30. januar 2012 | Mit barn blev født ......

Jeg har valgt at føde hjemme. Det er jeg både tryg ved og glad for, men der er noget, som bekymrer mig. Hvis jeg bliver overflyttet, skal jeg hen på det samme hospital, hvor jeg fødte sidste gang. Det er jeg ikke glad for. For sidste gang jeg fødte, mødte jeg et fødested uden tid eller kræfter til at lytte til mig. Hvor der var alt for travlt, og hvor der kun var en enkelt jordemoder, som havde tid og overskud til at se mig som et menneske og ikke bare en procedure. Jeg har ikke tænkt på det længe, men nu hvor jeg pludselig skal føde igen, trænger oplevelsen sig på. Og jeg vil rigtigt gerne høre, hvad I jordemødre siger til den.

Jeg fødte min ældste søn ved en højteknologisk fødsel. Epidural nærmest før jeg fik veer, vestimulerende drop, kop og en lille blå baby, som blev sendt med ambulance til et andet hospital. Det hospital, som jeg havde født på, havde ikke en børneafdeling. Min søn kom til at tilbringe sin første nat langt fra mig. At fødslen var gået sådan, var jeg ligeglad med, men jeg var ked af det længe efter over, at jeg ikke havde oplevet lykken ved at ligge med en lille nyfødt i armene. Og det pinte mig, at han havde ligget der, alene i verden, mens vi udmattede faldt i søvn på barselafsnittet et par etager længere nede.

Da jeg blev gravid med min anden søn, var jeg fast besluttet på, at det skulle være anderledes. Jeg havde interviewet den gamle fødselslæge Michel Odent til den avis, hvor jeg arbejdede. Han mente, at fødsler burde foregå i hjemmet, og at lange fødsler og dårlige veer var en typisk bivirkning af epiduralblokaden.
Det lyttede jeg til, for jeg ville ikke have min baby blev taget fra mig igen. Jeg besluttede mig for at føde hjemme og at gøre alt for undgå en epidural, hvis jeg alligevel skulle ende på hospitalet. Jeg gik til fødselsforberedelse, lærte la maze metoden og blev langsomt mindre angst for smerten. Kun en ting frygtede jeg: at blive sat i gang. Hvis jeg skulle ligge ligesom sidst med et drop i armen, med kunstige veer i en hospitalsseng, så var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde det ud.

Mit vand gik en uge før tid. Jeg blev først forskrækket, så forventningsfuld og så lidt nervøs – kunne jeg klare det? Min mor hentede min store søn. Min mand riggede til til den store hjemmefødsel. Naboerne kom med lidt aftensmad. Jeg fik ikke veer.
Efter et par timer ringede jeg til fødestedet. ”Hvis du ikke er gået i gang i morgen tidlig, skal du komme herud, så sætter vi dig i gang,” lød beskeden. Nervøsiteten blev med det samme afløst af skræk. ”Jeg vil ikke sættes i gang,” svarede jeg og fik prompte at vide, at sådan var proceduren altså, hvis fødslen ikke var gået i gang 12 timer efter vandafgang. Ellers var der øget risiko for infektion.
Jeg sov ikke meget den nat. Jeg havde heller ikke veer. Jeg havde stress. Jeg ville ikke sættes i gang.

Klokken 10 næste formiddag ringede vi igen og fik besked om at komme ud på hospitalet. Det sneede. Vi lånte min nabos bil. Da vi kom til fødegangen, blev vi vist hen på ”svangreskadestuen”. Det blev jeg ikke roligere af. Stedet var fuldstændig kaos. Jordemødre, som løb rundt. Telefoner, der kimede. Kvinder, som gik op og ned af gangene med veer. En enkelt kvinde jamrede sig over, at de ikke ville sætte hende i gang. ”De siger, at de ikke har hænder nok til at tage i mod,” sagde hun. Jeg var skrækslagen. Her ville jeg ikke føde! Da jeg havde ventet to timer, fik jeg lov til at tage hjem. Ingen havde haft tid til at undersøge mig, men jeg fik lov at gå hjem og vente på veerne.
Dybest set var de nok glade over at have en mindre i venteværelset. Så fik jeg noget penicillin og besked om at tage min temperatur hver time. ”Hvis dine veer ikke er gået i gang i aften, så sætter vi dig i gang,” lød advarslen. Jeg nikkede.

Resten af dagen gik min mand og jeg stædigt rundt i snevejret. Nu skulle de veer i gang. Men så snart der kom veer, gik de i stå igen og resigneret måtte vi tage ud på hospitalet ved 18 tiden. Her var der lige så kaotisk som om formiddagen, men denne gang kørte de en strimmel på mig, da vi havde ventet i et par timer. Alt var helt fint. Både med baby og mig.
Jeg gentog igen og igen, at jeg kun ville sætte i gang, hvis de kunne se at enten baby eller jeg havde behov for det. Jeg ville ikke sættes i gang, hvis det var på grund af en eller anden overordnet risikovurdering. Hvis der var tegn på, jeg var ved at udvikle en infektion, så var det helt ok, at de ville sætte mig i gang, ellers ikke.

