Næppe har jeg skrevet om min venindes højrisiko fødsel – en tvillingefødsel, før jeg selv ryger ind i risikozonen. I fredags fik jeg to breve fra hospitalet. Det første var indbydelsen til det første jordemoderbesøg. Det andet var et brev, som inviterede mig til gennemscanning og lægelig samtale på grund af forhøjet risiko for komplikationer.

Jeg blev forvirret. Godt nok er jeg fyldt 35, men jeg er jo sund og stærk, har født to børn vaginalt og til tiden, hvad var det for en risiko? Jeg var overbevist om, at der måtte være sket en fejl og ringede fluks til hospitalet.

Efter lang ventetid fik jeg endelig en jordemoder i røret, som slog op i journalen. Jeg var blevet indkaldt til gennemscanningen på grund af min yngste søns lave fødselsvægt, forklarede hun mig. Jeg protesterede. Han var jo sund og rask, havde taget pænt på og var for øvrigt som sin far en lang og tynd én. ”Jo,” forklarede hun, men da den ældste havde vejet 3.400 gram ved fødslen og den yngste kun 2.600 gram og desuden var kommet en uge for tidligt, så frygtede man, at jeg ikke længere var så god til at producere moderkager. Så den ville de gerne tjekke og eventuelt følge mig lidt mere igennem graviditeten. Det var selvfølgelig mit eget valg, men hun ville da anbefale det.

Og selvfølgelig sagde jeg ja. Gennemscanningen var jo altid sjov og måske kunne man få at vide hvilket køn, som barnet var. Så jo tak. Den 2. januar. Gennemscanning og lægelig samtale.

Om aftenen grinede min mand og jeg lidt af, at jeg nu var i risikozonen. Da drengen blev født, mente man jo også, at det var mistænkeligt, at han var så tynd, og se nu bare hvilket dejligt barn, som vi har. Ha ha.

Og alligevel. Den bliver jo tilbage. Den svage uro. Min evne til at producere velfungerende moderkager?? Det er jo en helt afgørende evne. Hvad hvis jeg nu ikke har den længere? Hvad gør man så? Skal jeg så føde for tidligt? Måske endda have et kejsersnit? Skal barnet i kuvøse?

Pludselig kommer jeg i tanke om, at man til den store scanning under den sidste graviditet faktisk havde fundet en plet på moderkagen. Man havde ikke ment, at det havde nogen betydning, men var det nu rigtigt? Var det på grund af den plet, at den lille havde været så tynd, da han kom ud?

Du tænker altid for meget, siger min mand. Og det gør jeg jo. Det er både en del af mit arbejde og min personlighed. Alligevel er det fascinerende, hvor lidt der skal til, før at man pludselig begynder at opfatte sig selv som et menneske, der er i fare for at blive syg. Og så spekulerer jeg på, om I tænker over det derinde i sundhedsvæsenet? Ved I godt, at man kommer til at spekulere hver eneste gang, man får at vide, at der er en chance for, at der er noget galt? Spekulerer I nogen sinde over, om det er den lidt forhøjede risiko værd, at gøre mig nervøs?

”Jeg insisterer på, at jeg får en god graviditet, en let fødsel og et sundt barn,” skrev jeg i sidste blogindlæg. Det gør jeg stadig, men pludselig er der blevet rokket ved den overbevisning. Helt ærligt, min evne til at producere moderkager????