Hvem forhandler løn for sonografer?


Spørgsmål:

Jeg er uddannet jordemoder og sonograf og har nu søgt job på en ultralydsafdeling. Men jeg er i tvivl om hvilken organisation, der forhandler lønnen i denne type job?”


Svar:

Sonograf er ikke en overenskomstdækket titel eller uddannelse, som har en selvstændig bestemmelse om lønindplacering i overenskomsten. Det er derimod en stilling/funktion, man typisk bestrider efter som sundhedsperson at have gennemført en efteruddannelse indenfor området. Det er derfor også din grunduddannelse, som er afgørende for, hvilken organisation, der kan forhandle løn- og arbejdsvilkår for stillingen. På en del arbejdspladser er det jordemødre, der varetager funktionen som sonograf og andre steder er det såvel jordemødre som andre sundhedspersoner, som er ansat i stillinger med denne funktion. Hvis man som jordemoder ansættes som sonograf eller ”scanningsjordemoder”, ansættes man på Jordemoderforeningens overenskomst med Danske Regioner.

Lige som i andre jordemoderstillinger betyder det, at man som udgangspunkt indplaceres efter anciennitet på trin 5 eller trin 6 med mindre, der lokalt er aftalt noget andet for denne type stillinger, eller der i forbindelse med din konkrete ansættelse aftales en anden indplacering.

En del steder er der således generelle aftaler (såkaldte forhåndsaftaler) om, at man som scanningsjordemoder eller sonograf indplaceres på trin 7 eller 8. Hertil kan der så tillige for alle stillingerne eller for den enkelte jordemoder aftales tillæg. Tillæggene kan fx knytte sig til hvor komplicerede scanningsopgaver, man kan varetage. Hvis du vil vide mere om, hvad du kan forvente i løn i din ansættelse som scanningsjordemoder eller sonograf, skal du derfor kontakte din tillidsrepræsentant på arbejdspladsen. Hun vil så kunne oplyse dig om, hvorvidt der er forhåndsaftaler om anden trinindplacering eller tillæg og kunne tage initiativ til konkrete forhandlinger i forbindelse med din ansættelse. Hvis stillingen er placeret i en afdeling, hvor der ikke er andre jordemødre, eller hvor I ikke er nok til at have en tillidsrepræsentant, er det Jordemoderforeningens kredsformand eller evt. sekretariat, som kan hjælpe dig.

Revideret september 2017