Reguleringsordning – hvad er det?


Spørgsmål:

Jeg har ved flere overenskomstforhandlinger hørt ordet ’reguleringsordning’. Men hvad er det egentlig?


Svar:

Reguleringsordningen er en generel aftale for alle offentligt ansatte. Der er aftaler på hver af de offentlige arbejdsgiverområder: staten, kommunerne og regionerne. Man kan sige, at reguleringsordningen sikrer, at den samlede lønudvikling i den offentlige og private sektor foregår parallelt.

Man måler forskellen på lønudviklingen på henholdsvis de offentlige og det private område. På baggrund af den forskel i lønudvikling, der findes mellem det private område og lønudviklingen på de offentlige områder (for eksempel det regionale) reguleres de aftalte generelle stigninger i de offentlige overenskomster. De aftalte generelle lønstigninger på hele det offentlige område får således en “efterregulering”, som procentuelt svarer til mer-/mindrestigningen i de private lønninger. Dog er der en grænse: kun 80 procent af differencen udmøntes i ordningen i de offentlige lønninger. Reguleringen kan være såvel positiv som negativ – alt efter om den private eller den offentlige sektor er steget mest i perioden. På det regionale område, er det i oktober at reguleringsordningen udmøntes.

Ved OK15 blev det aftalt, at hvis lønudviklingen var højere i den offentlige sektor end på det private arbejdsmarked, så skulle hele forskellen reguleres tilbage – altså 100 procent i stedet for 80. Det kaldtes “privatlønsværnet”.

Organisationerne lykkedes ved OK18 med at få fjernet privatlønsværnet, så vi er tilbage ved en 80-80-model.

Revideret 27. september 2019