Af: Lillian Bondo
Jeg har brugt lidt af ferietiden på at være i praktisk jordemoderarbejde igen. Det var længe siden, og der er mange, der gerne vil have arbejde, så jeg valgte at spørge på Rigshospitalet, hvor jeg har en ansættelse, som jeg har orlov fra, om jeg måtte bruge en uge på at gå som ekstra, hvor jeg nu følte for det? Og det var dejligt, at ledelsen fandt det relevant at lukke mig med ind i fællesskabet for en tid igen.
Jeg mødte mandag morgen med sommerfugle i maven og friske arbejdssandaler i tasken. Lånte noget tøj af den slags, der garanterer en solid transpiration ved arbejdstemperaturer over 20 grader og fødende over ditto uger! Med nålen på plads og kuglepenne i alle lommer var jeg så klar til at lade mig bruge – og brugt, det blev jeg.
Det var den der varme uge, som altid falder, når de fleste vender tilbage efter regnfulde ferieuger, og fødegangens kontor vrimlede af mennesker med vidt forskellige opgaver. Ved et mirakel viste der sig hele tiden at være mindst én, der vidste, hvad der skulle vides om fordeling af opgaver, og som jeg oplevede det i den uges dagvagter, som jeg deltog i, var der stort set hele tiden én jordemoder til én fødende – men som flere af de vagthavende kolleger henkastede: du har endnu ikke prøvet at være her, når vi har travlt, og nu tror du bare, at det altid er så idyllisk…
Men hvordan var det så? Som sagt, VARMT. Jeg gik hjem hver dag med ankler som de fødende i august måned. Og TRÆT blev jeg også. Dels var der mange dejlige og hjælpsomme jordemødre, assistenter, læger og sygeplejersker og andre at forholde sig til, samt en enkelt megasur portør, der skældte ud, så jeg huskede, hvordan det var at være førsteårselev. Dels var der ud over selve jordemoderarbejdet en syndflod af IT opgaver at få genopfrisket eller lære forfra. Noget der tog tid – og nemt blev forkert. Så med en mødetid fra 7 til lidt over 15 passede det med en sengetid omkring 21! Tænk at falde i søvn lige som tungt som de samme babyer, jeg havde taget imod om dagen!
Det var også SJOVT! En af mine favoritting her i livet er at le, så jeg får ondt i maven. Det gør man sammen med travle kolleger, i de korte møder, mellem svære og lykkelige oplevelser. Ikke le ad, men le med. Skønt!
Og endelig, så var det PROFESSIONELT. Jeg fandt til min glæde ud af, igen, som jeg har gjort det andre gange, jeg har haft en eller flere vagter i mit formandsliv, at det grundfaglige, det, jeg er autoriseret til som jordemoder, det har det godt. Vi er godt uddannet, og vi er gode til at vedligeholde hinanden i Danmark. Der hvor jeg skulle tænke ekstra over noget, var det relateret til netop IT eller særlige procedurer, eller grej, som jeg ikke er fortrolig med. Og her var det vidunderligt at få lov at spørge frit hos kollegerne, fordi jeg var ekstra – men jeg er nu sikker på, at også nye, som er med i normeringen, får samme gode hjælp: gå ind der, husk at skrive i den rubrik, pas på med denne side, lad infusionssættet fylde sig selv osv.
Tusind tak for input, for spørgsmål og kommentarer, for fif og fnis og for ny energi til at kende vilkår og vinkler i vores pressede og trængte, men vidunderlige jordemoderliv. Og for tilliden til mig som kollega.
