb. Desuden øger det mælkeproduktionen på længere sigt, mindsker brystspændingen og risikoen for gulsot, der kan gøre barnet så sløvt, at det ikke vil spise.

- Og hyppig amning understøtter den metaboliske adaption, fordi blodsukkeret ikke falder så meget. Det gør det automatisk lige efter fødslen. Men der er hjælpemekanismer i barnets krop, som gør, at blodsukkeret kommer op igen. Og de fungerer bedst ved at få tilført mors mælk tit, fordi fedtstofferne og proteinerne i mælken er med til at danne sukker, så blodsukkeret holdes konstant, forklarer Ingrid Nilsson, der samtidig understreger, at flere kvinder, der har fået rådgivning ud fra den nye ammevejledning, selv oplever den hyppige amning som et problem - svarende til 75 procent - mens det kun gælder 71 procent af kvinderne, der følger den gængse vejledning.

- Så det kalder på, at sundhedspersonalet skal diskutere denne ambivalens med kvinderne - at flere oplever, at det er problematisk at amme så hyppigt - men at vi jo samtidig ved, at den hyppige amning medvirker til at formindske gulsot, som er langt den hyppigste grund til genindlæggelse for de nyfødte, siger Ingrid Nilsson og retter fokus mod det tredje råd:

Tilbagelænet amning eller anden god stilling, hvor mor og barn har tæt fysisk kontakt. Her bliver barnets suttereflekser stimuleret bedst muligt. Og hvis barnet sutter godt, stimulerer det også moderens mælkeproduktion. I denne stilling ligger mor og barn automatisk helt tæt hud mod hud, og barnet trækker ikke i brystet under amningen. Det minimerer smerter og risikoen for tidligt ammeophør.

- Her bruger barnet mange af dets neonatale reflekser, så det selv finder ud af at spise. Hvis det får lov til blive klar til at tage brystet i sit eget tempo, finder barnet ud af at tage fat om brystet. Derfor har en del af interventionen også handlet om, at personalet skulle give tid og rum til dette første gang efter fødslen. Langt de fleste tager brystet af sig selv inden for den første time efter fødslen. Man skal derfor ikke forcere den her proces, fortæller Ingrid Nilsson.

Hun havde egentlig besluttet sig for at lave en ammevejledning bestående af kun tre råd. Men efter noget tid kom en efternøler til: Amning som en fælles forældreopgave. For litteraturen talte sit tydelige sprog. Når faderen er aktiv og støttende omkring amning, bliver ammeperioden ofte længere, og sandsynligheden for, at moderen fortsætter amning, selvom der opstår problemer, er også større.

Nyt ammeparadigme
På Viborg Sygehus mærkede jordemødrene tydeligt, hvordan faderen tog rollen til sig ved fx at støtte op med puder og sætte sig ind i amning og babys første afføring. Og pludselig var det fædrene, der var i den anden ende af røret, hvis der var ammeproblemer efter udskrivelsen.

- Vi kunne se på fædrene, at de fik en helt anden åbenhed og nysgerrighed, fordi de fik en vigtig rolle. Vi så pludselig fædre tage over og lægge deres børn hud mod hud, når mødrene havde brug for en pause, siger Lotte Thrige, der samtidig peger på, at hud mod hud er et indsatsområde, hvor mange jordemødre fremover kan gøre en forskel:

- Det er virkelig en god investering, som vi jordemødre godt kan blive endnu bedre til at understøtte. Vi skal få fortalt, hvor vigtigt det er, at moderen får tøjet af igen, når de kommer hjem fra sygehuset, så de fortsætter hud mod hud i de første dage. Det er en investering i amning og i tilknytningen til barnet, som har store fordele i det videre forløb. Hun ser den nye ammevejledning som anledningen til et kærkomment paradigmeskifte:

- Førhen informerede vi om alt, hvad man kunne rende ind i af udfordringer. Nu vejleder vi den enkelte familie om det, der er brug for - her og nu. Det gør det enkelt for familien og øger sandsynligheden for, at de kan huske at anvende den viden, de har fået. Og dermed føler de sig mindre usikre, siger hun.

*Less is more. Early discharge following birth – How do we support mothers to effective breastfeeding?
PhD dissertation:
Ingrid Maria Susanne Nilsson
Århus Universitet, 2016 

Læs også artiklen "Ny opdateret ammevejledning på trapperne" (nr. 3/2017)