Lokale forhandlinger om løntillæg


Spørgsmål:

Det fødested, jeg arbejder på, har besluttet at tilbyde forældre, der har fået et dødfødt barn eller en sen abort, at deltage i sorggrupper. Jeg har en terapeutisk uddannelse og er blevet tilknyttet det lille team af jordemødre, der står for grupperne.

Jeg har spurgt min tillidsrepræsentant, om jeg skal have et løntillæg for det, men hun har svaret, at der slet ikke forhandles om individuelle tillæg for tiden. Kan det passe, at muligheden for en individuel forhandling ikke er til stede?


Svar:

Aftalen om lokal løndannelse giver organisationerne ret til en årlig lokal lønforhandling for medarbejderne. Hvis tillidsrepræsentanten anmoder om en forhandling, har I krav på, at den finder sted senest 6 uger efter – med mindre der lokalt er aftalt andre procedurer mellem ledelserne og tillidsrepræsentanterne. 

Men der er oftest – og næsten altid på en stor afdeling – det, der kaldes tilbageløbsmidler. Ud over at ledelsen altid kan vælge lokalt at aftale tillæg til medarbejdere, når man er enig med tillidsrepræsentanten om det, så vil der også for det meste være lønmidler udmøntet i tidligere runder, som bliver ledige. Det er fx tilfældet, hvis en ældre medarbejder med flere lokalt forhandlede tillæg, eller tillæg fra jordemødres overgang til Ny Løn, går på pension, og der ansættes en ny medarbejder, som der ikke er aftalt de samme tillæg til.

Arbejdsgiver har ikke en formel forpligtelse til at udmønte disse ledige midler, men når Jordemoderforeningen ved overenskomstforhandlinger aftaler lønforbedringer eller en procentdel af lønsummen til lokale lønforbedringer, så er det aftalt med arbejdsgiverparten, Danske Regioner, at der er tale om varige lønforbedringer. De skal altså ikke forsvinde igen på et tidspunkt, men hele tiden holdes i spil. Det er hele forudsætningen i forhandlingen.

Ledelsen må heller ikke melde ud, at man ikke vil forhandle, men de må gerne meddele, at de mener midlerne er små, og at de ikke selv vil tage initiativ til en forhandling. Og så må tillidsrepræsentanten jo tage initiativet – selvom det naturligvis kan opleves som op ad bakke at sætte en lønforhandlingsproces i gang på denne baggrund.

Hvis I ved, at der er ledige midler, men tillidsrepræsentantens forslag alligevel bliver afvist i en forhandling, kan hun kontakte Jordemoderforeningens sekretariat, som så kan hjælpe med at vurdere, om forhandlingen skal fortsættes.

Så du bør nok igen tale med din tillidsrepræsentant om muligheden for at fremsætte forslag for dig og dine kolleger – på trods af ledelsens udmeldinger.

Revideret september 2017