Næppe har jeg skrevet om min venindes højrisiko fødsel – en tvillingefødsel, før jeg selv ryger ind i risikozonen. I fredags fik jeg to breve fra hospitalet. Det første var indbydelsen til det første jordemoderbesøg. Det andet var et brev, som inviterede mig til gennemscanning og lægelig samtale på grund af forhøjet risiko for komplikationer.
Jeg blev forvirret. Godt nok er jeg fyldt 35, men jeg er jo sund og stærk, har født to børn vaginalt og til tiden, hvad var det for en risiko? Jeg var overbevist om, at der måtte være sket en fejl og ringede fluks til hospitalet.
Efter lang ventetid fik jeg endelig en jordemoder i røret, som slog op i journalen. Jeg var blevet indkaldt til gennemscanningen på grund af min yngste søns lave fødselsvægt, forklarede hun mig. Jeg protesterede. Han var jo sund og rask, havde taget pænt på og var for øvrigt som sin far en lang og tynd én. ”Jo,” forklarede hun, men da den ældste havde vejet 3.400 gram ved fødslen og den yngste kun 2.600 gram og desuden var kommet en uge for tidligt, så frygtede man, at jeg ikke længere var så god til at producere moderkager. Så den ville de gerne tjekke og eventuelt følge mig lidt mere igennem graviditeten. Det var selvfølgelig mit eget valg, men hun ville da anbefale det.
Og selvfølgelig sagde jeg ja. Gennemscanningen var jo altid sjov og måske kunne man få at vide hvilket køn, som barnet var. Så jo tak. Den 2. januar. Gennemscanning og lægelig samtale.
Om aftenen grinede min mand og jeg lidt af, at jeg nu var i risikozonen. Da drengen blev født, mente man jo også, at det var mistænkeligt, at han var så tynd, og se nu bare hvilket dejligt barn, som vi har. Ha ha.
Og alligevel. Den bliver jo tilbage. Den svage uro. Min evne til at producere velfungerende moderkager?? Det er jo en helt afgørende evne. Hvad hvis jeg nu ikke har den længere? Hvad gør man så? Skal jeg så føde for tidligt? Måske endda have et kejsersnit? Skal barnet i kuvøse?
Pludselig kommer jeg i tanke om, at man til den store scanning under den sidste graviditet faktisk havde fundet en plet på moderkagen. Man havde ikke ment, at det havde nogen betydning, men var det nu rigtigt? Var det på grund af den plet, at den lille havde været så tynd, da han kom ud?
Du tænker altid for meget, siger min mand. Og det gør jeg jo. Det er både en del af mit arbejde og min personlighed. Alligevel er det fascinerende, hvor lidt der skal til, før at man pludselig begynder at opfatte sig selv som et menneske, der er i fare for at blive syg. Og så spekulerer jeg på, om I tænker over det derinde i sundhedsvæsenet? Ved I godt, at man kommer til at spekulere hver eneste gang, man får at vide, at der er en chance for, at der er noget galt? Spekulerer I nogen sinde over, om det er den lidt forhøjede risiko værd, at gøre mig nervøs?
”Jeg insisterer på, at jeg får en god graviditet, en let fødsel og et sundt barn,” skrev jeg i sidste blogindlæg. Det gør jeg stadig, men pludselig er der blevet rokket ved den overbevisning. Helt ærligt, min evne til at producere moderkager????
I risikozonen
< Er det altid godt at være forberedt?
06. december 2011 09:28

Johanne er mor til to drenge på 4 og 1 år og gift med Oliver fra England. Hun er uddannet i antropologi og statskundskab og arbejder som journalist, forfatter og foredragsholder.


Refleksioner som dine bidrager til en bevidsthed omkring praksis, som jeg håber vil inspirere faget og som ikke mindst inspirerer mig som helt ny i rollen som jordemoder.
I stedet for har sundhedsfremme tabt denne sag for risikotänkning- spörgsmaalet er: Er det virkelig altid nödvendigt?
Et passende eksempel fra min engelske arbejdshverdag i dag: En kvinde fra Norge med et UK-barn havde en forsögt vending, som ikke gav det önskede resultat. Hun kunne ikke forstaa, hvorfor alle anbefaler hende at have et sectio, naar de föder UK börn i Norge. Som mange andre steder mener man her i London ogsaa at det er mere sikkert at föde UK börn ved sectio, men det, der gör mig trist er, at kvinderne ikke engang er givet et veloplyst valg, men snarere faar den der "du vil vel ikke udsätte din barn for nogen risici, ik?, Hvad for en mor er du lige?". Det er tankeväkkende!
I forbindelse med dit seneste indlæg, som handler om pludselig at være placeret i en risikozone som gravid, vil jeg vise dig muligheden for at lytte til jordemoder Ina May Gaskins tale ifbm. overrækkelsen af 2011 Lifelyhood award i Stockholm, for en uges tid siden:
http://blogs.babble.com/being-pregnant/2011/12/12/2011-year-of-the-midwife/
Hun viser os et andet perspektiv hvormed vi kan betragte graviditeter, fødsler og kroppen ifht. sundhedsvæsnet og vise versa.
Som hun også pointerer, er den gamle jordemodertradition i fare for udryddelse og den naturlige fysiologiske fødsel ligeså! Men hvad gør vi? Jeg tænker, som jordemoder, at vi med fokus på oplysning til kvinderne om kroppens gode formåen i den ukomplicerede graviditet og fødsel, kan medvirke til, at kvinden - og jordemoderen? vinder tillid til den fysiologiske fødsel. Således vil kvinden glæder sig til fødslen, fordi hun hviler i en tiltro til, at hun er velekviperet til at klare denne, guidet af sin krop og sin mentale forståelse af hvad der ideelt set sker under en fødsel, og hvad der skaber de optimale rammer for at denne kan udfolde sig så naturligt som muligt. Og at kvinden stoler på, at hendes jordemoder vil værne om disse rammer udfra kvindens behov.
Jeg syntes jo din afsluttende kommentar:
"Spekulerer I nogen sinde over, om det er den lidt forhøjede risiko værd, at gøre mig nervøs?" er spot on, fordi nervøsitet, i mange situationer, måske er med til at skabe en del af de problematikker, som den gravide og fødende senere skal hjælpes ud af, af andre, ved feks. vesvækkelse under fødslen.
Nervøsitet, ængstelse og angst, er den fysiologiske fødsels fjende nr. 1. og giver grundlag for b.la. vesvækkelse.
I henhold til din historie Johanne, kunne man da have ventet med at stille spørgsmålstegn ved, om der skulle være noget i vejen med din evne til at lave flotte, velfungerende moderkager, til det måske, måske ikke, kunne konstateres, at fosteret tog for lidt på i vægt i denne graviditet, ifht. normalrammen? - det tjekker din jordemoder jo når du går til svangrekontroller, ved at mærke dig på maven og skønne fosterets størrelse, samt måle din mave fra toppen af livmoderen til symfysen. Jeg har set eksempler på at en scanning skød 1 kg og 300 g ved siden af. Jordemoderens hænder er, hvis de får lov, lige så gode, til at vurderer om fosteret vokser som det skal, oplever jeg.
Afslutningsvis kunne man spørge sig, om der kunne være en sammenhæng imellem den historie du fortæller og den nervøsitet du blev ladt tilbage med, og vesvækkelse i fødslen?
Normalrammen er en god rettesnor, desværre er vestimulation i fødslen også blevet en så normal handling, at de gravide sjældent stiller spørgsmåltegn ved dette? Ja normalrammen er en god rettesnor, men individer er forskellige og gudske tak og lov for det!
Kommentér emnet