• Print
  • Bookmark and Share

Jeg kan godt selv - en introduktion til baby-led weaning

Af Patricia DeCosta og Lærke Morell
Forlaget DeCostaMorell
171 sider
Pris 229 kr.

Anmelder Rikke Bodenhoff, jordemoder

Baby-led weaning (BLW) betyder baby-ledet fravænning (fra mælk). Metoden bygger på en forståelse af, at børn skal tilbydes almindelig mad sammen med deres forældre fra de er 6 måneder og ikke (kun) grød. Til familiens måltider spiser baby selv, og maden får derfor lov at være genstand for undersøgelse, frem for det der skal mætte. Langsomt trapper baby ned på mælk, som dog stadig er den primære ernæring i mange måneder. Metoden skulle ifølge bogen ”Jeg kan godt selv” kunne fremme børns motoriske udvikling og skabe et sundere og mere positivt forhold til mad.

”Jeg kan godt selv” er den første danske bog om BLW og synes at være et udtryk for en stigende interesse for metoden. Da jeg først fik bogen i hånden, var jeg faktisk lidt skeptisk i forhold til, hvor meget bogen egentlig kunne bidrage med. Jeg blev dog meget positivt overrasket, da jeg læste den og fandt, at den rent faktisk inddrager flere studier og refererer til både Sundhedsstyrelsens og WHOs anbefalinger.

Det evidensbaserede fundament for bogen kan skyldes forfatternes baggrunde, den ene har en bachelor i human ernæring, mens den anden er journalist. Bogen er dog stadig meget jordnær og skrevet til den almene familie. Den er krydret med forfatternes og andre forældres personlige oplevelser med BLW samt billeder af børn, der spiser. Desuden er der tilknyttet filmklip, som findes med en kode til nettet.

Bogen er simpel og meget hurtigt læst. Alligevel synes jeg, den kommer godt omkring ikke bare BLW principperne, men også udfordringer og reaktioner der kan være i forhold til ens omgangskreds, sundhedsplejersken mm.  

Bogen henvender sig primært til forældre, der er nysgerrige på BLW. Jeg synes dog også, den er rigtig fin for sundhedspersonale, især sundhedsplejersker, da den giver et solidt indblik i metoden, og hvorfor forældre vælger det. Selvom vejledningen af mad til børn på 6 måneder er uden for de fleste jordemødres arbejdsområde, synes jeg, det har været meget interessant at få et indblik i en kultur, som synes at tiltage i popularitet hjemme. Ligeledes kan bogen give jordemødre en mulighed for at videreformidle et mere nuanceret indblik i overgangskost, når de gravide og nybagte forældre, vi møder, skulle forespørge det.