Når julen falder i en weekend


Spørgsmål:

Hvordan er man stillet, når juleaften falder på en lørdag? Mine kollegaer og jeg har drøftet, om man får både weekend- og søgnehelligdagstillæg for vagterne?


Svar:

Den 24. december er i princippet ikke en helligdag, men er i aftalen med regionerne sidestilles med en søgnehelligdag fra dagvagtens begyndelse. I vil altså have ret til søgnehelligdagstillæg for de effektive timer, der ligger fra dagvagtens begyndelse lørdag den 24. december til midnat. Søgnehelligdagstillægget er 50 procent af timelønnen eller tilsvarende afspadsering. Vær dog opmærksom på, at der kan være aftalt andre tillæg på jeres arbejdsplads. I de få timer fra lørdag d. 24. december kl. 06.00 og indtil dagvagtens begyndelse (der ofte er omkring kl. 7.00 – 8.00) vil I have krav på weekendtillæg.

Da 1. juledag i eksemplet falder på en søndag, ”mister” den sin søgnehelligdagsstatus og aflønnes i stedet som en almindelig søndag med tillæg af 42 procent af timelønnen eller tilsvarende afspadsering.

2. juledag er i dette eksemplet en søgnehelligdag, fordi den falder på en mandag, hvilket giver tillæg på 50 procent.

Når man får søgnehelligdagstillæg i vagten, gives der ikke tillige weekendtillæg.

Definition på en søgnehelligdag: 

En søgnehelligdag er en helligdag, der falder på en hverdag – og hverdage er alle andre dage end søndage. En søgnehelligdag kan eksempelvis være skærtorsdag.

De arbejdstimer, du skal præstere i normperioden, vil blive nedskrevet med 7,4 timer for en fuldtidsansat per søgnehelligdag i normen og forholdsvis ligeså for en deltidsansat.

Juleaftensdag den 24. december er ikke en helligdag, men betragtes som en søgnehelligdag fra dagtjenestens begyndelse. 

Revideret september 2017