Jeg fik lægen til at skrive hendes navn med store blokbogstaver i vandrejournalen. Jeg ville nemlig rigtig gerne gå hos den jordemoder, som var med, da min yngste søn blev født. Hun var en drøm af en jordemoder. Faglig kompetent, omsorgsfuld, lyttende og opmærksom, og det var i høj grad hendes fortjeneste, at fødslen endte som en fantastisk oplevelse i stedet for et mareridt.

Et par uger efter fik jeg en venlig e-mail fra sekretæren på jordemodercenteret om, at hun desværre var stoppet som jordemoder, og at jeg derfor havde fået tildelt en anden. Det var der, at jeg opdagede, at jeg ikke kun havde ønsket at gå hos hende, fordi hun var dygtig, men at det skyldtes noget langt mere følelsesmæssigt: Jeg ville bare se hende igen. Jeg havde virkelig glædet mig til at tale med hende, ikke om min graviditet, men om min sidste fødsel.

På en måde er det jo absurd. Hvorfor vil man se en kvinde, som man kun har delt seks timer af sit liv med? Hvorfor har man endda en følelse af noget, som ligner kærlighed, når man tænker på hende? Og måske er det alligevel ikke så mærkeligt, for selvom min søns fødsel var en rolig og stille en af slagsen, kommer man som moderne menneske sjældent tættere på hverken livet eller døden, end når man føder et barn. Selvfølgelig knytter man sig instinktivt til det menneske, som hjælper en i den situation. Selvfølgelig tænker man med dyb taknemmelighed på det menneske, som tog imod ens barn og lagde det op i ens arme. På en måde føles det jo som om, hun har reddet ens liv.

Da hun gik en times tid efter fødslen, sagde hun, at jeg var velkommen til at ringe, hvis jeg gerne ville tale fødslen igennem. Det kunne jo være, at der var noget, som jeg havde behov for at tale om. Noget som ikke var gået som planlagt. Noget som stadig plagede mig.

Jeg nikkede, lykkelig og taknemmelig ”Nej nej, du var jo fantastisk, tak tak tak” og lod hende gå ud af døren. Jeg ringede aldrig. Dels var jeg for optaget af spædbarnet og det nye familieliv med to børn til at ringe til jordemodercentret mellem 9-13 og bestille tid til ”efterfødselssamtale.” Dels følte jeg ikke rigtigt, at jeg havde ret til en efterfødselssamtale. Jeg havde jo haft en nem og ukompliceret fødsel og aldrig havde jeg set travlere mennesker end jordemødrene på det hospital, hvor jeg fødte. At sidde og tale om min fødsel, virkede som en urimelig luksus i det marked af manglende hænder, manglende fødestuer og manglende rengøringspersonale, som jeg lige havde været vidne til. Desuden var jeg i tvivl, om hun ville kunne huske mig. Jeg var hendes tredje fødsel på den vagt.

Det fortryder jeg i dag. Jeg havde åbenbart et behov for at se hende. For at blive mindet om min fantastiske præstation, da jeg fødte min søn, for at høre hende bekræfte at jeg kunne gøre det igen.

For nylig var der et læserbrev i Politiken. Det var fra en jordemoder, som skrev, at man af ledelsen fik besked på at bagatellisere behovet for efterfødselssamtaler, når man talte med kvinder, som lige havde født. Hvis bare man fik kvinderne til at sige, at de da slet ikke havde behov for at se en jordemoder, selvom de havde født ambulant, så kunne man nemlig spare tid på den pressede barselgang.

Jeg håber ikke, at I jordemødre følger den besked. Jeg håber, at I begår civil ulydighed og opfordrer, ja nærmest presser, de nybagte mødre til at få besøg af jer. Jeg håber, at I fortæller de fødende igen og igen, at de endelig skal bede om en efterfødselssamtale.

Jeg tror nemlig på, at de fleste kvinder et eller anden sted har det som jeg. At de har behov for at se deres jordemoder igen. For at få forklaret forløbet og hendes dispositioner undervejs, og måske først og fremmest for at blive rost og anerkendt for deres fødsel. Det gælder alle kvinder, ikke bare dem som endte med kejsersnit og sugekop. I var med i nogle af de vigtigste timer af vores liv. Jeg synes, at I skal give os den ekstra halve time, som det vil tage at få fødslen talt i gennem.