Som ny jordemoderelev i 1981oplevede jeg, at de klogeste i denne verden var de røde… ikke venstrefløjen, men dem vi kaldte de røde elever, altså de næsten færdige jordemødre. Derefter kom de blå elever, og så kom vi selv – nybegynderne, de gule elever. Vi var ynkelige. Selv de af os, der havde noget erfaring og tidligere uddannelser med os, vi var ynkelige. Hvorfor var det sådan – og hvorfor var det egentlig ikke således, at jeg oplevede de færdiguddannede som de allerklogeste?
De færdige jordemødre var hinsides bebrejdelse, hinsidesræsonneren, mange af dem i hvert fald. De var perfekte. Og det perfekte - det ligger i ordet - det er noget, som er gennemført. Det står ikke til at ændre. De næsten færdiguddannede, derimod, de var på vej til at være perfekte, og dermed var de stadig til at røre, til at ræsonnere med og mod, de kendte sårbarheden i ikke at vide alt altid, og de åbnede deres arme for de stakkels lidelsesfæller et par år under deres opnåede værdighed.
Selvfølgelig oplevede jeg masser af kloge, varme, nysgerrige og først og fremmest lærende jordemødre! Men det var en anden tid end i dag både med hensyn til pædagogikken og til viljen til atvære åbne for dialog.
I 1990’erne begyndte jeg først for alvor at få studerende – og der måtte jeg flere gange sande, at jeg havde taget ved lære af min egen uddannelse; jeg var blevet perfekt – med andre ord, jeg var i risiko for at lukket mig om mig selv og blive uimodtagelig for gode argumenter. Tak til de jordemoderstuderende (som de jo i mellemtiden var blevet benævnt) der fik rusket op i min selvforståelse og fik vist mig på den hårde måde, at man først for alvor bliver klogere, når man holder sig åben for påvisning af egen utilstrækkelighed.
Det er så også en fornemmelse af at være uperfekt, vi har behov for, når vi ser på vores egen praksis, hvor den end foregår. Det blev vi mindet kraftigt om på vores medlemsmøde den 3.10. Vi fik holdt et spejl op for os selv, hvor vi måske i vores stille sind ikke var helt tilfredse med billedet.
Kan vi med sikkerhed sige, at vi altid motiverer og imødekommer i vores møder med de gravide? At vi finder flertallet af de kvinder, der har en problematisk omgang med alkohol under graviditet? At vi får lukket op for den vanskeligesamtale med en kvinde eller et par, der har været ude for noget tungt i barndom, ungdom eller voksenliv, som kan påvirkegraviditet og forældreskab?
Nej. Det lykkes ikke altid, og det kan altid blive bedre – også inden for snævre rammer – som vi hørte på medlemsmødet. Der er plads til det imperfekte – for det er der, hvor man stadigt og stædigt stræber efter det perfekte.
