Hvordan tjekker jeg min løn?


Spørgsmål:

Jeg er basisjordemoder på et fødested. Jeg vil gerne blive bedre til at tjekke min lønseddel. Findes der et sted, hvor jeg kan beregne min løn, tillæg osv.?


Svar:

Ja, på vores hjemmeside under ‘Løn og ansættelse’ og derefter under ‘Løn’ er der en funktion, der hedder ‘Lønberegner‘. I denne beregner kan du taste dine data ind: Hvilken stilling er du ansat i? Hvor lang anciennitet har du? Og hvilke tillæg har du? Dine tillæg kan du se på bagsiden af din lønseddel, hvor der står, hvad tillæggene udgør i såkaldt 31. marts 2018-niveau. Alle tillæg opgøres i regionerne i dette niveau, så der altid er sikkerhed for, at det er samme beløb, vi taler om, uanset hvornår der sidst er sket en generel lønregulering.

På beregneren kan du se, hvordan din løn ser ud alt efter, hvor mange timer du er ansat. Der er to kolonner, så du kan lave en sammenligning, hvis du fx vil vide, om lønnen i område 0 på fuld tid er mindre end lønnen i område 4 på 35 timer, eller hvis du vil vide, hvor meget du er stiger i løn, når du får 8 eller 12 års anciennitet, eller hvad et nyt tillæg er i aktuelt niveau om måneden.

Du kan også se, hvad din timeløn er, eller hvad de procentuelle ulempetillæg – fx nattillæg eller weekendtillæg – er pr time.

Der er en tilsvarende separat beregner for ansatte på lederoverenskomsten.

Men når du tjekker din lønseddel, kan beregneren ikke hjælpe dig med det hele. Det er lige så vigtigt, at du tjekker, om det arbejde, du har udført – fx overarbejde og kald i rådighedsvagter – er honoreret i overensstemmelse med det faktisk præsterede. Nogle gange kan indberetninger gå galt, så notér altid det, der ikke fremgår af vagtplanen og sammenhold med din lønseddel.

Revideret januar 2020