• Print
  • Bookmark and Share

Jordemødre arbejder for og med patientsikkerhed

26. september 2010

- Vi vil ikke skræmme de kommende fødende, men vi ønsker heller ikke at komme i den situation, at vi ikke sagde fra i tide, siger Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen. Foreningen opfordrer sundhedsordførerne i Folketinget til at inddrage og vurdere mulige systemfejl, før navne på jordemødre og andre sundhedsprofessionelle offentliggøres i forbindelse med klagesager. 

Arbejdstempoet på flere danske fødesteder er skruet så højt op, at der jævnligt forekommer situationer, hvor sikkerheden kan blive kompromitteret. Det er først og fremmest ikke rimeligt over for de fødende og heller ikke overfor jordemødre, der bliver sat i situationer, hvor de ikke kan udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

- Det er baggrunden for, at vi har henvendt os til sundhedsordførerne i Folketinget. Vi vil sætte fokus på, at fejl ikke altid kun kan føres tilbage til et personligt ansvar. Arbejdspres, som jordemoderen ikke er herre over, er også med til at sætte sikkerheden på prøve, siger Lillian Bondo.

- Det handler ikke om, at jordemødrene er blevet dårligere til at klare stress og pressede situationer. Det er vi uddannet til. Vi må bare konstatere, at presset på flere store afdelinger er blevet så stort og opgaverne så komplekse, at risikoen for at overse tegn på problemer i en fødsel, er til stede, siger Lillian Bondo.

- Selvfølgelig skal den enkelte jordemoder stå til ansvar for sit faglige virke. Men hvis der er forhold i den måde, som arbejdet er organiseret på, som gør eller er medvirkende til, at en fejl opstår, så skal det komme både patientsikkerheden og jordemødrene til gode ved, at man også har øje på systemfejl i det samlede arbejde for at forbedre sikkerheden, siger Lillian Bondo. 
Yderligere oplysninger ved henvendelse til Anne-Marie Kjeldset på 21 76 64 04 eller til Lillian Bondo på 23 43 94 33.