• Print
  • Rss
  • Bookmark and Share

Hvorfor er det så dyrt at kende sin jordemoder

< Mit barn blev født ......
15. februar 2012 13:45

Jeg skal føde om tre måneder og efter at have skrevet om min yngste søns fødsel og læst alle jeres søde kommentarer på Facebook, har jeg besluttet mig til at finde en privat jordemoder. Jeg vil være helt sikker på, at jeg har en fagperson ved min side, som kender mig, som har hørt om mine tidligere fødsler, og som ikke lader mig falde under en eller anden sikkerhedsprocedure uden at vurdere min sag individuelt først. Jeg vil være sikker på, at jeg under hele forløbet bliver set som et menneske og ikke bare en patient. Og jeg vil fremfor alt være sikker på, at jordemoderen har tid til at udføre sit arbejde ordentligt. Da jeg fødte min ældste søn havde jeg tre forskellige jordemødre. De var søde alle sammen, men når jeg tænker tilbage, var det nærmest som at deltage i tre forskellige fødsler.

Da jeg fødte min anden søn, fødte jeg med en enkelt dejlig jordemoder. Bagefter lå jeg på stue med en kvinde, som havde haft fire jordemødre løbende ud og ind under en fødsel, som tog fem timer. ”Heldigvis var min mor med. Hun har født fire børn,” sagde kvinden og hendes mand smilede blegt. Han var faldet besvimet om under pressefasen. Det havde fået kvindens veer til at gå i stå.

Man skal ikke bladre længe i bøger om fødselskundskab, før det står klart, at en fødsel går lettere, hvis kvinden er tryg og rolig. At man bliver tryggere og roligere, hvis man føder med en jordemoder, som man har set før, og som ikke er på vej ud af døren før at modtage en ny.

Netop derfor har jeg så besluttet mig for at tage sagen i egen hånd og finde en privat jordemoder. Men hvor er det dyrt!!!!! Taksten ligger mellem 14.000 og 16.000 kroner. Det er rimeligt nok, for den private jordemoder skal jo reservere sin tid i tre uger til at føde med mig, men det er virkelig mange penge i en familie med snart tre børn og to meget svingende indtægter.

Når jeg ser på priserne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der er noget absurd ved vores sundhedssystems prioriteringer: Som gravid kvinde bliver du scannet igen og igen, man kan få et planlagt kejsersnit og blive sat i gang, hvis man virkelig insisterer, men en kendt jordemoder, ja det kan det danske sundhedssystem ikke tilbyde. Også selvom så meget taler for, at det kunne nedsætte risikoen for komplicerede fødselsforløb, kopforløsninger og kejsersnit.

Så må jeg til lommerne selv. Det klarer vi nok, selvom det er dyrt. Men hvorfor jeg, som fødende kvinde i Danmark med en skatteprocent på over 48 skal betale over 16.000 kroner ud af min egen lomme, for at blive garanteret denne enkle omsorg, er mig en gåde.


Kommentarer

Tanja, 15-02-2012 22:26:
Kære Johanne

Hvor er jeg taknemmelig for at du har startet så spændende og nødvendig en dialog via din blog, som med det sidste indlæg! Mange jordemødre, mig selv indbefattet, har i årevis ventet på at kvinderne begyndte at få øje på at noget halter i svangreomsorgen i Danmark i dag. Du sætter ganske enkelt så præcise ord på - og det er fulgt op af en handling, i form af jeres beslutning om at finde en privat jordemoder, at det ikke kan andet end at udløse en dominoeffekt. Please!
Vores jordemoderkustneriske praksis er nærmest uddøende indenfor rammerne af den offentlige sektor idag - den gode jordemoderfaglige fødselshjælper er en truet fagrace fordi tid, kontinuitet, kendthed og nærvær, nedprioriteres i forhold til de normale gravide, trods det at det kunne spare millioner og sikre rigtig mange kvinder en smuk, sundhedsfremmende og uforglemmelig fødselsoplevelse.
Jeg forstår godt jeres valg og glæder mig over at I vil støtte en modig, privatpraktiserende og dygtig kollega...
Tusind Tak - gør flere kvinder det, kan vores fag igen blomstre og graviditet, fødsel og barsel, blive noget der med glæde ses frem til, og hvor følelsen af at være tryg og tillidsfuld er et grundpræmis, både for jordemoderen, kvinden og hendes familie.
Henrik, 16-02-2012 17:19:
Kære Johanne,

