Danske gravides forbrug af paratacemol

Håndkøbspræparater, der indeholder paracetamol, er det mest anvendte lægemiddel hos gravide kvinder. Tidligere studier har rapporteret, at 30-56 % af de adspurgte kvinder brugte paracetamol i første trimester. Baggrunden for at netop dette præparat anbefales, når en gravid har behov for smertestillende eller febernedsættende medicin, er, at det opfattes som sikkert i forhold til barnet. Nogle studier har imidlertid antydet en mulig association mellem moderens indtag af paracetamol og fosterskadelige påvirkninger såsom kryptorkisme hos drengebørn. I Danmark valgte man i 2013 at gøre salget af større mængder paracetamol receptpligtigt. Siden da har ingen studier undersøgt de gravides forbrug, skriver Ersbøll et al. i det studie, der her omtales.

Med det formål at beskrive gravides forbrug af paracetamol i tiden umiddelbart før samt i den tidlige graviditet iværksatte Ersbøll et al. deres studie. Retrospektive og tværsnitsdata om medicinforbrug blev indsamlet ved hjælp af ’Copenhagen Pregnancy Cohort’, der baserer sig på Rigshospitalets web-baserede oplysningsskema. Dette sendes til alle kvinder, der er visiteret til at føde på Rigshospitalet, og som booker tid til nakkefoldscanning. Spørgsmålene heri omhandler bl.a. livsstilsfaktorer, obstetrisk anamnese, samt medicinforbrug. Med sidstnævnte afdækkes forbrug både op til og under graviditeten. Spørgsmålene drejer sig om eventuelt indtag (ja/nej), hyppighed af forbrug (dagligt, 1-2 gange per uge, < 1 gang per uge), samt typen af præparat.

Efter eksklusion på grund af bl.a. abort og omvisitering til andre hospitaler bestod den endelige studiepopulation af 8.650 kvinders. Besvarelserne fandt sted i perioden september 2012 til maj 2014 og den gennemsnitlige gestationsalder ved besvarelse var ca. 10 uger. Af resultaterne fremkom det, at paracetamol fortsat var det hyppigst anvendte lægemiddel, hvilket var i overensstemmelse med fund fra tidligere studier. I de tre måneder op til graviditeten havde 35,2 % af kvinderne anvendt et præparat med paracetamol, mens der var et tydeligt fald i forbruget i den tidlige graviditet i forhold til tidligere undersøgelser. Ved tidspunktet for besvarelsen rapporterede 6,5 % af kvinderne at have indtaget lægemidlet (n 563). Af disse havde 0,2 % et dagligt forbrug, mens 0,7 % havde et forbrug 1-2 gange om ugen. Kvinder med hyppigt forbrug af paracetamol under graviditeten var bl.a. karakteriseret ved at være rygere, have BMI ≥ 25, have kroniske, somatiske eller psykiatriske sygdomme og ved i højere grad at være uplanlagt gravide.

Forfatterne konkluderer, at forbruget af paracetamol er faldet siden salg af paracetamol blev begrænset i 2013. Dette antyder, at lovgivning kan have en positiv effekt på nedbringelse af forbrug af lægemidler. 

Ersbøll AS, Hedegaard M, Damm P et al. Changes in the pattern of paracetamol use in the periconception period in a Danish cohort. Acta Obstet Gynecol Scand. 2015; DOI:10.1111/ aogs.12667. 

“Our study has strengths and limitations. First the recall period was very short (no more than 5 months)… Additionally, the response rate was very high… The outcome of pregnancy was not known at the time of completing the questionnaire, which reduces the risk of selective reporting.”

Ersbøll AS, Hedegaard M, Damm P et al. Changes in the pattern of paracetamol use in the periconception period in a Danish cohort. Acta Obstet Gynecol Scand. 2015; DOI:10.1111/ aogs.12667.