En sød norsk jordemoder kom ind til os. Jeg forklarede hende min holdning. Hun nikkede og fortalte, at man i Norge lod kvinderne gå op til fire dage efter vandafgang. Så undersøgte man dem bare regelmæssigt for infektionsfare. ”Det vil jeg også,” svarede jeg prompte. Hun rystede på hovedet.
”Det er ikke proceduren her på fødestedet. Jeg kan ikke gøre noget ved det”. Jeg var rasende: ”Jeg vil ikke sættes i gang på grund af en procedure”. Min mand strøg mig beroligende over ryggen. Han kendte alt for godt min hang til kværulanteri i stresssituationer. ”It is not the time to fight the system,” hviskede han. Imens gav jordemoderen sig. De ville ikke sætte mig i gang.
 ”Gå nu hjem og prøv at få veer, så må vi se i morgen klokken otte,” sagde hun. Så blev vores samtale afbrudt. En jordemoder kom spænende ind i rummet og skreg, ”Der er pressetrang på stue otte”. Den norske jordemoder løb ud af døren.

Jeg tog hjem med endnu større deadline stress. Veer inden klokken 8. Veer inden klokken 8. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe rundt i min krop og huskede Michel Odents teori om, at oxytocinproduktionen blev påvirket negativt af adrenalin.
Næste morgen ringede en sød hjemmefødselsjordemoder til mig. Jeg fortalte, at jeg havde kastet op om natten, og gentog at jeg så gerne ville føde hjemme. Hun mente nok, at fødslen var ved at gå i gang af sig selv. Men jeg havde stadig ikke regelmæssige veer, så klokken 17 ringede jeg til den søde hjemmefødselsjordemoder igen. Vi aftalte, at jeg skulle komme ud på hospitalet og lægge en plan. Det beroligede mig. Jeg troede på, at hun var på min side. Hun ville ikke sætte mig i gang på grund af en procedure.

Men ak, da vi endelig kom derud, var den søde jordemoder der ikke. Hun var taget ud til en anden hjemmefødsel. Jeg blev igen sat ind i venteværelset. Vi prøvede at se den amerikanske tv-serie Mad Men på den medbragte computer. En kvinde hylede ude på gangen. Da vi havde siddet i venteværelset i en time, var jeg så nervøs, at jeg gik ind på jordemoderkontoret og åbnede for tårekanalerne.
”Jeg vil ikke sættes i gang,” hylede jeg som en lille pige. ”Jeg har læst Michel Odont. Han siger, det ikke er nødvendigt.”
En jordemoder sørgede for, at jeg kom ind på en fødestue. Jeg insisterede på, at jeg ville vente på den søde hjemmefødselsjordemoder. En yngre jordemoder kom og prøvede at forklare mig, hvorfor jeg skulle sættes i gang ”Der er evidens for højere infektionsrisiko,” gentog hun igen og igen.
Jeg havde lyst til at myrde hende og snerrede, hvis de ikke så tegn på, at MIT barn eller JEG havde en forøget risiko, så ville jeg gerne hjem og føde tak. Jeg ville ikke sættes i gang på grund af en procedure, gentog jeg for 117 gang. Hun gik igen.

Klokken 23 kom den søde hjemmefødselsjordemoder endelig. Jeg havde totalt mistet modet og havde hele min opmærksomhed rettet mod Tv-serien på computeren. Borte var min følelse af, at jeg kunne klare min fødsel selv. At veerne ville være til at klare. Jeg følte mig som en ko, som skulle til slagtning.

Jordemoderen forklarede, at jeg var gået så langt tid efter vandafgang, at hjemmefødslen nu var definitivt aflyst. Jeg skulle sættes i gang. Ingen ville tage ansvaret for en hjemmefødsel, hvor vandet var gået for to dage siden. Jeg så håbløst på hende. ”Kan vi ikke gøre det i morgen tidligt i stedet, så vi kan få noget søvn først?” spurgte jeg. Hun nikkede, og gik ud for at spørge lægen.

Det måtte vi godt, men det var på eget ansvar, understregede hun. Jeg så på hende ”Hvad synes du  at vi skal gøre?” spurgte jeg.
Hun så på mig, og så var det, at hun ikke gav mig en statistik eller en risikovurdering. Hun sagde heller ikke, at det var mit eget ansvar eller valg. Hun så bare på mig. Direkte. Vurderede situationen og svarede ”Ved du hvad, jeg tror, at du er så bange, at du holder veerne tilbage. Hvis du tager  hjem, får du alligevel ikke sovet. Men altså du har født før, dit barn virker ikke særligt stort, og vi trapper stille roligt droppet op, og så skal du se, det skal nok blive en let fødsel. Lad os komme i gang.”
Og det var så simpelt som det. Men pludselig slappede jeg af. For jeg kunne høre, at hun havde ret. At hun havde set mig. At hun egentlig ikke var bekymret. At hun stolede på mig og min evne til at føde. Så jeg blev rolig og følte igen, at jeg havde kontrol over situationen. Jeg beordrede lyset dæmpet, stænkede lavendelolie på min hovedpude, fandt noget blød musik på computeren og rullede ærmet op, så hun kunne stikke droppet i armen.

Fire timer efter var min søn født. Det var en let fødsel. Jordemoderen forlod aldrig rummet, og jeg klarede samtlige veer med den åndedrætsteknik, som jeg havde lært på mit fødselsforberedelseskursus. Da jeg stod med mit barn i armene, synes jeg næsten, at jeg elskede jordemoderen lige så højt som den nyfødte. Det endte med at være en oplevelse, som jeg var både stolt over og glad for.

Nu skal jeg føde mit tredje barn. Jeg håber på, at hjemmefødslen denne gang bliver til noget. Jeg er ikke længere bange for veerne. Jeg glæder mig faktisk til den fødsel. Mit eneste problem er, at jeg er bange for igen at ende på hospitalet. Det hospital, hvor det tog tre dage, før der var nogle, som havde overskud til at forholde sig til mig som et menneske i stedet for en patient, som skulle følge hospitalets procedure.

( (1) kommentarer )