Økonomien sætter dagsordenen igen

Sommer er lig med sol, afslapning og fri med venner og familie. Alt går lidt ned i tempo. På hospitaler holder ambulatorier ferielukket, og sengeafsnit bliver slået sammen, for at det er muligt for personalet at holde ferie.

Men vi jordemødre har ikke mulighed for at køre ned på lavblus. Det er ikke muligt at aflyse en scanning, en jordemoderkonsultation, en igangsættelse, omsorgen for de barslende – eller en fødsel. Og ikke nok med det ser vi traditionelt flere fødende i sommermånederne.

Hvorfor skriver jeg det til jer jordemødre, det ved vi jo godt alle sammen? Ja, men det virker, som om det kommer bag på omverdenen hvert år!

I år var ingen undtagelse. Der er nok ikke nogen, der ikke har opdaget, at sommerens travlhed endte med at give et meget grumt billede af mulige konsekvenser. Jeg kender ikke til, hvad der skete i den konkrete sag i sommer, hvor et barn døde under et igangsættelsesforløb. Og jeg ved ikke, om det utroligt triste tilfælde kan tillægges travlhed. Men at der var og er travlt, er der ingen tvivl om. Og når der er travlt, er der større risiko for fejl.

Det er en udfordring at få vagtplanerne til at hænge sammen på langt de fleste fødesteder, men særligt bliver det svært, når:

1. grundnormeringen ikke er i orden

2. der er ledige jordemoderstillinger

3. der er en forventning om, at det faste personale dækker udækkede vagter uden en aftale om FEA eller honorering af flytning af ferie

At vi igen har stået i en sommer, hvor både patientsikkerhed og arbejdsmiljø har været mere end udfordret, gør mig så vred!

Vi har advaret, det har ikke skortet på henvendelser eller forslag til løsninger – hverken fra Jordemoderforeningens tillidsrepræsentanter, fra lederne eller fra Jordemoderforeningens ledelse. Alligevel blev det igen økonomien, der sattedagsordenen … Og de løsninger man finder i sidste sekund, er hverken billige eller de bedste.

Det kan regionerne simpelthen ikke være bekendt. Denne sommer har ikke medvirket til at opbygge tilliden mellem regioner og medarbejdere. Særligt ikke der, hvor regionen på den ene eller anden vis har ladet situationen køre helt udover skrænten, hvilket har været tilfældet særligt i Region Hovedstaden og i Region Sjælland.

Politikerne taler om, at manglen på arbejdskraft er og bliver det helt store problem i sundhedsvæsnet. Så start dog med at passe rigtig godt på den arbejdskraft, I allerede har!

Jeg fortsætter dialogen med arbejdsgiverne, og jeg har i den grad tænkt mig at udfordre dem på, hvordan de ser på deres ansvar for at være gode arbejdsgivere. Hvordan vil de gøre deres for at lave attraktive arbejdspladser? De kan ikke forsætte med at lukrere på, at jordemødre er så utroligt dedikerede, at de går langt for at sikre gravide, fødende og nye familier den bedste omsorg. Også når enderne ikke hænger sammen