Jamen det skal du da heller ikke. Du har truffet et valg om at benytte dig af at købe privat sundhedshjælp, præcist som hvis du valgte et privathospital til at klare en skavank.

Selvfølgelig er det dyrt. Men da egentlig ikke særlig dyrt synes jeg. Min advokat lavede 2 timers arbejde forleden for mig - og det kostede 6.500 + moms. Hvis du tager til et privathospital tager de nok også pænt betalt for det. Og sjovt nok er jordemødre jo nogle af de lavest betalte ift. deres uddannelse og ansvar i Danmark. 14-16.000 for 3 ugers arbejde, konsultation, privathjælp er da intet set ift. andre lønninger. Hvis jordemoderen arbejder privat skal hun da også kunne leve af det, og det skal du være med til at betale, hvis du altså ønsker hendes hjælp.

Jeg synes dit indlæg nærmere stiller dette spørgsmål: Hvordan kan du være så ensidet at du klager over at det koster så lidt for at få så meget special-hjælp? Og hvorfor synes du at skatteprocenten har noget som helst med dit frie valg om at købe dig til privat sundhed at gøre?

Man kan ikke bare kræve og kræve af vores ellers ret gode system.

Mine 2 børn blev født på hospitalet. Og det er jeg glad for. For selvom omgivelserne er rå, og det gik hurtigt at blive smidt ud efter fødselen, så er det betryggende at børnene fødes der hvor man er tæt på lægerne, kirugerne hvis der skulle opstå komplikationer.

Mvh Henrik
Sara, 18-02-2012 23:00:
Hej Johanne

Har du overvejet at flytte et halvt års tid. På resten af Sjælland har de en strålende hjemmefødselsordning med kendt jordemoder. Som en del af det offentlige tilbud. Det er forsøgt i flere omgange at få på benene i Kbh, uden held, men måske tiden er moden for det nu... Jeg håber. (-:
Kh sara
Johanne, 22-02-2012 13:22:
Hej Henrik

Jeg tror du misforstår mit indlæg lidt. Min ærinde er bestemt ikke at kritisere prisniveauet for den private jordemoder. Som jeg også skriver er det en rimelig takst for den ydelse, som hun leverer.. Indlægget spørger mere til, hvorfor denne ydelse "kendt jordemoder" ikke findes i offentligt regi, når der nu er så stort videnskabeligt belæg for at fødsler går nemmere og sikrere, hvis kvinden føler sig tryg og har god kontakt med sin jordemoder. Medicinske indgreb som f.eks epidural blokader og planlagte kejsersnit er jo en del af det offentlige tibud, også selvom indikationen ikke er andet end "fødselsangst" eller "stor smerte" - og et planlagt kejsersnit er en langt dyrere og mere risikofyldt operation for både mor og far end en kendt jordemoder. Jeg kan godt forstå at man kan læse mit indlæg, som udtryk for krævementalitet. Det er nu faktisk snarere skrevet som en problematisering af hvilke krav, som man som fødende i DK kan stille og hvilke man ikke kan? Jeg mener at dette ofte er mere betinget af tradition end økonomi. Hilsen Johanne

Kommentér emnet

* Skal udfyldes

*



CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*
*

Johanne er mor til to drenge på 4 og 1 år og gift med Oliver fra England. Hun er uddannet i antropologi og statskundskab og arbejder som journalist, forfatter og foredragsholder.