Professionsudvikling

Kan jordemoderfaget kalde sig en profession? Går vejen mod højere løn over faglig udvikling? Giver forskning mere status til et fag? Skal jordemødre alliere sig med brugerne? Giver større fødesteder bedre vilkår for jordemødrene? Spørgsmålene svirrede i luften på Jordemoderforeningens medlemsmøde. Langt fra alle blev besvaret, men ligger som inspiration til foreningens fortsatte arbejde med professionsudvikling.

Jordemoderfaget skal professionsudvikles, har foreningens hovedbestyrelse besluttet. Det var baggrunden for, at professionsudvikling var på dagsordenen på medlemsmødet på Nyborg Strand, hvor mere end 200 jordemødre og studerende deltog.

– I er en semiprofession, men I har alle forudsætninger for at udvikle professionen, sagde Thomas Nørby Dahl, der er cand. scient. pol og har beskæftiget sig med spørgsmålet, om professionsudvikling kan give bedre løn- og arbejdsforhold. Eller om det snarere er aktioner i form af fx strejker, der får arbejdsgiverne til at ryste op med flere penge.

I følge Thomas Nørby Dahl kan faglige organisationer som Jordemoderforeningen gå to veje1): Man kan vælge en fagforeningsstrategi med direkte fokus på løn- og arbejdsforhold, hvor man hovedsageligt aktionerer for mere i løn og bedre arbejdsforhold. Eller man kan vælge en professionsstrategi, hvor man i første omgang går efter en højnelse af sit fags status — og så efter løn. Det er selvfølgelig op til den enkelte organisation at vælge sin egen vej. Det vigtige er, ifølge Thomas Nørby Dahl, at hvis man vælger professionsstrategien, så skal man forfølge strategien fuldt og helt. Tilfældig slingrekurs dur ikke.

– Som jeg ser jer i dag, så har I ikke rigtig nogen strategi, men I hælder nok mest til fagforeningsstrategien, hvor fx Dansk Sygeplejeråd mere entydigt har valgt professionsstrategien, der giver høj status, sagde Thomas Nørby Dahl, der understregede, at han ikke specifikt har beskæftiget sig med jordemoderfaget, men med Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening.

– Problemet med fagforeningsstrategien er blandt andet, at det skaber irritation i befolkningen og blandt politikere, når nogen strejker. Man risikerer desuden, at man viser sin undværlighed på de områder, hvor man nedlægger arbejdet, sagde Thomas videre. Endnu et problem ved fagforeningsstrategien består i, at faget — professionen om man vil – ikke skiller sig ud fra mængden gennem protestaktioner.

– Der er jo mange andre faggrupper, der aktionerer, så man bryder dermed ikke som fag med det offentliges normale lønmæssige parallelforskydning. Man opnår altså kun relativt små ændringer mellem faggrupperne og i den samlede lønfremgang, sagde Thomas Nørby Dahl.Status og egenkontrolMens Dansk Sygeplejeråd, ifølge Nørby Dahl, med stor succes har søgt at følge en professionsstrategi har Danmarks Lærerforening forfulgt en model med ingredienser fra både professions- og fagforeningsstrategien. Mens det er lykkedes for sygeplejersker at opnå høj status i befolkningen og blandt politikere, tegner der sig et mere broget billede af folkeskolelærerne, mente oplægsholderen.

– Det er ikke lykkedes så godt for lærerne som for sygeplejerskerne at opnå høj status. Det hænger blandt andet sammen med faggruppernes opfattelse og udøvelse af deres professionelle normer og deres opfattelse af autonomi, forklarede Nørby Dahl, der mener, at lærerne eksempelvis tabte en stor del på troværdighedskontoen, da de på en kongres fralagde sig ansvaret for folkeskolen. Omvendt vurderer Nørby Dahl, at sygeplejerskerne gavner faget ved at stille sig i en mere professionel position, hvor de anerkender behovet for intern overvågning og kontrol. Nedsættelse af Sygeplejeetisk Råd i 1990 er et eksempel på, at faggruppen arbejder med den interne justits.

De to faggrupper adskiller sig også på andre områder. Skolelederne er for eksempel ikke længere medlemmer af Danmarks Lærerforening, men dannede en selvstændig forening i 1997, mens man i Dansk Sygeplejeråd prioriterer uddannelse af sygeplejelederne inden for rådets rammer højt. Et andet eksempel hvor de to organisationer adskiller sig, er, ifølge Thomas Nørby Dahl, at sygeplejerskerne accepterer behovet for at differentiere sig på kvalifikationer og kompetencer, mens lærerne ikke mener, at der skal være forskel på lærernes kompetencer.Fører status til løn?Men betyder forskellen i status så, at sygeplejerskerne bliver forgyldt ved overenskomstforhandlingerne, og at lærerne sakker agterud lønmæssigt?

