Kan jeg kræve at få udbetalt mine tilgodehavende ferietimer?


Spørgsmål:

Jeg er fuldtidsansat og har ikke haft mulighed for at holde hele min ferie inden 31. december. Jeg mangler at holde 51,8 timers ferie. Kan jeg kræve at få udbetalt mine tilgodehavende ferietimer, hvis jeg ikke har haft mulighed for at holde hele min ferie inden 31. december?


Svar:

For det meste aftaler man på arbejdspladserne – fx ved indtegning på ferielister eller lignende – hvornår, de ansatte holder ferie. Hvis man ikke på denne måde finder ud af at få tilrettelagt afdelingens ferie, kan din arbejdsgiver varsle, hvornår du skal afholde din ferie. Det kan dog først ske efter at have drøftet det med dig og efter at have taget størst mulig hensyn til dine ønsker.

Man skal holde sig for øje, at der er forskellige regler for afholdelse af ferietimer knyttet til hhv. 1. – 5. ferieuge og ferietimer i henhold til den 6 ferieuge.

Din arbejdsgiver kan evt. inden 1.maj bede dig om inden 1. oktober at oplyse, hvis du vil have den 6. ferieuge (helt eller delvist) udbetalt. Oplyser du intet skal den afholdes eller evt. overføres til næste ferieår.

Af 1. – 5. ferieuge den kan ferietimer ud over 4 uger pr. år overføres til det efterfølgende ferieår (efter 31/12), hvis du og din arbejdsgiver er enige om det og aftaler det skriftligt. Ferietimerne svarende til den 5 ferieuge, kan ligeledes udbetales ved ferieårets udløb. Din arbejdsgiver kan altså ikke pålægge dig at overføre ferietimerne, men kan selvfølgelig alternativt, efter at have drøftet det med dig, varsle, hvornår ferien skal afholdes inden for ferieårets udløb. Din leder bør således i praksis i god tid før ferieårets udløb den 31. december (mindst 1 måned + restferiens varighed) finde ud af, om der skal indgås aftaler om overførsel af ferie, eller udbetaling og i modsat fald varsle tilgodehavende ferie til afholdelse inden den 31. december. Hvis I ikke når at få planlagt 1. – 4. ferieuge, så går det tabt ved ferieårets udgang 31. december – med mindre du har været feriehindret i i perioden frem til 31/12 pga. barsel eller sygdom. I det tilfælde, kan ferien overføres.

Revideret april 2024