22. februar 2012 | Min sidste fødsel part two
Da jeg fortalte min søde jordemoder om min sidste fødsel, sagde hun klogt, at det var vigtigt, at jeg fokuserede på selve fødslen, som jo havde været god, i stedet for optakten som var så dårlig. Det råd prøver jeg nu at følge, men inden da får I lige historien om resten af mit ophold på hospitalet.
Da jeg havde født, og barnet var målt og vejet, ville jeg egentlig bare gerne hjem, men jordemoderen syntes, at jeg lige skulle lade lægen se på drengen først, fordi han var så lille. Min mand tog hjem. Jeg blev kørt op på barselgangen med den lille i armene og sad i sengen ude på gangen og ventede på lægen. Han kom, undersøgte drengen, fandt ikke noget galt, men på grund af den lave fødselsvægt og risikoen for infektion på grund af tidlig vandafgang, synes han lige, at jeg skulle blive et par timer.
Ok så…. Jeg blev og blev rullet på en stue, som jeg skulle dele med et andet par, som lige havde fået deres første barn. Kvinden undskyldte, da hun så mig. Hun havde blødt ud over hele badeværelset, og der var ikke nogen, som havde gjort rent endnu. Jeg beroligede hende. Det gjorde ikke mig noget. Til gengæld havde jeg ondt af hendes mand.
De var muslimer, og jeg ved, at menstruationsblod er særligt urent i islam. Nu skulle han skræve over store blodpletter hver gang, han skulle tisse. Det gjorde vi begge to resten af dagen og natten. Badeværelset blev nemlig først gjort rent næste formiddag.
Jeg bestilte mad. Den kom ikke. Så lå jeg og læste avisen og håbede på, at jeg snart kunne komme hjem. Om eftermiddagen kom oversygeplejersken og sagde, at de gerne ville have, at jeg blev til næste dag. Den lille skulle jeg give modermælkserstatning. De var bange for, at han skulle tabe sig mere.
Min store dreng kom på besøg med min mor og min mand. De havde mad med, og jeg fik endelig noget at spise. Så tog de hjem for at få sovet alle sammen, og jeg var alene på stuen. Jeg spurgte sygeplejersken, om jeg måtte trille den lille ind i vagtstuen i ti minutter, så jeg kunne få et tiltrængt bad. Jeg var stadig smurt ind i blod og slim fra fødslen. Det kunne de ikke. Det havde de ikke personale til, lød svaret.
Min dreng skulle have modermælkserstatning hver fjerde time. Jeg skulle selv sørge for at vågne. Min mobiltelefon vækkede mig klokken 01, og jeg ringede efter en sygeplejerske og spurgte, om hun ville komme med modermælkserstatningen.
”Den skal du selv blande,” lød svaret. Da jeg prøvede at forklare, at jeg jo i modsætning til de andre ikke havde min mand med, og helst ikke ville stå med kogende vand og en nyfødt på armen ude i hospitalskøkkenet, hvæsede hun ”Så må du jo få en veninde til at lade sig indlægge sammen med dig. Vi har ikke personale til at give den hjælp.”
Så stod jeg der hver fjerde time med de andre mænd og blandende kogende vand og mælkepulver i et koldt og mørkt hospitalskøkken med min skrigende baby på armen. 16 timer efter jeg havde født.
Jeg ved stadig ikke, hvad man stiller op, når enlige mødre skal indlægges på barselafdelingen i længere tid. Tager man bare for givet, at alle har en veninde, som kan tage fri fra arbejde for at give den hjælp og omsorg, som systemet ikke kan give? Min veninde har lige født tvillinger. Før hun skulle føde, var hun bekymret for, at hun skulle være indlagt i fem dage, og hvad så med hendes store pige? ”Sørg for at din mand altid er der om natten! Så kan jeg komme og hjælpe dig om dagen, mens han er sammen med jeres datter,” rådede jeg hende belært af mine erfaringer. Jeg ville nødig være alene med to nyfødte tvillinger på det hospital.
Næste dag blev jeg udskrevet på ”eget ansvar”, som sygeplejersken understregede. De mente, at det var sikrest, at jeg blev, men jeg VILLE hjem. ”I har jo alligevel ikke tid til at passe mig,” forklarede jeg hende. Så lod hun mig gå.
Jeg var så lykkelig for at være hjemme igen. Hvor der ikke var blod på gulvet, hvor der var mad, når jeg var sulten, hvor min mand stod op for at blande modermælkserstatningen om natten, så jeg kunne koncentrere mig om at få amningen i gang.
”Det lyder jo som et hospital i England,” sagde min svigermor, da jeg fortalte hende om mine oplevelser. ”Jeg troede netop, at I betalte så høj skat i Danmark for at undgå den slags?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
( (1) kommentarer )