Frem til 1996, hvor en del af lønnen blev lagt ud til lokal forhandling, viser statistikken, at lønforskellen mellem de to grupper indsnævrer sig markant til fordel for sygeplejerskerne, men at lærerne stadig er lønførende. Denne forskel findes fortsat i 2007.

Hvordan harmonerer sygeplejerskernes relativt lavere løn — også i 2007 — med din tese om, at en konkret professionsstrategi fører til højere status — og i sidste ende til højere løn? Og hvordan harmonerer Dansk Sygeplejeråds bombastiske lønkrav op til de aktuelle overenskomstforhandlinger med din fremstilling af sygeplejerskernes professionsstrategi

– Det er en lang proces, og lønnen er et af de sidste resultater af en professionsstrategi. Sygeplejerskerne er kommet langt — og det er muligt, at sygeplejerskerne ikke kan komme videre ad professionaliseringsvejen. Bertel Haarders modsvar på sygeplejerskernes akademisering af uddannelsen tyder på, at de måske har nået en grænse. Det er derfor måske klogt, at de nu skifter strategi og via fagforeningsstrategien kæmper direkte for løn- og arbejdsforhold. Og måske har sygeplejerskerne via en stringent professionsstrategi på nuværende tidspunkt samlet så meget sammen på goodwill-kontoen, at de har styrke nok til at kapitalisere indsatsen ved overenskomstforhandlingerne. Det havde de ikke for 20 eller for bare 10 år siden, og det bliver spændende at følge, om sygeplejerskernes kamp lykkes denne gang, siger Thomas Nørby Dahl.

Men der lurer farer ved at satse goodwill for løn, mener Thomas Nørby Dahl.

– Der er mange farer forbundet ved at droppe professionsstrategien og sygeplejerskerne skal på den korte bane være endog meget varsomme med ikke at sætte deres hårdt tilkæmpede professionsstatus overstyr, pointerer Thomas Nørby Dahl.



VANENS MAGTKoen Maren blev en central figur på medlemsmødet for forståelsen af vanens magt og risikoen for, at et fag fanges i sin egen selvforståelse. Det landlige billede blev præsenteret af Steen Wackerhausen, filosof og psykolog fra Århus Universitet.

– Forestil jer en flok køer på en mark. Køerne trækker hver aften mod stalden for at blive malket. Maren, der er en af de ældste køer, går ofte forrest og altid ad den samme sti. Og hvorfor gør hun så det? Fordi, det er den korteste og nemmeste vej, vil I nok svare, men nej, sådan forholder det sig ikke nødvendigvis, sagde Steen Wackerhausen.

Måske går Maren endda en omvej, som hun engang valgte at gå ad, uden at der findes en egentlig forklaring på det.

– Når man er opvokset på landet, så ved man, at køerne går efter sædvanens stier. Hvis man kunne spørge Maren, så ville hun sandsynligvis mene, at hun går den mest direkte og hensigtsmæssige vej, sagde Steen Wackerhausen og havde dermed tegnet et billede af vanes magt og individets selvopfattelse.

Som køerne risikerer en profession også at gå efter sædvanens stier samtidig med, at professionens udøvere i egen selvopfattelse mener, at man handler, som situationen kræver det og er parat til forandringer. Trygheden ved at træde de kendte stier giver sammenhold mellem de medlemmer af professionen, der allerede er socialiseret ind i gruppen. Professionskulturen kræver, at man taler og tænker som professionens medlemmer gør, man respekterer den symbolske kapital og stiller spørgsmål på samme måde.
Refleksion af sædvaneEn profession, der lukker sig om sin egen sædvane, udvikler sig ikke. Det samme gælder for køerne på marken. Men i det øjeblik man lukker en flok kvier ind, er der en chance for at sædvanens magt for køerne vil blive brudt. På samme måde kan studerende være med til at udvikle og styrke en profession. Der er brug for et spændingsfelt.

– Spændingsfeltet er nødvendigt. Det består af professionens stabilisatorer — hvis vi blev på marken ville det være Maren — samt af destabilisatorerne — på marken kunne det være kvierne. I professionen kunne det være de studerende eller refleksion.

– Maren skal være fremmed over for sig selv for at kunne reflektere til forandring, sagde Steen Wackerhausen og beskrev to typer refleksion: den ”sædvanlige” refleksion, der er sædvanebestemt og selvbekræftende og den ”reliefsættende” refleksion, hvor man tør se på sig selv ude fra.

– Refleksion bruges ofte på den måde, at man tænker over det, der forstyrrede sædvanen. Hvis man derimod frisætter sig selv og tænker skæve tanker, så risikerer man at blive ramt af professionens ”immunsystem”. Det kan i første gang betyde, at man bliver ignoreret, dernæst at man bliver forsøgt genopdraget. Endelig risikerer man helt at blive udstødt, forklarede Steen Wackerhausen. Men netop immunsystemet er vigtigt for at opnå spændingsfeltet, der skaber udvikling. Uden et immunsystem vil professionen ikke udvikle sig, men derimod gå til grunde.
Retningslinjerobotter– Vi skal råbe op og blære os, sagde Aino Homann Nielsen som afslutning på sit indlæg i det fem jordemoder store panel, der indledte programmet på medlemsmødet. Den nyuddannede jordemoder fremlagde to visioner for jordemoderfaget: En skrækvision, hvor jordemødrene robotagtigt følger fastsatte retningslinjer og en ønskeversion, hvor jordemoderfaget foldes ud til at omfatte en lang række funktioner.

