Løn og tillæg ved konstituering


Spørgsmål:

Efter at min nærmeste leder er stoppet på arbejdspladsen, er jeg er blevet tilbudt en konstituering i stillingen. Hvilken løn har jeg krav på i den midlertidige stilling? Den første melding, jeg har fået, er, at jeg kan få den løn, min tidligere leder fik, dog ikke hendes kvalifikationstillæg. Skal jeg bare acceptere det?


Svar:

Når du midlertidig gør tjeneste i en højere stilling, og du overtager alle de væsentlige arbejdsopgaver, der er knyttet til den stilling, så kan din midlertidige løn sættes sammen på forskellige måder.

Udgangspunktet er, at der aftales en funktionsløn for varetagelsen af stillingen. Funktionslønnen skal tage højde for hvilke  opgaver, du skal løse. Du kan også stille krav om honorering af de kvalifikationer, du har i forhold til funktionen. Der skal altså som udgangspunkt aftales en ny løn for, at du midlertidig varetager stillingen.

Er der ikke enighed om en funktionsløn, er der mulighed for at du honoreres med et vederlag svarende til forskellen mellem den løn, du ville have opnået ved en fastansættelse i den højere stilling og din nuværende løn. I beregningen af vederlaget indgår grundløn, funktionsløn og kvalifikationsløn knyttet til stillingen. Er kvalifikationslønnen i stillingen knyttet op til objektive kriterier – for eksempel uddannelseskrav eller personlige egenskaber – får du kun kvalifikationslønnen, hvis du opfylder kriteriet/kriterierne.

Men der er altså ikke krav om, at du automatisk blot skal have den løn, din tidligere leder fik. Hvis din tidligere leders løn var sammensat på en sådan måde, at en stor løndel var personlige tillæg/kvalifikationstillæg, så kan du risikere at (den resterende) løn i den højere stilling faktisk ikke honorerer dig ordentlig, når du påtager dig et større ansvar. Og det er ikke meningen. 

Revideret september 2017