Bilmekaniker opfinder redskab til fødsler

Et trick til at trække nedsunkne propper ud af vinflasker kan måske være med til at redde tusindvis af mødre og børn og nedbringe mængden af kejsersnit.

’Odón Device’ er et nyt, billigt instrument til fremhjælpning af barnet i fødslens andet stadie. Instrumentet har muligvis potentiale til at blive hurtigere at anlægge og en bedre løsning end sugekop og tang, samt et alternativ til kejsersnit.

I flere århundreder har jordemødre og fødselslæger benyttet sig af de samme redskaber til at forløse børn, der sidder fast i fødselskanalen.

Innovation skulle komme fra et noget uventet sted. I sit værksted i Buenos Aires så bilmekaniker Jorge Odón for få år tilbage et trick på YouTube til, hvordan man trækker en nedsunken prop ud af en tom vinflaske. Det er ganske simpelt. Man tilter flasken, propper en plastikpose ned gennem halsen, og puster luft i posen, som samler sig om proppen. Så trækker man let proppen ud af flasken.

Jorge Odón tænkte, at samme metode kunne bruges til at hjælpe under besværlige fødsler. Han opsøgte sin families obstetriker, og overbeviste ham om idéen. Bilmekanikeren optog derefter et patent, og begyndte så at bygge en prototype, som han afprøvede på sin datters dukke.

Fik innovationspris

Hvor usandsynligt det end må synes, så kan opfindelsen måske være på vej fra værkstedet i Buenos Aires til fødestuer verden over.

’Odón Device’, som det kaldes, vandt i 2011 en international pris ”for sit potentiale til at redde mødre og nyfødte ved fødsel”. Det skete under den globale konkurrence i innovation ”Saving Lives At Birth: A grand Challenge for Development,” som Verdensbanken, Bill & Melinda Gates Foundation og flere andre står bag.

Fødselslæger har testet redskabet på 30 kvinder i Argentina med positive resultater.

I 2013 påtog verdensorganisationen WHO sig at hjælpe med videreudvikling af udstyret, og er nu i færd med at gennemføre et klinisk studie i to faser i Argentina og Sydafrika.

”Redskabet kan blive en livreddende kapacitet i landdistrikterne, hvor der næsten aldrig er faciliteter til at udføre et kejsersnit,” skriver generaldirektør for verdensorganisationen WHO, Margaret Chan, på den officielle hjemmeside for Odón Device.

Hvert år dør 5,6 millioner børn og 260.000 mødre under fødslen, eller kort efter. Langt størstedelen af dem i udviklingslande.

”Hvis redskabet bliver godkendt, kan det blive det første simple udstyr til at assistere fødsler, siden den obstetriske tang og sugekoppen blev taget i anvendelse,” skriver generaldirektøren.

Mulig masseproduktion

Læger håber, at redskabet også kan gøre gavn på fødestuer i rige lande, og nedbringe frekvensen af kejsersnit. Hvis studierne går som ønsket, forudser WHO, at redskabet kan blive taget i brug inden for to til tre år.

En amerikansk medicinalvirksomhed har allerede nu optaget licens til at igangsætte masseproduktion. Selskabets direktør har sagt, at udstyret kommer til at koste under 50 dollars, og vil blive solgt billigere til fattige lande.

Læge Mario Merialdi fra WHO har sagt til New York Times, at opfindelsen aldrig var blevet til virkelighed uden en Georg Gearløs-lignende type som Jorge Odón.

”En obstetriker ville have forsøgt at forbedre tangen eller sugekoppen, men her var der brug for en mekaniker. Og for ti år siden var det ikke muligt. Uden YouTube ville han aldrig have set den video.”

Jorge Odón har forladt sit bilværksted, og bruger nu al sin tid på sin opfindelse. Han har optaget nye licenser i takt med, at redskabet er blevet raffineret, så han på sigt kan tjene royalties. Dukken, som familiefaren allerførst afprøvede udstyret på, har han leveret tilbage til sin datter.