De fem jordemødre var hver fra deres udsigtspost, underviserens, den nyuddannedes, den erfarnes, lederens og forskerens, blevet bedt om at komme med deres bud på jordemoderprofessionens status og fremtid.
Turnus efter grunduddannelseCäcilia Sprengart slog et slag for, at grunduddannelsen skal følges op af 1-2 års turnus, hvorefter der skrives bachelorprojekt, der gerne må være mere specifikt end i dag. Cäcilia, der er instruktionsjordemoder på Hvidovre Hospital, mente også, at det er vigtigt, at jordemoderfaget holder fast i selvstændigheden, og at fødeafdelingerne skal indrettes som mindre enheder løsrevet fra hospitalerne.Alliance med brugerneSanne Ravnsbæk havde fået ordet som den erfarne jordemoder. Sanne, der har taget en master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling, mener, at forholdet til brugerne er en af de største udfordringer for jordemoderfaget i dag. Faget må anerkende brugere som aktive medspillere og måske gå så langt, at man opretter bestyrelser på fødeafdelinger med brugerrepræsentanter. Et andet spørgsmål, der optager Sanne i professionsspørgsmålet, er den demokratiseringsproces, der har fundet sted i sundhedsvæsnet, og som på fødselsområdet har givet sig udtryk i både formelle og uformelle tiltag. Ønskesedlernes indtog i starten af 70’erne er et eksempel, kravet om ret til at vælge kejsersnit er et andet. Demokratiseringen har fordele, men også en række ulemper, mener Sanne Ravnsbæk. Et af demokratiseringens resultater er, at ansvaret for sundhed er blevet individualiseret. Et andet er, at fagfolks argumenter risikerer at blive reduceret til et udtryk for ”egne interesser”.Større fødesteder er bedre for jordemødreneHospitalsplanen i Region Hovedstaden lægger op til lukning af tre fødesteder, men det afskrækker ikke chefjordemoder Ingelise Andersen.

– I må gerne buhe, sagde Ingelise Andersen, men jeg mener, at større fødesteder giver bedre vilkår for jordemødrene.

Ingelise er netop tiltrådt stillingen som chefjordemoder ved Herlev Sygehus og er meget optaget af jordemødrenes arbejdsmiljø. Der skal følges op på diverse arbejdsmiljøundersøgelser, og vi skal finde årsagen til, når jordemødre bliver kede af det og måske forlader faget.

Det handler blandt andet om at have indflydelse og om at skabe mulighed for at være jordemoder på den måde, man gerne vi være det, mener Ingelise Andersen.
Forskning giver statusI 2015 er der jordemoderfaglige professorer ved alle jordemoderuddannelser. Samme år har 30 procent af alle jordemødre en master eller en kandidatuddannelse og 2-3 procent en ph.d.-uddannelse.

– Det er nogle af mine succeskriterier for jordemoderfaget, sagde Sara Kindberg, jordemoder og forsker og en del af teamet bag suturprojektet. Men hvorfor al den snak om forskning, spurgte Sara Kindberg og var ikke sen til selv at svare.

– Der er krav fra samfundet om dokumentation, udvikling og kvalitet. Brugerne stiller krav. Forskning højner anseelsen i andre fag, og så er det en stor personlig tilfredsstillelse at kunne arbejde videre med sit fag, sagde Sara. De uddannede jordemødre bør have en naturlig plads som faglige ledere — selvfølgelig til en løn, der afspejler deres uddannelsesniveau, sagde forskningsjordemoderen.

Hvad er professionsudvikling
Mere end 100 deltagere på Jordemoderforeningens medlemsmøde gav deres bud på, hvad professionsudvikling er. Læs budene på www.jordemoderforeningen.dk/medlemsmode, hvor du også finder oplægsholdernes præsentationer.

Jordemoderforeningen vedtog følgende definition på professionsudvikling:
For Jordemoderforeningen handler professionsudvikling om skabelse og realisering af en fælles vision for jordemoderprofessionen, der

  • udvikler professionens virksomhedsområde og vidensgrundlag
  • styrker og udvikler professionens uddannelsesmæssige grundlag og kvaliteten i jordemødres virksomhed i alle aspekter.

Målet er at fastholde og styrke accept og anerkendelse af professionens samfundsmæssige betydning og professionens potentiale til styrkelse (empowerment) af kvinders, børns og mænds sundhedsmæssige og sociale ressourcer.