30. november 2011 | Er det altid godt at være forberedt?
Min veninde er stor som et hus og venter tvillinger. Hun er bange for fødslen. Hendes sidste fødsel var et langt mareridt, fordi hun blev sat i gang, da hun gik et par dage over termin. Det var nemlig fødestedets procedure, fordi barnet var et produkt af fertilitetsbehandling. Resultatet var en langvarig, smertefuld fødsel, som næsten endte i kejsersnit.
Nu skal hun så føde igen om en måneds tid. Jeg fortæller hende om det glimrende fødselsforberedende kursus, som jeg har taget og tilbyder hende at låne alle de hippie fødselsbøger, som jeg selv læste, da jeg ventede min yngste søn. Hun sukker ”Nej, det bliver nok heller ikke en særlig naturlig fødsel denne her gang,” siger hun og forklarer, at jordemoderen til hospitalets fødselsforberedelse for kommende tvillingeforældre havde indledt seancen med en graf over statistikken over tvillingefødslerne. Af den var det fremgået, at rigtigt mange tvillinger var for tidligt fødte, at mange af fødslerne endte i kejsersnit, at man også skulle indstille sig på at blive sat i gang og som jordemoderen havde konkluderet, netop derfor var tvillingefødslerne en såkaldt ”risikofødsel”, som betød, at der højst sandsynligt både ville være en jordemoder, en børnelæge, en narkoselæge og en fødselslæge til stede. Borte var drømmen om, at hun denne gang kunne føde naturligt sammen med sin mand og en enkelt jordemoder. Til gengæld var hun så begyndt at forberede sig på livet som mor til to for tidligt fødte tvillinger med smerter efter kejsersnit og manglende overskud til hendes ældste barn. Intet under at hun ikke så frem til fødslen.
Desværre synes jeg, den historie er alt for typisk, når det handler om den moderne graviditet. Det er som om, sundhedsvæsenet har indstillet sig på at oplyse os om alt, som kan gå galt. Fra første nakkefoldsscanning (dit barn kan være mongol) til sidste dage før termin (hvis du går mere end 10 dage over, sætter vi dig altså i gang).
Til gengæld har det offentlige skåret ned på fødselsforberedelsen og i de fleste tilfælde reduceret dem til et tilbud a la min venindes, hvor man i en større sal kan blive oplyst om alle de farer, som lurer på den fødende. Devisen synes at være, at det er bedre at være oplyst om alt end at leve i troen på, at alt nok skal gå.
Jeg er ikke sikker på, at det er sandt. Tværtimod tror jeg, at min veninde havde haft bedre af en rar samtale med en god jordemoder, der kunne indgyde hende tro på, at hun selvfølgelig kunne føde sine børn, fremfor dette statistiske rædselskabinet. Den amerikanske hippiejordemor Ina May Gaskin giver i en af sine bøger det råd, at man som gravid kun skal læse og høre smukke og positive fødselsberetninger.
Fuldstændigt på linje med sportsstjerner, som sætter sig op til sejr, ved at forestille sig løbet mod guldmedaljen igen og igen. Det råd fulgte jeg under min sidste graviditet. Det hjalp både før og under fødslen. Det råd har jeg tænkt mig at følge igen, for jeg vil ikke underlægge mig sundhedssystemets risikoregime. Jeg insisterer på at tro på, at jeg får en god graviditet, en let fødsel og et sundt og rask barn indtil det modsatte er bevist.
Den tro har min veninde for længst mistet. Hendes hoved er fyldt med billeder af for tidligt fødte små skravl, og kejsersnitssår som ikke vil hele. Men som hun siger ”Det er vel altid godt at være forberedt.”
( (2) kommentarer )
