• Print
  • Bookmark and Share

Brug anbefalingerne som trædesten

Årgang 2009, nr. 6

Jordemødre kan og skal anvendes bredere. Det mener Danske Regioner, der lægger op til mere fleksible faggrænser for at imødekomme manglen på sygeplejersker og læger.

Af: Anne-Marie Kjeldset

- Der er stor søgning til jordemoderuddannelsen, I er dygtige, og så er der mangel på læger og sygeplejersker. Så set fra regionernes stol skal I bruges til meget mere: på svangre- og barselafdelinger, på neonatalafsnit, på fertilitetsklinikkerne og til ultralydsscanning, sagde Janet Samuel, kontorchef i Danske Regioner til deltagerne på Landskonferencen.

Ifølge kontorchefen er der blandt politikere en gryende forståelse for nødvendigheden af det lange træk, altså at der i højere grad skal satses på forebyggelse og sundhedsfremme.

- Vi vil generelt se mere fokus på forebyggelse. Vi kan ikke længere behandle os til længere levetid. Nu er det forebyggelse, det handler om, sagde Janet Samuel.

De samme politikere er, stadig ifølge kontorchefen, også indstillet på at tage de svære diskussioner, der handler om faggrænser. Manglen på hænder i sundhedsvæsnet, skærpede krav til behandling af høj kvalitet og pres på økonomien har fået politikere på alle niveauer til at interessere sig for, hvordan og af hvem opgaver i sundhedsvæsnet løses bedst muligt.

Taskforce
- Manglen på arbejdskraft er en alvorlig barriere for udfoldelse af sundhedspolitikken. En af løsningerne til at sikre et mere effektivt sundhedsvæsen er fleksible faggrænser. Men hvordan laver man de grænser? Og hvordan uddanner man faggrupper til at løfte nye opgaver? sagde Janet Samuel, der er med i den såkaldte taskforce.

Taskforcen blev nedsat som et resultat af trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter og har til opgave at komme med forslag til en strategi for fleksibel opgavevaretagelse, glidende faggrænser og en mere hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse. Taskforcen kommer om kort tid med en afrapportering, der blandt andet kommer til at rumme en samling eksempler på opgaver, der kan løses anderledes, samt en beskrivelse af de organisatoriske ændringer det vil kræve, og af de kulturelle forandringer, der vil opstå. Med en utålmodig sundhedsminister på sidelinjen, der truer med at lovgive sig til mere fleksibilitet, er det sandsynligt, at taskforcens afrapportering offentliggøres før sommerferien.

Kamplystne politikere
- Man brugte ikke de nye anbefalinger for svangreomsorgen som anledning til at lade jordemødre varetage alle undersøgelser af gravide. Men måske det øgede fokus på opgaveglidning og afrapporteringen fra taskforcen kan give jer en anledning til at komme videre i den sag. Brug anbefalingerne som trædesten, foreslog Janet Samuel.

Men er der realiteter bag kontorchefens opmuntrende ord om, at jordemødre bør og skal tænkes ind,når stillinger på for eksempel fertilitetsklinikker opslås ledige? Sker der noget på de indre linjer i regionerne og i Danske Regioner, ville en af konferencens deltagere vide. Eller vil der stadig være magtkampe, der skal tages lokalt, når faggrænser skal nedbrydes?

- Der er vinduer til forandring. Politikerne er meget opmærksomme på potentialer og muligheder i opgaveglidning og indstillet på at tage diskussionen og kampen op, siger Janet Samuel.