• Print
  • Bookmark and Share

De nyfødte overfodres

Årgang 2012, Nr. 11, Hormoner og neuroner

Mindre mad med kortere intervaller. Det er, hvad nyfødte maver er skabt til, dokumenterer Nils Bergman og anbefaler på baggrund af sin nyeste forskning amning en gang i timen, døgnet rundt.

Af: Connie Mikkelsen, journalist

- Puha, det er lige så hårene rejser sig på armene. Hold fast, hvor det rammer, udbryder jordemoder Pernille Rolighed, Kolding, da hun og resten af forsamlingen har lyttet til dr.med. Niels Bergmans sidste indlæg på temadagen i Odense.

- Jeg har helt dårlig samvittighed. Som vi dog har proppet de børn med mad, fortsætter hun og forsøger at feje et billede af tvangsfodrede franske gæs med abnormt store levere væk fra nethinden.

Den ubehagelige association er opstået, efter Niels Bergman med formler og matematiske udregninger har påvist, hvor meget – eller rettere hvor lidt – en nyfødt babys mavesæk er skabt til at rumme, nemlig 15-20 ml., omtrent som størrelsen på en valnød, og har sammenholdt det med de uhyrlige mængder af mad, vi i misforstået godhed i adskillige generationer har proppet i de små maver.

Overfodringssyndromet
- Hvor tit fodrer I jeres nyfødte i Danmark, spørger han ud i salen. Da ingen vover at svare, foreslår han nogle muligheder: med tre timers intervaller? Seks timer? Otte timer? Eller efter behov?

Nils Bergman påpeger, at der i princippet er frit slag, eftersom verdenssundhedsorganisationen, WHO, ikke giver nogen anbefaling om ammefrekvens. Efter hans opfattelse er det ellers et helt basalt spørgsmål, og tilmed et spørgsmål, som kan besvares.

Han præsenterer en række videnskabelige facts for den intenst lyttende forsamling. For eksempel at mavesækkens volumen hos en nyfødt er afhængig af barnets fødselsvægt, og at tommelfingerreglen er syv ml mavesæk pr. kilo barn. En nyfødt på tre kilo har derfor en mavekapacitet på omkring 21 ml.

Men hvordan kan det så være, at langt de fleste børn sutter lystigt videre, længe efter at de tre minutter er gået?

Nils Bergman forklarer, en at babymave tømmes på 60 minutter, hvorefter blodsukkeret falder. Derfor er afstand mellem måltiderne på meget over en time noget, der udfordrer en nyfødt, som er programmeret til at antage, at sult er en livstruende tilstand. Barnet reagerer altså med at spise mere, end maven egentlig er skabt til at rumme, når han eller hun erfarer, at der går op til tre-fire timer imellem serveringerne, med det resultat, at barnets mavesæk overfyldes og udvides, og barnet kommer til at lide af reflux, som Nils Bergman i stedet kalder ’The Gastric Overfilling Syndrome.’ En tilstand som er forbundet med smerte for barnet.

- Mavesækken er en ballon, som kan udvides. Jo oftere den udvides, jo større bliver den, og det nyfødte barns mavesæk kan udvides til det tredobbelte i løbet af kort tid, forklarer han.

Desværre har det utilsigtede sundhedsmæssige konsekvenser, selv om de fleste børn tilpasser sig en konstant tilstand af overfodring.

- Leveren belastes, glukoseniveauet forhøjes og på længere sigt stresser det organismen og øger risikoen for diabetes, understreger Nils Bergman, inden han udstikker den anbefaling, som han mener, WHO burde give alle verdens kvinder:

- Moder Natur ønsker, at I skal amme jeres børn en gang i timen. Præcist samme interval som den nyfødtes trygge, uforstyrrede søvn falder i. Now isn’t that a funny coincidence? spørger han og mener, at naturen for så vidt har indrettet det hele utroligt logisk.

Hvis man regner efter, vil amning i timedrift heller ikke kræve mere tid af moderen, påpeger han for at imødegå den modstand en sådan anbefaling naturligvis vil medføre. - Hvis en kvinde ammer i 20 minutter otte gange i døgnet, giver det tilsammen 160 minutter, hvorimod amning i tre minutter en gang i timen giver 72 minutter, argumenterer han.

Noget at tænke over
Flere jordemødre føler sig bagefter dybt ramt af Nils Bergmans budskaber.

- I mange år har jeg faktisk haft det skidt med de mængder mad, vi giver vores præmature. Det virker naturstridigt, siger Mette Hejslet, Hjørring, der synes, at hun virkelig har fået noget at tænke over, særligt i forhold til early feeding.

- Nu ved vi, at det at gylpe meget ikke er en naturlig del af at være præmatur. Det er en del af at blive overfodret. Det er altså lidt af en aha-oplevelse for mig, og hvor er det bare ærgerligt, at der ikke er nogen med fra vores neonatalafdeling, fortsætter Mette Hejslet. Også jordemoder Liv Søholm fra Hjørring tager Nils Bergmans anbefalinger til sig.

- Jeg ved ikke, om han mener det med amning i timedrift helt bogstaveligt, men i hvert fald står det klart for mig, at vi har overfodret vores børn. Særligt de præmature, siger hun, inden Lillian Bondo knytter en afsluttende kommentar til Bergmans 60 minutter.

- Hvis hans studier holder stik, sætter det anderledes streg under anbefalingerne om at følge barnets eget behov., tilgodese barnets behov for fødetryghed, og ved kunstig ernæring give de små og hyppige mængder, som barnets mave er beregnet til, understreger hun.